Dyr og planter i True Skov

Dyr

Råvildt og ræve har for længst indtaget True Skov, og fuglelivet har skiftet fra det åbne lands fugle til skovfugle. Nu ses og høres også løvsanger, ringdue, bogfinke og drosler, mens lærker, guldspurve og fasaner er gået tilbage i antal eller helt forsvundet.

Måske mere spektakulært kan man se spurvehøg komme susende langs skovveje og hegn på jagt efter småfugle, eller man kan opleve musvågen og tårnfalken jage over de mange åbne græsarealer i skoven. Der er opsat falkekasser i True Skov, for træerne er ganske enkelt ikke høje nok til tårnfalkene.


Planter

Bøg og eg dominerer True Skov, der byder på gode muligheder for at dyrelivet. Mange steder er det tydeligt, at der er tale om en ny skov. Det fremgår af skovbundens planter, der er såkaldte grøftekantsplanter og stammer fra hegn og marker. Når skoven bliver ældre, vil man formentlig opleve en indvandring af egentlige skovbundsplanter.

Skovens træer

Som nævnt består skoven først og fremmest af løvtræer (bøg og eg). Men nogle steder kan man stadig opleve el, poppel og lærk, der blev plantet som ammetræer eller hjælpetræer. De kaldes sådan, fordi de skal beskytte de langsommere voksende og blivende træer. Ammetræerne fældes og bruges oftest til flis og brænde, når de blivende træer har overlevet de første, svære år.

På mere sandet jord er der plantet nåletræer som thuja, cypres, skovfyr og ædelgran. Her foretrækker en del dyr at gemme sig. Der er også frugttræer i form af fx kirsebærtræer, æbletræer og hasselbuske. Langs skovbryn og veje er der plantet læbælter – egentlig skovbryn – med mange arter buske, fx slåen, rose, tjørn og almindelig hæg. Blomstrende arter giver skjul til markens dyr eller læ i skovbunden. Som noget specielt i en dansk skov er der en lang række nordamerikanske træarter. 
Dem kan du besøge i "Lille Amerika" (punkt 2 på kortet under Oplevelser).