Historie - Krondyrreservatet

Et landskab under evig forandring

Hvis man i dag går den samme rute, som stenalderfolket gjorde, da de omkring år 5.000 f.v.t. gik i vandkanten og spejdede ud over havet, kan man være sikker på at slippe tørskoet fra det. Kystlinjen løb nemlig langt inde på det nuværende fastland, og den gamle kystskrænt kan i dag ses som en markant linje i landskabet øst for Grærup Langsø. Landsbyen Grærup   udgjorde datidens huk. Siden har havets aflejringer bygget sandvolde på, og kystlinjen har flyttet sig længere mod vest, så landets vestligste punkt nu ligger ved Blåvandshuk. 

Går man 2.000 år længere tilbage, var der slet ikke noget hav at spejde ud over. I nogle tusinde år indtil omkring år 7.000 f.v.t. var det skovløse land landfast med England, men så sørgede smeltende is i Nordamerika for at hæve havspejlet så meget, at Nordsøen blev skabt.

Langs kysten er der gjort fund af opskyllede ravsmykker, som formodes at komme fra stenalderbopladser, der i dag befinder sig under vand langt ude i Nordsøen.

Oprindeligt er det flade vestjyske landskab grundlagt under den næstsidste istids bakkeødannelser og senere formet af smeltevand fra den seneste istid omkring 12.000 år f.v.t. Her nåede iskappen til den jyske højderyg og efterlod området vest for som tundralandskab. Da isen smeltede, strømmede smeltevandet ud over landskabet og formede det med aflejringer af smeltevandssand og grus. 

De første mennesker

I takt med at klimaet efter sidste istid blev varmere begyndte træer at vokse frem og brede sig i landskabet, og 5000 år f.v.t. var området dækket af skov. Det gav andre livsbetingelser for dyrelivet og dermed også mennesker, og jægerstenalderens omvandrende folk fandt også vej til det vestjyske.

Der er ikke gjort store fund fra jægerstenalderen, og meget tyder på, at bopladserne generelt blev lagt på behørig afstand af de barske kystområder – gerne i forbindelse med søer. Der er blandt andet gjort en del fund af flinteredskaber omkring Filsø.

Fra bondestenalderen er der gjort fund af fine gravanlæg ved Henneby og Blåbjerg.

Der er fundet en meget stor samlingsplads med kultiske anlæg, et såkaldt Sarupanlæg fra ca. år 3.500 f.v.t., ved Gammeltoft Odde syd for Henne Stationsby.

Ved Henneby er der fundet et såkaldt dyssekammer, som er anlagt omkring år 3.300 f.v.t. Ved udgravningen fandt man knogler, flinteredskaber, ravperler og lerkarskår. Dyssekammeret er efter udgravningen blevet rekonstrueret og opført 160 m derfra ved Strandfogedgården.

I Blåbjerg Plantage har man lidt vest for Blåbjerg delvist udgravet en gravhøj med seks grave, hvoraf de fire blev dateret til ca. år 2800-2400 f.v.t.

I området er der gjort begrænsede fund fra bronzealderen, mens der gjort mange fund efter bebyggelser i jernalderen. Der har gennem årtusinder været bebyggelse og marker ved Selager øst for Grærup Langsø samt i området nord for Ho Bugt fra Billum over Hesselmed til Bordrup.

I Houstrup har man udgravet en lille landsby fra jernalderen fra perioden omkring år 500 f.v.t.– år 0, og i nærheden af Henne Kirkeby Kro har man fundet en enkeltgård fra samme periode og en hel lille landsby, der er etableret et par hundrede år senere. 

Vikingerne kommer

Omkring år 700 blev en bebyggelse anlagt nordvest for den nuværende Henne Kirke, som i løbet af vikingetiden blev til en af Vestjyllands vigtigste vikingebopladser. Der er tale om en meget velstruktureret boplads, som var omdrejningspunkt for en del handel – der er således fundet importerede glasperler, klæberstenskar fra Norge og dele af arabiske mønter. Klæde har formentlig været en vigtig handelsvare. En kortlægning af landsbyen har vist, at bebyggelsen strækker sig over et område på seks-syv ha. og der er registreret 375 såkaldte grubehuse, som er små nedgravede værkstedshytter. De grubehuse, der er blevet udgravet, har alle indeholdt vævevægte, så meget taler for, at der har været en stor produktion af klæde på bopladsen. Måske er der blevet vævet sejl til vikingernes skibe. Der er også spor af andre håndværk, f.eks. smedning og ravforarbejdning. Fra pladsen ved Henne Kirkeby har man via Filsø haft adgang til Nordsøen og dermed mulighed for kontakt med England, Skandinavien og Vesteuropa.

