Geologi
Røsnæshalvøen er en kuperet vold af ler, sand, grus og sten. Den er produkt af den seneste istid for 15.000-20.000 år siden, da en gletsjer fra Østersøen skød op gennem Storebælt og skubbede store flager af frossen jord foran sig.
Da isen smeltede, stod en kant af bueformede randmoræner tilbage tværs over Storebælt fra Sjælland til Fyn.
Røsnæs er den østligste del af en randmoræne, der løber under havet til nordspidsen af Fyn.
Ved Røsnæs Fyr er man på Sjællands vestligste punkt, og naturen her er både smuk og dramatisk, og kysten forandrer sig konstant. Flere specielle arter trives her i det tørre og varme klima, og udsigten over Storebælt er flot. Den har også givet området strategisk betydning, hvad spor efter flere krige stadig vidner om.
Oldtid
Skrænterne på Røsnæs er en slags levende geologisk historiebog, der fortæller om, hvordan isen har maset og skubbet landskabet her under seneste istid.
Da isen havde trukket sig tilbage, flyttede mennesket ind, og der er på Røsnæs-halvøen spor helt tilbage fra stenalderen, hvor det gode fiskeri og de ikke mindre gode muligheder for at holde øje med fjender har gjort området tiltrækkende.
Men det har altid givet problemer at dyrke jorden her.
Historie
Røsnæshalvøen er et usædvanligt naturområde, fordi det rummer lidt af det hele. Der er både bakker og dale, vand, skov og sø. Og masser af dyr, insekter og planter. Denne varierede natur gør Røsnæs spændende for besøgende. Den geografiske placering har desuden betydet at halvøen igennem tiderne har haft en vigtig militær betydning.
Kongens forbandelse
Skovene på Røsnæs er alle ret nye, højst 100 år. Formentlig har hård skovhugst og husdyrenes græsning holdt området frit for træer. Området ved Røsnæs var græsningsområde for dyrene fra det nærliggende Kaalund Kloster.
Men sagnet vil vide, at det nøgne landskab skyldes en forbandelse. Kong Valdemar Sejr holdt en novemberdag i 1231 jagt på Røsnæs. Med på jagten var rigets unge håb og kongens søn, Valdemar den Unge, som var farens medkonge. Tragedien ramte Valdemar Sejr, da et vådeskud dræbte Valdemar den Unge tæt ved stranden.
Da forbandede kongen Røsnæs og sagde, at intet træ længere skulle kaste sin skygge på den jord, hvor hans søn var blevet dræbt. Skoven blev brændt fuldstændig ned, og på grund af forbandelsen kom den ikke tilbage, end ikke en torn af den kunne man siden spore, lød sagnet.
En gammel folkevise nævner den ulykkelige jagt: ”På Refsnæs hvor før stod eg og bøg, herefter skal gro skarns hundeløg. Ak, ak, ak.”
Refsnæs er et ældre navn for Røsnæs, og skarns hundeløg er løgplanter, der efter datidens målestok var noget af det usleste, som kun fattigfolk spiste.
Fattig mark, rig kyst
Trods manglen på træer og god landbrugsjord på Røsnæs har lokalbefolkningen klaret sig endda. Mens bønderne har haft besvær med at få nok ud af jorden, har de helt fra gammel tid kunnet supplere afkastet fra de stenede strande, der er gode til fiskeri.
En gammel fortælling siger, at bønderne på Røsnæs ikke skulle fortvivle over deres karrige jord, ”thi stranden løber omkring markerne, hvor bonden kan fiske sild, flynder og hornfisk, når han lyster.” Et bevis for overflod til vands står i navnet Fiskemarken, som ligger nord for Fiskerhuset på den sydlige del af spidsen. Her blev læggekartoflerne gødet med sild. Fiskerhuset blev bygget til fiskeren Hildebrandt i 1876.
Et særligt fiskeri på egnen har været ålefiskeri, som er foregået med flettede 'ålegårde', en slags hegn der har ledt ålene ind i ruserne, når de ellers fede og blanke var ved at trække ud mod Atlanterhavet for at yngle. Ålegårdene har stået meget tæt, og fangsterne har været store. Arkæologer har fundet ud af, at stenalderfolk har fisket på denne måde i området, men ålegårdene har været i brug helt frem i vores tid.
Røsnæsgården og Lawaetz-familien
Røsnæs-halvøen er et usædvanligt naturområde, fordi det rummer lidt af det hele. Både bakker og dale, vand og skov og sø. Og masser af dyr, insekter og planter.
Midt i herligheden ligger Røsnæsgården, som i dag er naturskole, café, udstilling og lejrskole og ejet af staten.
Gården blev opført i 1815, og fungerede som hovedgård for området og såkaldt hestehave, altså græsningsområde, for Kaalund Kloster, og den havde en forgænger, Færgegården, der lå ved det nuværende Fiskerhuset.
