Forår
Mange trækfugle slår et smut forbi Samsø på vej længere mod nord i Skandinavien. Derfor er bakkerne ofte gode steder at observere forskellige fugle, der holder rast. Med en let pålandsvind ses fuglene ofte svæve på opvindene lige over klinterne. Over bakkerne ses falke og andre rovfugle, mens småfuglene holder til i krattene.
Det er også årstiden, hvor husdyrene kommer ud på markerne. Nyd synet af glade dyr på fri græs.
Sidst i april og ind i maj kan man i den sene aften opleve smukke kvæk fra grønbroget tudse i damme på hele øen. På dage med solskin – men ikke alt for meget varme – kan man møde markfirben, der solbader i kanten af krat og tæt på skjul, hvor de hurtigt forsvinder ind ved forstyrrelser.
I løbet af foråret vil talrige forskellige blomster stille og roligt afløse hinanden på bakkerne. Mange blomstrer inden sommertørken for alvor sætter ind.
I maj indtager hornfiskene Samsøs kyster. Hornfiskene kommer ofte tæt på land i jagten på bytte – bl.a. i Stavns fjord - og der er gode chancer for at fange dem.
Husk at du skal købe fisketegn
Sommer
Sommeren er den bedste tid at bade på - både i vandet og i solen – og der er jo flere solskinstimer på Samsø sammenlignet med det danske gennemsnit. Find et lunt sted i læ af klinterne og bare nyd vejret.
Fra toppen af klinterne kan man overskue ret store havområder. Sætter man sig her med en kikkert og observerer, er der gode chancer for at spotte marsvin og sæler, der patruljerer langs kysterne.
I slåenkrattene kan man opleve rødrygget tornskade på jagt. Selvom den er en spurvefugl, opfører den sig næsten som en rovfugl. Hvis det lykkes at tage et større bytte som fx et firben, vil fuglen ofte spidde firbenet på en torn, før det ædes. Over bakkerne ses jævnligt tårnfalk på jagt. I Danmark lever tårnfalke normalt af markmus, men da de ikke findes på Samsø, må tårnfalken finde noget andet. På soldage tager den større insekter og firben, på regnvejrsdage frøer, og lever ellers af fugleunger.