Historie - Skjern Ådal

Skjern Ådals oldtid

Mens det meste af Danmark lå dækket af is under den sene Weichsel-istid ca. 130.000 - 12.000 år fvt., gik Vestjylland fri og henlå som tundralandskab. Isen satte dog alligevel sit umiskendelige præg på Skjern Ådal, eftersom en flod af strømmende smeltevand skabte ådalen gennem aflejringer af smeltevandssand og -grus.

Ådalen skærer sig ind mellem to bakkeøer, som hører den forrige istid til. Syd for ådalen ligger Lønborg Banke, som hører til Varde Bakkeø, og det skovklædte højdedrag nord for er Skovbjerg Bakkeø.

Området repræsenterer således landskabstyper med et tidsmæssigt spænd på omkring 150.000 år.

Selve ådalens landskab er først skabt efter istiden og er en dynamisk størrelse under evig forandring. Landskabet er et resultat at et tusindårigt samspil af stærke naturkræfter. Åen har flyttet og aflejret materiale. Vind, vejr, bølger og tidevand har ændret deltaets udformning. For bare 1000 år siden gik Ringkøbing Fjord helt ind til Lønborg Banke.

De første jægere kommer til

Efter den sidste istid slår de første mennesker sig ned i Skjern Ådal. Ådalens bredder dannede en grænse mellem to attraktive naturtyper for jægerfolket – skoven og vandet. I skovene kunne der jages kronhjorte og vildsvin, og laksen i åen var formentlig allerede eftertragtet bytte på denne tid.

Der er fundet spor efter 12 bopladser fra den ældre stenalder, og de er alle placeret på den nordlige bred af åen og inden for en fem km strækning mellem Skjern Birk (nær Skjern Bådehavn) og Albæk. Desuden er der fundet spor efter mindre bopladser på holmene ude i selve ådalen, som formentlig kun har været beboet om sommeren.

Den største boplads ved ådalen er fundet ved Skjern Birk, tæt ved nuværende campingplads, Skjern Å Camping, hvorunder resterne stadig gemmer sig. Bopladsen er på 3500 m2 og har ligget på et lille næs ud i ådalen.

Jorden dyrkes

Ådalen har i 6000 år været en oase for landbruget i de magre, vestjyske egne. Ikke mindst fordi de frodige enge gav føde til kreaturerne året rundt: frisk græs om sommeren og hø til vintermånederne.

Med et gammelt mundheld siger man, at ”eng føder ager”. Engene gav mulighed for kreaturhold, der gav staldgødning. Denne gødning blev anvendt på markerne, og landbrugene langs åen havde derfor god agerjord.

Mens stenalderbønderne bosatte sig på bakkeøerne langs ådalen, så rykkede man i jernalderen (ca. 500 fvt. - 800 fvt.) igen tæt på ådalen trods risikoen for ødelæggende oversvømmelser. Fund har vist, at der har ligget mindst 10 jernalderlandsbyer langs ådalen med en landsby ved den nuværende Lønborg Kirke som den højest beliggende.

På området vest for kirken er der fundet meget rige gravpladser fra Jernalderen, og andre fund viser, at stedet har været bebygget fra jernalderen og frem til nutiden. Fund fra stedet er udstillet på Ringkøbing-Skjern Museum.

En af de skikke, som følger med landbrugets indførelse er ofringer, hvor værdifulde genstande er blevet sænket ned i moser eller vandløb, og dem er der fundet fine eksempler på i Skjern Ådal. Blandt dem er et fund af 200 ravperler ved Borris Præstegårdsmose og et ofret lerkar ved Øster Hestholm.

Skjern Ådals historie

Den frodige ådal har virket som et trækplaster på mennesker gennem århundreder, og i middelalderen havde både kongen og kirken opmærksomheden rettet på ådalens ressourcer i form af blandt andet laksefiskeri og studehandel. Der har således både ligget to kongeborge og en bispegård i området, som alle har gennemgået dramatiske begivenheder og skiftevis været i kongens og kirkens besiddelse.