Oksbøl opstod også i vikingetiden, hvor der lå en samling huse øst for den nuværende Aal Kirke.

Sønderside – et fiskerleje der forsvandt

Når man i dag står på den lave skrænt syd for Ho Plantage er det Skallingens flade marsk, man har foran sig, men for et par hundrede år siden bølgede Vesterhavet her.

På skrænten lå Sønderside, som omkring år 1400-1600 var Jyllands største fiskerleje og en livlig handelsplads. Udover fisk blev der handlet tømmer, salt, hamp, tjære, klæde og udenlandske varer som fajance. Egentlig var handlen slet ikke lovlig, da alle varer skulle fortoldes i købstæder som Ribe. Handlen var en magnet på mere lyssky elementer, og Sønderside var angiveligt lidt af en smuglerrede, hvor der ikke var langt mellem ølboder og horehuse. Skriftlige vidnesbyrd fortæller da også om et stort antal retssager om mord, vold og tyveri.

Fiskeriet fra Sønderside stod særligt på i forårsmånederne, hvor folk fra de omkringliggende landbrug flyttede til for at fiske. I højsæsonen talte Sønderside om mod 1.000 indbyggere, hvilket gjorde fiskerlejet til en af de seks-syv største byer i Danmark.

Efter reformationen var folk ikke længere pålagt at spise fisk som en del af fastekosten, og det gik ud over fiskeriet, som så småt begyndte at miste betydning. Det mest alvorlige slag fik Sønderside dog i 1634. Under en voldsom stormflod skyllede havvandet op over skrænten og rev det meste af fiskerlejet omkuld, og den rev endda vægge ned i husene i Oksby, så indbo og korn skyllede bort.

Selvom fiskeriet fortsatte i årene efter, så fandt Sønderside aldrig tilbage til fordums storhed.

En del af forklaringen skal også findes i de voksende sandaflejringer i bugten, der gjorde det vanskeligt for skibene at sejle. Sandbankerne voksede støt og blev efterhånden til halvøen Skallingen.

Der er gjort en del arkæologiske fund i skrænten ved Sønderside, som bekræfter fiskerlejets eksistens, men der er ingen synlige spor tilbage i dag.

Besøger man stedet, er der opstillet fem plancher langs skrænten, som fortæller historien om Sønderside. 

Klitdæmpningen

Det kystnære landskab, vi kender i dag, er resultatet af flere hundreder års brydekamp mellem vinden, vandet og sandet på den ene side og mennesker på den anden.

Går man bare 150 år tilbage, så landskabet markant anderledes ud. Nogle forblæste pilekrat og løvklitterne i Kærgaard og Blåbjerg var de eneste træer af betydning i et ellers bart landskab, hvor sandfygningen fra klitterne havde frit spil og gradvist overføg agerjorden og forarmede samfundet.

De ældste kendte beretninger om den ødelæggende sandflugt, der gjorde det umuligt at dyrke jorden og få ordentlige udbytter ud af det, går tilbage til 1340, og i 1500-tallet fik problemet også kongens bevågenhed. I 1539 udstedte han den første i en række af forordninger, som forbød befolkningen at bruge vegetationen i klitterne til græsning for kreaturer, brændsel, byggematerialer og lignende. Forbuddet mødte dog ringe forståelse i det vestjyske og blev aldrig rigtig effektivt. Problemet voksede efter den store stormflod i 1634, som ødelagde fiskerlejet Sønderside og dermed fjernede en vigtig del af egnens indkomstgrundlag.

I slutningen af 1700-tallet sendte regeringen professor Viborg ud for at besigtige de plagede områder og undersøge løsningsmuligheder. Det førte i 1792 til en forordning, som pålagde beboerne i klitsognene og nabosognene at plante træer i de plagede områder uden vederlag.

I bund og grund var det tvangsarbejde og en stor byrde, og ordningen blev særdeles upopulær.

De første forsøg med klitdæmpning var kun en begrænset succes, og på dette tidspunkt vurderede man, at sandflugten havde ødelagt over 110.000 tønder land – eller et areal svarende til hele Jyllands daværende skovareal.