Efter Kanonbådskrigen var Færgegården imidlertid i en så sørgelig forfatning, at den måtte rives ned i 1819. Kort forinden var byggeriet af den nuværende Røsnæsgård sat i gang. Og ejeren, Christian von Barner, der var af tysk adelslægt, opdyrkede jorden og holdt 600 merinofår på Røsnæs.
Han ejede stedet frem til 1866, hvor han solgte til Lawaetz-familien. Lawaetz-familien er nok mest kendt som plantageejere i Dansk Vestindien i 18- og 1900-tallet, hvor familiefarmen i dag er omdannet til museum. Otto Lawaetz begyndte imidlertid at opdyrke jorden på Røsnæs med moderne metoder.
Nemt var det ikke. Halvdelen af det, han troede var får, da han så området første gang, viste sig at være store sten. Mange af dem ligger nu i bunker på skrænterne. Nogle af dem har spor efter sprænghuller – Lawaetz flækkede simpelthen stenene med krudt, så han kunne føre dem væk fra markerne.
I 1950 brændte gården ned, men den blev genopbygget, dog med tegltag i stedet for stråtag, og kostalden blev flyttet længere fra stuehuset for at slippe for sommerplagerne med lugt og fluer.
Røsnæsgård forblev i familien Lawaetz' besiddelse frem til 1964, da staten købte gården for at sikre, at offentligheden fik bedre adgang til det helt unikke naturområde.
Lawaetz-familien benytter dog fortsat Fiskerhuset, der ligger ved Fiskerhusskansen på sydsiden af Røsnæs Spidsen, til sommerhus.
Røsnæs’ krigshistorie
Røsnæs har historisk haft en afgørende militær betydning, fordi halvøen ligger som Sjællands vestligste forpost og stikker ud i Storebælt, som til alle tider har været en trafikeret søvej.
Både Kanonbådskrigen 1807-14, 2. Verdenskrig og Den Kolde Krig har efterladt sig så seværdige levn og minder, at de i 2012 blev omdrejningspunktet i udstillinger og vandreruter, der fortæller historierne og inddrager de besøgende. Projektet hedder ”Røsnæs – et militært kulturlandskab”.
Kanonbådskrigen
En lang række kampe mellem danske og engelske krigsskibe og kanonbåde fandt sted ud for Røsnæs under den såkaldte Kanonbådskrig, i årene 1807-14, og var en del af Englandskrigene. Fra Røsnæs Fyr viser skilte konkret, hvor de enkelte slag fandt sted.
2. Verdenskrig
Under 2. Verdenskrig besatte tyske styrker Røsnæs fra 1940-45. De byggede en udkigshytte ude foran fyret og en radarstation på Vågehøj, så mandskabet kunne overvåge skibstrafikken i Storebælt. Efter befrielsen anlagde det danske forsvar en ny radarbunker i Vågehøj og fortsatte tyskernes kystudkigshytte.
Den danskbyggede bunker blev holdt så hemmelig, at da stationen åbnede i 1952 troede de første danske soldater dernede, at det var en tyskerbunker, de havde overtaget. Den tyske besættelsesmagt anlagde over 30 mindre bunkeranlæg og en kraftig kanonstilling nordøst for Røsnæsgården, langs det der i dag er kendt som Fæstningsvejen. Bunkersystemerne blev dækket til efter krigen og ligger derfor stadig under et tyndt jordlag, som små høje i landskabet.
Læs mere om Røsnæs Fyr og Vågehøj radarbunker
Den Kolde Krig
Efter 2. Verdenskrig fortsatte man med at overvåge fra udkigshytten. For nu var fjenden Sovjetunionen, og for Sovjetunionen var Storebælt adgangsvejen til resten af verden.
Danmark og NATO fulgte Warszawa-pagtens skibe nøje. Alle mistænkelige spionfartøjer og krigsskibe blev registreret på Røsnæs og via Flådestation Korsør rapporteret til Forsvarets Efterretningstjeneste. Det bedst kendte eksempel er fra 1962, da sovjetiske skibe sejlede gennem Storebælt med krigsmateriel til Cuba. De havde bl.a. atomsprænghoveder med i lasten. Da skibene kom forbi Røsnæs, kendte mandskabet i kystudkigshytten allerede til skibenes rute, fordi danske observatører havde fulgt de pågældende skibe på deres vej gennem de danske farvande.
Det var imidlertid ikke kun Danmark og Nato, der overvågede de danske farvande. 30-40 gange om året sejlede sovjetiske skibe rundt om Sjælland for at fotografere og spionere danske kyster, skibe og civile og militære anlæg.
Helt tilbage i Vikingetiden har Røsnæs, som Sjællands vestligste punkt, fungeret som læsted og nødhavn, når man krydsede Storebælt mod Samsø, Jylland eller Fyn. Fra Vågehøj holdt man udkig efter krigeriske naboer og invaderende vendere fra Nordtyskland. Samtidigt tændte man bålene på Bavnebjerg, når krigsflåden skulle samles i Hærvig inde i Kalundborg fjord inden sommertogterne i Sydeuropa.