Den ene af kongeborgene hed Kongsgården og har ligget vest for Lønborg Kirke, formentligt siden 1100-tallet.

I 1477 overtog Ribebispen Kongsgården, men i 1534 blev den brændt ned under bondestanden i Grevens Fejde. Under svenskekrigene i 1658 blev den endnu en gang raseret og blev ikke bygget op igen. På stedet lå også Borgvold, en befæstning, som sammen med Kongsgården og kirken har dannet en enhed. De resterende dele af Borgvold ligger i dag gemt væk under et buskads mellem Lønborg Kirke og Skjernåvej. Desuden lever borgen videre i form af navnet på en nærliggende gård kaldet Kongsgård, som dog ikke har andet end netop navnet til fælles med den oprindelige kongsgård.

Den anden - og mest imponerende - af kongens besiddelser var Lundenæs Voldsted, som lå lidt længere inde i landet. Selve voldanlægget på 50 gange 24 meter, hvor slottet har ligget, ses i dag som en fire meter høj forhøjning i engene. 10 meter derfra har den dobbelt så store forborg ligget – dette område hæver sig i dag 2,5 meter over engene.

Når man går eller cykler på den nærliggende dæmning, passerer man knap 100 meter forbi voldstedet.

Lundenæs nævnes første gang i 1406, men er formentlig ældre.

Også denne besiddelse har skiftet hænder mellem kronen og kirken, og i en periode var den pantsat til bisp Eskild i Ribe.

I middelalderen lå Lundenæs på et strategisk vigtigt sted, nemlig ved passagen over Skjern Å, som adskilte Hardsyssel og Vardsyssel, hvorfra kongen både kunne kontrollere vandvejen og landvejen. Lundenæs har da også været skueplads for indtil flere krigshandlinger.

Det var på dette sted, at Niels Ebbesen besejrede holstenerne i 1340, og ligesom Kongsgården blev Lundenæs Slot brændt ned under Grevens Fejde i 1534. I 1621 nedbrændte slottet endnu en gang, og i stedet for at genopbygge det, opførte man en ny bygning i udkanten af ådalen. I 1661 solgte kongen Lundenæs.

Kirkens første og primære besiddelse i området var Lønborg Bispegård, som senere skiftede navn til Lønborggård og i dag er en af de få tilbageværende vestjyske herregårde.

Lønborggårds placering tæt på de frodige enge ved Lønborg er et tydeligt eksempel på, at det ikke kun var ådalens åndelige værdier, som kirken havde interesse i.

Lønborggård led også den tort at blive brændt ned under Grevens Fejde, men efter reformationen overtog kronen gården og genopbyggede den. Siden skiftede herregården slægt og hænder flere gange, og i 1839 blev de gamle bygninger revet ned og den nuværende hovedbygning opført.

Gavlkvisten på den store gård bærer stadig tallet 1839. Herregården er i dag privatejet, og den hvide bygning med den lange historie drives som et feriested.

Som på alle gamle herregårde med respekt for sig selv spøger det naturligvis også på Lønborggård. Historien lyder, at det ene af spøgelserne er genfærdet af en ung pige, som i 1600-tallet havde en affære med godsejernes søn og blev gravid. Da godsejeren opdagede forholdet, fik han hende muret inde i et pumpehus. Den unge tjenestepige kan ifølge sagnet ses om natten, hvor hun går rundt med en barnekiste under armen. Desuden skulle en gammel karl, som hængte sig i stalden, fordi han ikke ville på plejehjem, også spøge fra tid til anden, men der er skam også mere jordnære dramaer forbundet med herregården.

I parken ved Lønborggård kan man nemlig se en mindesten over den tyske tandlægedatter Emmy Gritzmann, der i 1902 med et pistolskud begik selvmord i haven som følge af et forlist kærlighedsforhold til godsejerens søn.