I 1850’erne gjorde man forsøget igen. Regeringen bevilgede 1.600 kr. til træplantning, og de første træer blev plantet ved Ulslo i den nuværende Bordrup Plantage. I første omgang blev der plantet træblandinger med mange arter for at finde frem til de bedst egnede. Det viste sig, at bjergfyr var den mest velegnede i forhold til at stå i yderste række og tage imod den piskende vestenvind. Andre arter som østrigsk fyr og skovfyr klarede sig bedre, når de kunne stå i læ lidt længere inde i plantagerne.

Med Klitvæsenet som drivkraft blev de ni plantager i Krondyrreservatet etableret over de følgende årtier, og de udgør i dag et grønt, beskyttende bælte gennem området. Udover at beskytte det bagvedliggende land mod sandflugt tjener plantagerne også et skovdriftsformål.

Det gælder dog primært plantager som Vrøgum og Blåbjerg, der ligger på bakkeøer og har mere frodig jord under rødderne, end plantagerne på de magre sandsletter, hvor træernes vækst er væsentlig langsommere og lavere. 

Nymindestrømmen

I dag er det primært turister, som Nymindegab trækker til, men omkring 1870 lå landets største fiskerleje ved Gabet, hvor Ringkøbing Fjord løb ud i Vesterhavet. Om foråret rykkede fiskerne og deres esepiger – de kvinder, som satte madding på de mange kroge – ind i små fiskerboder for at fange primært kuller og torsk.

Fiskeriet var ellers nærmest gået i stå i 1700-tallet, til dels fordi det ikke længere var muligt at finde tilstrækkeligt med sandorm til madding på egnen. Omkring 1825 begyndte entreprenante fiskere imidlertid at trække vod efter sild i fjordens udløb, og sildene blev en effektiv madding til krogfiskeri til havs. I modsætning til andre fiskerlejer havde fiskerne ved Nymindegab også den fordel, at bådene kunne opankres i læ i Gabet og ikke behøvede at blive trukket på land, som det var tilfældet andre steder.

Fiskeriet ved Nymindegab blomstrede indtil omkring 1850, da naturen begyndte at besværliggøre fiskeriet. Åbningen fra fjorden til havet – Gabet - vandrede nemlig stadig mere sydpå, fordi havstrømmen langs kysten aflejrede sand på udløbets nordside.

Det skabte en rende i den sydlige del af fjorden, Nymindestrømmen, som i 1845 nåede sit sydligste udløb ved Houstrup. På det tidspunkt havde Gabet vandret 20 km på 200 år.

For at stoppe udviklingen forsøgte man sig med at gennemgrave Holmsland Klit for at rykke udløbet tilbage, men kampen mod naturkræfterne var forgæves. Først da man i 1931 indviede kanalen og slusen i Hvide Sande lykkedes det at skabe en stabil åbning mellem fjord og hav.

Nymindestrømmen ligger nu tilbage som et unikt landskab med en række sammenhængende småsøer, der viser, hvor fjorden engang løb.

De tyske flygtninge

I årene efter 2. Verdenskrig var Oksbøl hjemby for landets største flygtningelejr, hvor op mod 35.000 tyske flygtninge levede bag pigtråd.

De første flygtninge var allerede begyndt at komme i februar 1945, mens Danmark stadig var besat. Russernes fremfærd på Østfronten havde drevet hundredtusinder af tyskere på flugt – primært kvinder og børn, da mændene skulle kæmpe ved fronten. Størstedelen endte flugten i det vestlige Tyskland, men en del flygtede over Østersøen og endte i København.

De fleste danskere havde forventet, at de tyske flygtninge ville rejse efter Befrielsen, men det skete ikke, da de allierede styrker i Tyskland ikke ønskede at modtage så mange mennesker i det i forvejen ustabile område.

Flygtningene var i første omgang blevet indlogeret på skoler, men da skoleåret begyndte i august, var der ikke længere plads, og derfor oprettede man store lejre til dem i Jylland – ofte i tidligere militærlejre som Oksbøl.

Oksbøl var en gennemgangslejr, som mange af landets flygtninge stiftede bekendtskab med på et tidspunkt, og det var også den største af slagsen. På et tidspunkt talte den 12 km² store lejr 36.000 indbyggere, hvilket gjorde den til Danmarks sjettestørste by.

Og der var virkelig tale om en by, om end den var bygget op af barakker. Lejren havde sin egen borgmester og sit eget byråd, og der var kirke, hospitaler, skoler, teater, biograf mv. Maden blev lavet i 21 centralkøkkener, og det var en bekostelig affære at brødføde 30.000 mennesker. På en almindelig uge blev et bjerg af mad fragtet ind i lejren:

70.000 kg kartofler, 68.000 kg rugbrød, 14.000 kg fisk og pølser og 10.000 kg ost lød en del af den ugentlige indkøbsseddel på.

