Historie - Hjermind Skov Kjællinghøl

Skræntskov og dybe dale

Hjermind Skov/Kjællinghøl ligger i et kuperet landskab, som er dannet af istidens gletsjere. Mens gletsjerne fra den senestes istid frem til ca. 12.000 år f.v.t. dækkede hele Østjylland med sine op til flere hundrede meter tykke lag, samlede en del af smeltevandet sig gennem sprækker i isen til strømme i dybe tunneler i og under isen. De sled sig ned gennem isen og dannede dale i den underliggende jord.

Da isen senere smeltede bort, fulgte de nu åbne vandløb naturligt disse dalstrøg, og et af disse vandløb blev til Gudenåen.

De stejle skrænter i skoven er meget karakteristiske for området. Det er såkaldte falske bakker mellem dybe slugter – erosionsdale, som er dannet af rindende vand efter istiden.

Mens Hjermind Skov ligger på det højtliggende morænelandskab, er Kjællinghøl placeret på den lavere smeltevandsterrasse i Gudenådalen. Der er op til 75 m højdeforskel fra skoven og ned til Gudenåen.

Jordbunden består af meget varierende moræneaflejringer, lige fra ler til magert sand.

Efter at isen forsvandt, blev det meste af landet langsomt dækket af skov, og jægerstenalderfolket indtog området.

At der har boet mennesker i området i oldtiden, kan blandt andet ses på de enkelte gravhøje, der findes i skoven. Der er gravhøje fra både sten-, bronze- og jernalder.
Den største er Loddenhøj, som ligger lige uden for skoven mod nordøst.

Ifølge Trap Danmark 1962 er 38 gravhøje dog blevet ødelagt, hvoraf en stor del lå i en stribe fra Bjerringbro mod nordøst langs dens vestlige side af Hjermind Skov.

Kjællinghøl Voldsted

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår Kjællinghøl Voldsted blev bygget, men man regner med, at der har ligget en borg på stedet siden 1300-tallet. I begyndelsen hed stedet Høllingholm, men i 1486 dukker navnet Kjællinghøl op, dog stavet Kierlinghøøll.

Ifølge artiklen ”Viborgegnens voldsteder – Kjællinghøl” er det muligvis en drukneulykke, som har givet stedet sit navn. Kierling er et gammelt ord for kælling, altså gammel kvinde, og høøll betyder ”dybt sted i et vandløb”, så Kjællinghøl kan have fået sit navn, fordi en gammel kvinde er druknet i Gudenåen.

Formålet med at bygge en borg netop på dette sted har været at kontrollere trafikken på Gudenåen, og borgen har gennem tiden været beboet af skiftende herremænd, som effektivt har kunnet værne sig mod fjendtligsindede på borganlægget.

Voldstedet består af tre banker, hvorpå de forskellige bygninger har ligget. Mod syd ned mod Gudenåen ligger en stor, lang dæmning på cirka 180 m, der er omkring 15 m bred og op til seks m høj. Dæmningen har udgjort den første forsvarslinje mod syd, og der har samtidig været et slusesystem i forbindelse med banken, som har gjort det muligt at regulere vandstanden i voldgravene mellem borgbankerne, som blev fyldt med vand fra en bæk.

Derudover ses to tydelige borgbanker som øer i landskabet. Den største af dem er ca. 60 m på den længste led, og den har efter al sandsynlighed rummet borgherren hus og evt. andre bygninger. Der er fundet spor efter en stor kælder på banken.

Den lille borgbanke kan have rummet et porttårn med vagter, sådan at man var nødt til at gå over en vindebro til den lille borgbanke for at få adgang til den store. Det er dog noget usikkert, hvordan adgangsforholdene reelt har været, og det vil kræve udgravninger at kaste yderligere lys over det.

Kjællinghøl tjente som borg frem til 1600-tallet, hvor borgen blev revet ned på grund af dårlig stand. Senere har området fungeret som ladeplads for pramfarten på Gudenåen.

Pramfartens storhedstid

Kjællinghøl har været et centralt sted for trafikken på Gudenåen, den såkaldte pramfart. Pramfarten foregik ved, at man ved hjælp af heste og trækkarle, der gik på Pramdragerstien langs åbredden, trak pramme med varer opstrøms, mens de til gengæld kunne sejle nedstrøms.

Man sejlede særligt med brænde, tørv, mursten og landbrugsvarer, og Kjællinghøl var en af flere ladepladser undervejs på ruten mellem Randers og Silkeborg.

Pramfarten på Gudenåen begyndte allerede i 1400-tallet, men storhedstiden kom først omkring 1840. Det hang bl.a. sammen med, at der på finansloven blev afsat penge til en uddybning af åen og anlæggelse af en ordentlig trækvej.

Da pramfarten var på sit højeste, var der op til 120 store pramme i fart mellem Randers og Silkeborg. Da jernbanen til Bjerringbro blev anlagt i 1864, begyndte pramfarten at få baghjul, og da vejnettet samtidig blev væsentligt forbedret, blev pramfarten opgivet.

Ved Kjællinghøl er der stadig er par navne, der trækker tråde tilbage til pramfarten. Dels kan man se Brændevinsegen, hvor pramdragerne fik en dram og et hvil i skyggen, og dels kan man gå på Pramdragervejen. Denne sti er dog ikke den oprindelige pramdragersti, da den ligger for langt fra åen.

Skovens historie

Hjermind Skov er en af de danske skove, som er kommet senest på Naturstyrelsens hænder. Den menes at have hørt under Ulstrup Gods på et tidspunkt og har været i skiftende privat eje, indtil staten købte den i 1978.

Op til midten af 1800-tallet bestod skoven af spredte krat af forblæst og dårligt formet eg og bøg, adskilt af moser og enge og strækninger med lynghede. Frem til ca. 1975 blev hovedparten af løvskoven ryddet, og sammen med hederne og moserne blev arealerne plantet til, hovedsagelig med nåletræ.

Den forrige ejer plantede en række eksotiske arter i skoven, bl.a. sortgran, som i Danmark ellers kun findes i parker og botaniske samlinger. Man kan også løbe ind i en stor rododendronbeplantning i skoven og nogle udgåede bambuskrat.

Bortset fra de eksotiske indslag er Hjermind Skov typisk for de skove, der findes på skrænterne langs de store åer i Østjylland, hvor der flere steder findes rester af oprindelig skov. Århundreders skovrydninger til fordel for landbrugsdrift efterlod ikke meget skov, men skrænterne var vanskelige at dyrke, og derfor fik skovene lov at blive stående her. Nogle få spredte rester af den oprindelige bøge- og egeskov kan derfor stadig ses især på bakketoppene og i den nordligste del af skoven. Langs Trine Møllebæk længst mod øst findes en forholdsvis uforstyrret ellesump. Siden staten overtog skoven, er der plantet mere og mere løvtræ, og moserne er ved at blive genoprettet. Nåletræerne er blevet fjernet, og siden 2002 er dræningsgrøfterne i Brundmosen og Langmosen blevet lukket af flere omgange, så den naturlige vandstand kan genetableres.