Et trafikalt knudepunkt

Skjern Ådal og området omkring har i århundreder været et af Vestjyllands vigtigste trafikale knudepunkter. Danmarks vestligste hovedvej i nord-sydgående retning har siden oldtiden krydset åen mellem Skjern og Tarm, og længe var det en besværlig og til tider farlig foreteelse at passere ådalen – særligt om vinteren eller efter kraftige regnskyl, når vandstanden stod højt.

Åen har kostet menneskeliv, og det mest kendte af dem er uden tvivl Kong Hans, som fik sit banesår ved Skjern Å. En frysende kold januardag i 1513 var kongen på vej fra Ribe til Aalborg. Da han med sit følge nåede til ådalen, stod vandet højt, og på vej gennem vadestedet trådte hans hest i et hul, så kongen faldt af og røg helt under det isnende vand. Kong Hans blev straks bragt til Skjern Brogård og placeret foran ildstedet, men selv om han var hårdt medtaget, insisterede han på at drage videre dagen efter. Hans tilstand blev dog kun værre, og den 20. februar døde han af den lungebetændelse, han havde pådraget sig.

I dag har Kong Hans fået en af ådalens to nye, store hængebroer opkaldt efter sig, og der er placeret en mindesten over ham tæt på broen.

Den første bro over Skjern Å blev allerede etableret i 1105 og lå tæt på det sted, hvor Kong Hans’ Bro ligger i dag. Ved mindestenen over Kong Hans kan man se et par af de oprindelige bropiller udstillet. De blev fundet i forbindelse med naturgenopretningsprojektet i 2000, og arkæologiske undersøgelser har vist, at der var tale om lidt af et bygningsværk. Broen var anlagt på rækker af otte-ni m høje egestolper, som var rammet fem m ned i bunden.

På hver side af åen er der i dag placeret egestolper, som markerer broens oprindelige placering.

Middelalderbroen blev vedligeholdt frem til omkring 1350 og derefter opgivet. Der er givetvis blevet bygget andre broer over åen som afløser for den, men den næste store bro, der findes præcis viden om, er Kongevejsbroen, som kongen gav ordre til at bygge i 1632.

Broen var en af tidens største trækonstruktioner og var hele 90 m lang. Den fungerede frem til 1850.

Det var ofte militære hensyn, der lå bag opførelsen af broerne over Skjern Å, men broforbindelsen havde også stor økonomisk betydning, idet den gav mulighed for at opkræve bropenge af de mange, der ønskede at passere åen.

Foruden de egentlige overgangssteder, hvor hele ådalen skulle passeres, gav det daglige arbejde i landbruget anledning til omfattende færdsel. Ådalen var en labyrint af enge, sumpe, slyngede å-løb og småsøer, og der var et utal af spor, stier, spange, småbroer og lokale vadesteder, som blev anvendt i forbindelse med transport af dyr og afgrøder. Flere steder blev der også anvendt trækfærger, bl.a. ved Borris.

Den eftertragtede laks

Siger man Skjern Å, er man næsten nødt at til sige laks i samme åndedrag. Den særlige Skjern Å-laks er den eneste oprindelige stamme af Atlanterhavslaksen, som er bevaret i Danmark. Siden oldtiden er den søgt op i åen for at gyde, og den har været en eftertragtet fangst i århundreder.

Så eftertragtet, at den har givet anledning til nogle gevaldige opgør om fiskeretten.

I Lønborg Gods’ regnskabsbøger fra 1231 nævnes laksefiskeriet som en af godsets afgifter, og værdien var stor: 10 kg laks blev sidestillet med ”et skib med mandskab i tilfælde af krig”.

Den store opmærksomhed omkring laksefiskeriet gav sig ligefrem udslag i, at lodsejernes ret til at fiske i åen blev lovfæstet i Jyske Lov i 1241.