Der var arbejdspligt i lejren, så alle raske kvinder og mænd fra 14 år og op måtte hjælpe til med praktiske gøremål for at få byen til at fungere. De fik ingen løn, men til gengæld kost og logi.

Flygtningene måtte dog ikke fraternisere med danskere, og derfor blev de spærret inde bag pigtråd, og der blev udkommanderet et talstærkt bevogtningsmandskab til at sørge for, at tyskerne blev i lejren, indtil de kunne sendes hjem.

Der blev født cirka 900 børn i flygtningelejren, og 1.400 flygtninge døde i lejren. De ligger begravet på den nærliggende flygtningekirkegård, som i dag er det mest synlige bevis på dette specielle kapitel i Danmarkshistorien. Flygtningekirkegården afspejler, at det primært var kvinder og børn, der boede her, men der ligger også hundredvis af tyske soldater. De fleste af disse grave er dog først flyttet ind fra andre steder i området i 1962 .

Da barakbyen havde udtjent sit formål, blev de fleste af bygningerne pillet ned og brugt til andre formål, blandt andet sommerhuse langs vestkysten. En del blev i 1949 taget i brug som militærnægterlejr.

I dag står kun nogle få bygninger tilbage: Et af lejrens lazaretter, hvor der i en årrække frem til 2013 var vandrerhjem, og en af køkkenbarakkerne, som i dag er SFO. Flygtningelejrens vejsystem er dog endnu intakt som en del af Ål Plantage.

De tyske flygtninge udgjorde en prekær problematik i efterkrigsårene, hvor hadet mod den tidligere besættelsesmagt var stort. Der har været nogen diskussion om, hvorvidt håndteringen kan betegnes som en succes eller ej, men der synes at herske enighed om, at tyskerne levede under tålelige forhold alt til trods, om end mange var hårdt plaget psykisk af krigens traumer. En af lejrens chefer, P. Anker Pedersen, formulerede det efterfølgende således:

”Ingen af de tusinde flygtninge er rejst fattigere herfra, end da de kom hertil. Men en frygtelig stor tragedie har det hele været."

Hitlers Atlantvold

En gåtur langs Vesterhavet vil udover den utæmmede natur oftest også byde på små stykker historie i massiv beton. Langs hele områdets kystlinje finder man resterne af bunkerne i Hitlers Atlantvold - et kystforsvar, der strakte sig fra Nordkap til Pyrenæerne. Tilsammen giver bunkerresterne et indtryk af det enorme forsvarsværk, nazisterne etablerede i håbet om at fastholde det erobrede Europa.

Nogle stillinger beskyttede indsejlingen til Esbjerg. Andre havde radarer til at opfange allierede jagere og bombefly eller koordinere tyske angreb. Andre igen er bygget som forsvar, i det tilfælde at de allierede tropper gik i land på kysten.

Langs den jyske vestkyst fra den tyske grænse til Nymindegab blev der bygget 1.734 bunkers, de fleste i perioden fra 1943 til krigen sluttede. Bunkerne er opført af jernbeton. Væggene og lofterne er 2 til 3,5 m tykke. Det er en omfattende og nærmest umulig opgave at springe en bunker på 1.500 m³ armeret beton væk. Derfor ligger de fleste bunkers tilbage, gemt bag lag af sand, skjult i plantager eller nedbrudt af vind og bølger i havkanten.

Ved Blåvand med udsigt til indsejlingen til Esbjerg ligger Tirpitz-stillingen med to enorme kanonbunkers. Sammen med Hansted-batteriet i Hanstholm var Tirpitz-stillingen tænkt som det største kystbatteri i Danmark. Kanonstillingen skulle sammen med stillinger på Fanø beskytte indsejlingen til Esbjerg, der var et strategisk knudepunkt for den tyske besættelsesmagt. Bunkersanlægget skulle være taget i brug i september 1945, men nåede ikke at blive færdig, før krigen var slut.

Tirpitz-bunkeren fungerer i dag som udstilling året rundt. Ved Blåvandshuk Fyr findes en stilling med flyradar og kommandobunker. Vær opmærksom på, at en del bunkers ligger indenfor Forsvarets øvelsesområde med begrænset adgang.

