Om navnene
Aabenraa omtales første gang i et dokument fra 1257. Her giver Kristoffer I munkene i Løgumkloster toldfrihed, hvis deres skibe anløber ”vor havn i Aabenraa”. I bynavnet indgår landsbynavnet ”Opnør” og endelsen -aa, vandløb.
Jørgensgård Skov hørte indtil reformationen til et spedalskhedshospital viet til Sct. Jørgen. Også Nørreskov i Aabenraas nordlige udkant hørte til spedalskhedshospitalet.
Rise Skov hørte oprindelig til Risegård, som staten overtog sidst i 1700-tallet. Rise stammer fra det oldnordiske ”hris”, som betyder krat. Rise Herred omtales første gang som Risæhæreth i Kong Valdemars Jordebog fra 1231.
Søst nævnes første gang 1436 som Zost.
Langbjerg Skov omtales første gang 1641 som Langbirg.
Hjelm Skov ligger på en lav bakke, som måske har fået navn efter formen. Omtales første gang 1609.
Sønderskov ligger i Aabenraas sydlige udkant og nævnes første gang 1704 som Süderschau.
Årup Skov hørte indtil 1850 under Årup Gods og er lige som det opkaldt efter et nærliggende vandløb. Årup omtales første gang 1466 som Adorp.
Landskabet blev formet af isen
Morænelandskabet omkring Aabenraa blev dannet, da isen trak sig tilbage for 12-15.000 år siden. Midt i det ligger fjorden, der er en tunneldal skabt af smeltevand fra en stor gletscher i Lillebælt. I bunden af fjorden ligger Aabenraa by. Bag byen forvandler den store tunneldal sig til flere mindre dale med stejle skrænter og smeltevandskløfter. I kløfterne pibler vandet frem fra kilder og i bække. Jorden består primært af ler med mindre partier med grus og sand.
Gravhøje kunne ses på lang afstand
Skovene omkring Aabenraa er gamle. De stejle skrænter er nærmest umulige at opdyrke. Men i oldtiden var landskabet mere åbent. De mange gravhøje i skovene har sikkert kunnet ses på lang afstand, da de blev anlagt. De fleste stammer fra bronzealderen for ca. 4.000 år siden, men der findes også ældre grave i form af dysser og jættestuer fra bondestenalderen. De er opført omkring 4.000 f.Kr.
Aabenraa var en vigtig fiskerihavn i middelalderen
Det ældste Aabenraa lå ved Mølleåens udløb i fjorden og er formentlig anlagt omkring 1200. Her boede et lille samfund af især håndværkere omkring havnen, som var byens livsnerve. Fjorden var rig på fisk. Der blev i perioder landet så mange, at Aabenraa kunne eksportere saltet fisk til flere byer omkring Østersøen. Tre makreller indgår i byvåbenet fra 1421.
Terrænet gjorde det svært at komme til Aabenraa
Det var vanskeligt at nå frem til datidens Aabenraa fra landsiden. De lave engområder mod syd og sydvest lå jævnligt under vand fra Mølleåen eller fjorden, og nord for byen var de stejle skrænter en hindring. Ville man videre nordpå, foregik det ad Hærvejen, som går gennem landsbyen Rise nordvest for Aabenraa. På de våde, flade arealer i byens sydlige udkant var Brundlund Slot i omkring 500 år den eneste bebyggelse. Først i 1900-tallet blev der bygget på området.
Kirken, hertugerne og kongen ejede skovene på skift
Aabenraaskovene har gennem tiderne haft mange ejere – kirken, de sønderjyske hertuger og den danske krone – som beskyttede dem. Hertuger og konger brugte skovene til jagt og havde derfor en interesse i at bevare dem.
Skove inddraget af staten som skattegæld
Rise Skov og Søst Skov har været i statens eje siden 1760’erne og hørte tidligere til Risegård. Gården måtte afgive skovene, da den ikke kunne betale skat.
Årup Skov solgt på tvangsauktion
Årup og Årup Skov hørte engang under Søgård Gods ved Kliplev og var i 300 år ejet af en af Danmarks mægtigste adelsslægter, familien Ahlefeldt. Men i 1725 var kassen tom, og Årup blev som de fleste andre af slægtens godser solgt på tvangsauktion. Køberen var hertugen af Augustenborg. Han var meget interesseret i fiskeopdræt, og Karpedammen og Laksmølle stammer fra hans tid. I 1850 blev hertugdømmet Augustenborg nedlagt, og Årup Skov kom i statens eje.
Aabenraaskovene leverede egetræ til skibsbyggeri
På et kort over Aabenraa fra 1641 har skovene omkring byen stort set samme udstrækning som i dag. De så dog meget anderledes ud på den tid. Skovene blev drevet ved såkaldt plukhugst, hvor man fældede enkelte træer efter behov. Aabenraa var i flere hundrede år berømt for sit skibsbyggeri, og skovene leverede egetræ i rigelige mængder.
Kreaturer og svin på græs mellem træerne
Indtil sidst i 1700-tallet blev skovene afgræsset af kreaturer og svin. Det gav en åben skov til gavn for især egen. Brundlund Slot drev et stort landbrug baseret på skovgræsning. Gamle navne som Vestermark, Kogang og Nr. Hesselmark stammer fra denne tid.
Fra rationel til naturnær skovdrift
Fra omkring 1800 og næsten 200 år frem blev skovene drevet rationelt – med store, ensartede flader af træer i samme alder. I dag går udviklingen i retning af det, man kalder naturnær skovdrift. Her forynger den naturlige bøge- og askeskov sig ved selvsåning. Eg har dog svært ved at så sig selv mellem andre træer og skal plantes. På grund af de mange rådyr er det nødvendigt at beskytte de unge egetræer med hegn.
Løvtræerne elsker lerjord
Løvtræerne trives godt i skovene omkring Aabenraa. Til gengæld har nåletræerne det svært på den tunge lerjord. Arealerne med gran er gennem de senere år blevet formindsket som et led i overgangen til naturnær skovdrift. Naturen har selv haft en finger med i spillet. Decemberorkanen i 1999 gik hårdt ud over granbevoksningerne. Mange af de træer, der overlevede dengang, kom senere til kort over for orkanerne Allan og Bodil i 2013. De to nedlagde i fællesskab fem-seks års hugst.
Tidslinje
Ca. 10.000 f.Kr.:
Tunneldalen, hvor Aabenraa ligger, dannes af smeltevand, da isen trækker sig tilbage.
Ca. 4.000 f.Kr.:
Bondestenalderens mennesker begraver deres døde i dysser og jættestuer i landskabet, hvor Aabenraaskovene står i dag.
Ca. 1200:
Det ældste Aabenraa grundlægges omkring Mølleåens udløb i fjorden.
1760'erne:
Rise Skov og Søst Skov overtages af staten, da ejeren af Risegård ikke kan betale sin skat.
1850:
Årup Skov bliver statseje, da hertugdømmet Augustenborg nedlægges.
1999:
Decemberorkanen nedlægger store partier med nåletræer i Aabenraaskovene.
2013:
Stormene Allan og bodil fælder træer svarende til 5-6 års hugst.