I 1660’erne solgte kongen Lundenæs Slot og Lønborggård, men man glemte at indføje bøndernes fiskeret i skøderne. Det gav anledning til en hundredårig strid om laksefiskeriet, som i 1730 kulminerede med, at skriveren på Lundenæs skød smeden i Tarm i benet, fordi han mente, at han fiskede ulovligt i åen. Faktisk havde retten allerede i 1691 fastslået bøndernes fiskeret, men det ville herremændene ikke acceptere. Herremanden på Lundenæs reagerede ved at få banket pæle med skarpe leer ned i åen for at ødelægge fiskernes garn.

I 1888 blev striden dog lukket, da bøndernes fiskeret igen blev slået fast ved lov.

I Skjern Å blev der frem til starten af 1900-tallet fanget laks i såkaldte laksegårde. En laksegård består af flere rækker pæle, som er banket ned i å-bunden, hvorimellem der er nedsænket gitterværk, som fanger laksen.

Den første gang, en laksegård nævnes, er ved Lundenæs i 1347, og i 15-1600-tallet var der to laksegårde på stedet – en ved Lundenæs og en i Omme Å tæt ved udløbet i Skjern Å.

Laksegårde var i brug som fangstmetode frem til 1913, hvor man opgav det igen – sandsynligvis på grund af nedgang i fiskeriet. Regnskabsbogen fra laksegården i 1905-07 fortæller, at der blev fanget ca. 20 laks om året.

De oprindelige laksegårde er væk, men i et tilgroet leje tæt ved Lundenæs Voldsted kan man se et par stolperester fra den sidste laksegård - Danmarks eneste spor efter den specielle fangstmetode.

Efter udretningen af Skjern Å i 1960’erne gik laksefiskeriet kraftigt tilbage, bl.a. fordi antallet af gydepladser blev minimeret. Den oprindelige Skjern Å-laks balancerede på udryddelsens rand, og man troede faktisk, at vildlaksen var uddød, indtil man tilfældigt fandt lakseyngel i et tilløb til åen.

Det satte en omfattende redningsaktion i gang, som blev drevet frem af lokale lystfiskere og fandt støtte i det politiske liv. Det lykkedes at indfange nogle af de få moderfisk, der var tilbage, og med dem som udgangspunkt blev der startet et opdræt af vildlaks.

Med naturgenopretningsprojektet, hvor åen blev ført tilbage til sit oprindelige snoede forløb, blev mange af de gode gydepladser genskabt, og levevilkårene for laksen blev markant forbedret.

I dag er det lykkedes at genskabe en bæredygtig bestand af vildlaks, som i 2011 vurderedes til at være på omkring 4000 fisk.

Laksens opblomstring har gjort Skjern Å til meget attraktivt fiskevand for lystfiskere, som kommer fra det meste af Europa for at jagte drømmen om at få en af de store laks på krogen. Skjern Å-laksen er bl.a. kendetegnet ved sin størrelse, idet den kan komme op at veje over 20 kg.

For at beskytte laksen har Naturstyrelsen fastsat kvoter på laksefiskeriet. Kvoten var i 2013 sat til 420 laks, fordelt med 185 laks over 75 cm og 235 laks under 75 cm.

Danmarks største laks er i øvrigt fanget i Skjern Å. I april 1954 fik tobakshandler Dinesen en krabat på 136 cm og 26,5 kg på krogen, og efter 25 minutters indædt fight kunne han med hjælp fra smedemester Colding trække danmarkshistoriens største laks på land.

Afvandingen af ådalen

”Ved sammenhold blev vundet frugtbar jord”. Sådan lyder teksten på den sten, der er sat ved Pumpestation Nord som et mindesmærke over det store arbejde, som lokale landmænd i 1960’erne udførte for at rette Skjern Å ud og tørlægge den fugtige eng, så den forvandledes til dyrkbar agerjord, der kunne pløjes, harves og tilsås med korn.

Inden afvandingsprojektet var landbruget i ådalen baseret på dyrehold, som levede af hø fra engene, der til gengæld blev gødsket med møg fra dyrene. Det er denne dyrkningsform med rødder tilbage til oldtiden, der ligger bag det gamle ordsprog ”eng føder ager”.

