Året rundt i Kongsøre Skov

Forår

Der er mange flagspætter i Kongsøre Skov. Når foråret kommer, kan du høre dem tromme. Det lyder nærmest som en maskingeværsalve. Flagspætten trommer for at markere sit territorium og kalde på en hun.

Det begynder så småt at spire i skovbunden, og sangfuglene er begyndt at synge. Skovbrynene blomstrer.

Nu er det tid at gå i skoven for at se anemoner. Visse steder er skovbunden både gul og hvid af anemoner under bøgetræerne. Ude ved Isefjordskysten nord for Sandskredet kan du også finde små bestande af blå anemoner.

Frøer, tudser og salamandre forlader deres vinterhi for at finde det nærmeste vandhul, hvor de kan formere sig.

Sommeren er på vej. Bøgen springer ud i sit lysegrønne skrud. Fuglene synger. Du kan fx høre munk, skovsanger, bogfinke og sangdrossel. Prøv om du kan høre bogfinken synge ”det-kan-jeg-da-sige-ligeså-tit-det-skal-være” om og om igen.

En forsommerdag kan du støde på en snog, der ligger og soler sig ude ved Sandskredet. Firbenene suger varme til sig på det varme sand eller på en varm sten.


Sommer

Egen er sprunget ud, og skoven står frisk og grøn. Dyrene har fået unger. Du kan være heldig at se både rålam og rævehvalpe. På stranden kan du lede efter sten. Mange af dem er 1-2 milliarder år gamle.

Nu er det tid at pakke picnic-kurven og tage på badetur ved Sandskredet. Du kan være heldig at se den sjældne blomst kantet kohvede, der blomstrer i juli og august og står med sin blåviolette top ved kysten.

Der er også flere arter af sommerfugle. Du kan bl.a. se hvid admiral, det hvide C og dagpåfugleøje. Det er nu, de parrer sig. I skoven kan du gå på jagt efter skovjordbær og skovhindbær.

Skoven er mørkegrøn og stille. Fuglenes yngletid er overstået. Du kan bade eller padle kajak fra Sandskredet. Du kan også overnatte ved Isefjordspladsen lidt nord for Sandskredet og måske tage den lange cykeltur til Rørvig ad Isefjordstien.

På en stille sommeraften kan du opleve flagermusene give flyveopvisning ved søen inde i skoven.

Efterår

Efter en ordentlig gang regn begynder svampene at pible frem af skovbunden. Der er mange rørsvampe. Du kan også plukke blækhat, sort trompetsvamp og violet ametysthat. Og hvis du kender de rigtige steder kan du måske finde kantareller. Husk stedet, hvis du finder nogen. De kommer ofte tilbage på de samme steder år efter år.

Musvåger og spurvehøge begynder deres træk sydover. Det er høsttid, og du kan stadig plukke brombær. Senere kan du også plukke slåenbær til saft eller til snaps. Men husk at slåen enten skal have haft et par frostnætter eller en tur i fryseren, før de får den rigtige sødme.

Skoven er ved at få sine smukke efterårsfarver. Dyrene har travlt med at spise sig store og fede til vinteren. Egern og mus samler nødder til vinterforråd. Bogfinkerne har travlt med at spise bog.

Nede ved stranden kan du være heldig at se en sæl eller et marsvin i fjorden. Chancen er størst, når vandet er helt blankt. Så ser du tydeligt, når den lille hval bryder vandskorpen, eller når sælen stikker et nysgerrigt hoved op af vandet.

Bladene er faldet af træerne, og det er tid at tage regnfrakke og gummistøvler på og gå sig en lang tur. Måske kan du finde tragtkantareller i skovbunden. De er lette at kende og kan findes helt frem, til frosten kommer. Finder du først en, finder du mange.

Vinter

Julen står for døren, og du må samle kogler, grangrene, mos og lav til juledekorationer. Du må tage det, der ligger på jorden men ikke klippe grene. I alt må du samle, hvad der svarer til en bærepose.

Vintermånederne er også et godt tidspunkt at gå på jagt efter dyrespor, når det har sneet. Med lidt hjælp kan du let lære at skelne de forskellige dyrs spor. Du kan fx følge rævens spor og se, om den har haft held med nattens jagt.

Læs mere om dyrespor i vinterlandskabet

Rådyrene går i spring, det vil sige i store flokke på 5 - 10 dyr. De er lette at få øje på nu hvor der ikke er blade på træerne.

Hvis der er sne, kan du spænde langrendsskiene på og løbe en tur i skoven.

Rævene har deres parringstid. Det kaldes rolletid. De bjæffer og ”skriger” til hinanden. Det kan godt lyde lidt uhyggeligt, hvis man ikke ved, hvad det er. Men det er et tegn på, at foråret er på vej tilbage.