En af de plantager, hvor man kan se resterne af forsvarsværket, er i Bordrup ved Ulslo på udsigtspunktet Punkt 100. Der er også fint bevarede spor efter en flere kilometer lang kampvognsspærring i Vrøgum Plantage og en stilling ved Børsmose.

Forsvarets skydeterræn

De åbne hedearealer mellem plantagerne i Krondyrreservatet er forsvarets øvelsesterræn. Her står de få tilbageværende bygninger med sorte, afblændende vinduer som tomme rekvisitter i et ellers forladt landskab, der ca. 250 dage om året genlyder af forsvarets skydeøvelser.

Militæret har på forskellig vis sat sine aftryk i området siden oprettelsen af Oksbøllejren i 1929. På det tidspunkt var det nødvendigt for forsvaret at finde et større øvelsesområde, da rækkevidden på nyindkøbte kanoner gjorde pladsen i de eksisterende øvelsesterræner for trang. Valget faldt på Kallesmærsk Hede, der frem til besættelsen fungerede som øvelsesterræn for både artilleriet og rytteriet.

Da den tyske besættelse af Danmark blev en realitet den 9. april 1940 rykkede de første afdelinger af tyske elitesoldater straks ind i lejren og tog den i brug samme dag. Under krigen skete de første udvidelser af skydeterrænet, og i alt blev ca. 1.400 ha. hede inddraget. Besættelsesmagten ryddede samtidig 400 ha. i Ål Plantage og oprettede en stor lejr med plads til 13.000 soldater.

Efter krigens afslutning overtog det danske forsvar igen Oksbøllejren, men efter nogle år stod det klar, at området ikke havde en optimal form til de taktiske øvelser, der havde udviklet sig med kampenhedernes større bevægelighed.

Planerne om udvidelse rumsterede gennem flere år og skabte stor debat og modstand blandt de lokale beboere, som havde udsigt til at få deres hjem eksproprieret. Komitéen ”Det gælder Eventyrets Land” indsamlede over 30.000 protestunderskrifter, som blev afleveret til Folketinget, men lige lidt hjalp det. 

I 1966 blev den officielle beslutning om ekspropriation truffet, og da den var gennemført fem år senere var 1800 ha. inddraget fra bl.a. 60 landbrugsejendomme, 42 helårshuse og 116 sommerhuse.

Efter at være blevet ændret i 1970’erne dækker øvelsesterrænet i dag 7.500 ha. sammenhængende jord, hvor forsvaret forsat sætter sine spor, bl.a. i form af kilometervis af kampvognsspor på hedearealerne,

Turismens indtog

Den høje himmel, det brusende Vesterhav og de brede sandstrande har igennem mere end 100 år trukket turister til området. Allerede sidst i 1800-tallet kom de første gæster fra det bedre københavnske borgerskab til Blåvand og til Nymindegab for at tilbringe sommeren, og fra 1907 blev de første sommerhuse bygget – de såkaldte ”badevillaer”.

I begyndelsen var sommerhuse netop, hvad navnet antyder – relativt primitive huse, man kunne bo i i de varme sommermåneder. Familierne tilbragte ofte en måned eller mere ad gangen her og fordrev dagene med at bade og gå ture i klitterne.

I 1920’erne og 1930’erne kom de første badehoteller i Vejers og Henne, eksempelvis Henne Mølleå Badehotel, som Poul Henningsen tegnede i 1936.

I 1960’erne tog udviklingen for alvor fart. Der blev udstykket sommerhusgrunde i massevis og antallet af sommerhuse eksploderede fra et par hundrede til flere tusinde. Turismen blev for alvor et vigtigt erhverv i området, og man begyndte at drive sommerhusudlejning.

Indtil 1950’erne var sommerhusene alene nogle, man brugte om sommeren, men nu begyndte man at bygge dem, så de kunne bruges året rundt. I 1970’erne skulle der gerne være sauna i husene, og i 1989 blev det første poolhus bygget i Vejers.

Der var allerede i 1930’erne opstået primitive lejrpladser, men i løbet af 1950’erne udviklede det sig til større og mere bekvemme campingpladser.

I 1960’erne begyndte de tyske turister for alvor at indtage vestkysten, og selvom billedet er blevet mere sammensat de senere år, så er det stadig overvejende tyske turister, der besøger Blåvand, Vejers, Henne og Nymindegab.

Varde Kommune er i dag den mest besøgte kystturismekommune i Danmark med 3,3 millioner årlige overnatninger, og den er samtidig landets største campingkommune med 6 procent af alle campingovernatninger.