I anden halvdel af 1900-tallet løb tiden dog fra den ekstensive, staldgødningsbaserede dyrkningsform, som også var præget af store usikkerheder. Engene blev med jævne mellemrum oversvømmet, og det gjorde det svært at regne med hø-produktionen.

Derfor voksede planerne om at tørlægge de store engarealer, og staten indvilligede i at betale 2/3 af projektet, som blev indledt i 1962. Afvandingen foregik ved, at vandet fra Borris til Ringkøbing Fjord blev ledt over i inddigede kanaler, og samtidig blev der bygget fem pumpestationer, som man kunne bruge til at regulere grundvandsstanden på markerne.

I 1968 var projektet fuldbragt, og den største afvanding i Danmarkshistorien var gennemført. Ikke mindre end 4000 ha eng var drænet og omdannet til agerjord, og i årene efter afvandingen fik landmændene store kornudbytter fra markerne.

Efter nogle år stod det dog klart, at medaljen havde en bagside. Det udrettede å-løb betød, at langt flere næringsstoffer blev skyllet direkte ud i Ringkøbing Fjord. Åens selvrensede effekt, som bestod i, at en mængde næringsstoffer blev aflejret i engene, når åen gik over sine bredder om foråret og efteråret, var væk, og tilmed blev åen nu tilført næringsstoffer fra de omkringliggende marker.

Desuden bragte den sænkede vandstand jordens jernforbindelser i kontakt med luftens ilt og dannede okkerforurening til skade for livet i åen.

Det rige plante-, dyre- og fugleliv, som før havde præget engene, forsvandt også i stor udstrækning.

Det viste sig også, at gevinsten for landbruget var relativt kortvarig. Dyrkningen af de tørlagte arealer betød efterhånden, at jorden satte sig, og flere steder faldt overfladen med en meter, hvilket ville gøre det nødvendigt at afvande området endnu en gang, hvis man fortsat ville drive effektivt landbrug.

Danmarks største naturgenopretning

I løbet af 1980’erne fik ønsket om at føre Skjern Å tilbage til sit naturlige forløb efterhånden luft under vingerne. Det skyldtes bl.a., at man kunne konstatere, at forureningen af Ringkøbing Fjord tog til.

I 1987 besluttede Folketinget at undersøge mulighederne for at genskabe åen, og 11 år senere blev det vedtaget at sætte gang i Danmarkshistorien største naturgenopretningsprojekt.

Det blev økonomisk støttet af EU, da genskabelsen ville tilvejebringe et værdifuldt naturområde af international betydning.

Projektet havde overordnet fire formål:

• At genskabe et naturområde af international kvalitet.
• At forbedre levevilkårene for dyr og planter.
• At sikre en høj vandkvalitet i åen og i Ringkøbing Fjord.
• At forbedre mulighederne for friluftsliv og turisme.

Projektet omfattede 2200 af de 4000 ha, som blev tørlagt i 1960’erne, og det var langt fra populært blandt de lokale landmænd. Modstanden blev dog mindre, efterhånden som det stod klart, at landbruget blev tilbudt erstatningsjord, og at det var muligt at indgå frivillige aftaler med staten. Flere lodsejere valgte at beholde jorden i ådalen mod, at staten udbetalte erstatninger for den tabte dyrkningsmulighed og offentlighedens færdsel.

Tillige fik lokalområdet nye indtægtsmuligheder i form af øget turisme, idet mange tusinde fra ind- og udland årligt besøger naturområdet og gør brug af egnens handelsmuligheder, overnatningsfaciliteter m.v.

Da projektet stod færdig i 2003, var 43 km å-løb blevet gravet op og 2,7 mio. kubikmeter jord flyttet - svarende til et ubrudt vogntog med jord, der strakte sig fra Skjern til syd for alperne.

Skjern Å projektet modtog i 2003 som det første danske naturområde Europa Nostra Prisen - en pris for bevarelse af den europæiske kulturarv.