Find vej
Med bil
Ad rute 59 til Stege og derfra videre ad Ulvshalevej.
På cykel
Panorama-cykelrute 422 forbinder Stege med Ulvshale og Nyord.
Offentlig transport
Med tog til Vordingborg Station og herfra med bus 660R til Stege. Fra Stege er der ca. 7 km til Ulvshaleskoven og 14 km til Nyord By.
Praktisk info og aktiviteter
Vandreruten på Ulvshale kan benyttes af kørestolsbrugere og gangbesværede.
På Nyord er der gode adgangsforhold for handicappede ved Hyldevang Naturcenter og ved fugletårnet ved Ulvshalevej øst for naturcentret.
Bålhytte ved Hyldevang Naturcenter – skal bookes i forvejen. Lejrplads med fire sheltere ved Hyldevang Naturcenter – skal bookes i forvejen. Fri teltning i Hegnede Skov nord for Stege.
Booking skal ske på book.naturstyrelsen.dk
Hunde er velkomne, men skal være i snor. Nærmeste hundeskov findes i Stege skov.
Handicapvenlige p-pladser findes ved Ulvshale Camping, ved Naturcenter Ulvshalegård og i Ulvshaleskoven ved fugletårnet.
Handicaptoilet ved Naturcenter Ulvshalegård. Primitivt toilet med niveaufri adgang ved Hyldevang Naturcenter.
Det imponerende fugleliv på strandengene på Ulvshale og Nyord opleves bedst fra et af områdets tre fugletårne. Husk kikkert! Du kan også udforske engene til fods. Af hensyn til fuglene og de græssende husdyr skal du dog holde dig på veje og stier. Stierne kan i vinterhalvåret være delvist dækket af vand. Fra fugletårnet på Ulvshale kan du se ud over Gåsesøen og engene omkring den.
De 5 afmærkede vandreruter fører gennem Ulvshales meget afvekslende natur med skoven, klitten, heden og engene. Stierne udgår fra Ulvshale Naturcenter samt fra P-pladsen ved Nyord-broen. I naturcentret fortæller en udstilling om Ulvshales natur og historie. Her finder du også et friluftskort, der indbyder til at udforske Ulvshale eksotiske natur.
Den eventyrlige Ulvshaleskov inviterer til nærmere udforskning. Her kan du opleve et urskovsagtigt vildnis med alskens træer og buske. Om efteråret er skoven et fint sted at gå på svampejagt.
Download rutebeskrivelse for de 5 ruter her:
RUTE 1 – Over stok og sten, 2,5 km
RUTE 2 – Udsigt, eng og hede, 4 km
RUTE 3 – I tipvognens spor til Skansen, 1,5 km
RUTE 4 – Den eventyrlige urskov, 3 km
RUTE 5 – Luft tankerne ud, kort tur 1,5 km eller lang tur 2,5 km
ALLE RUTER - og forslag til kombinationer
Ulvshale Strand på østsiden af halvøen byder på kilometervis af fint, hvidt sand. Når vinden kommer fra øst, kan du være heldig at finde rav her. Stranden er Blå Flag-strand med fin badevandskvalitet og en handicapegnet sti til stranden.
På Nyord er der to fugletårne. Tårnet ved Nyord Enge har udsigt over hele landskabet med strandengene. Fra tårnet ved Naturcenter Hyldevang kan du se engene mod syd. Husk kikkert!
Fra Naturcenter Hyldevang fører den gamle markvej ”Under Grøfterne” langs engene til Nyord By. Her kan du se kirken, besøge lodsudkigget Møllestangen med en udstilling om lodseriet på Nyord eller bare indsnuse stemningen i de smalle stræder og den lille havn. Ved at følge ”bi-vandrestien” kommer du rundt og ser det meste af Nyord, og her kan du opleve mange forskellige arter af vilde bier.
Fra Nyord By kan du tage trampestien langs kysten til tænkebænken ved Vesternæs. På Møn og Sydsjælland findes op mod 50 tænkebænke, alle placeret på smukke udsigtspunkter i landskabet. Her kan du slå dig ned for at nyde lyden af stilhed – og bare være til. Fra Vesternæs går en markvej tilbage til landevejen. Fra toppen af bakken kan du nyde udsigten over Nyord og havet.
Hyldevang Naturcenter er indrettet i Nyords eneste udflyttergård. Gården er under indretning til center for Biosfære Møn. I den gamle have kan du finde bi-venlige blomster og et stort insekthotel. Her er desuden legeplads, bålhytte og shelters. I madpakkerummet kan du se en udstilling om Nyord, om trækfuglene og om stjernehimlen.
Stjernehimlen over Møn og Nyord er en oplevelse i særklasse. Her bliver det virkelig mørkt – her er ingen forurening fra elektrisk lys.