Oplevelser i Jels Skovene

Hent kort over seværdigheder

Søerne (1, 2 og 3)

I Jels Skovene er der tre søer, nemlig Nedersø på 54 ha, Midtsø på 25 ha og Oversø på 9 ha. De ligger i bunden af en tunneldal og er indbyrdes forbundet af Jels Å. Både søerne og deres nærmeste omgivelser er fredet for at sikre, at der ikke bygges yderligere langs søbredderne og for at bevare enge og levende hegn. Søerne er gode ynglelokaliteter for vandfugle.

Man kan benytte søerne til at bade, sejle i kano, fiske og en lang række andre aktiviteter.

På kortet er søerne markeret med 1 (Nedersø), 2 (Midtsø) og 3 (Oversø). 

4. Johanneshvile

I Klaskeroj Skov ligger gården Johanneshvile, der er opført i 1790. Den har været i samme slægts eje indtil 1989, hvor staten købte gården. I dag er den indrettet til skovfogedbolig.

5. Jels Voldsted

Med udsigt over Midtsø ligger Jels Voldsted, der er bygget i 1920 og senere bygget om. Man mener, at der på stedet har ligget en større vikingeborg. Stedet drives i dag af Troldkærskolen, der arbejder med særligt tilrettelagt undervisning for unge med særlige behov. De unge arbejder blandt andet i Volstedets café. Cafeen har åben tirsdag og torsdag fra 10.00 - 14.30\u2028og søndag fra 11.00 - 16.00. Ud over de faste åbningstider bliver der afholdt forskellige arrangementer i caféen og skoven – blandt andet skovens dag, pinse-morgen, Sankts Hans og et væld af andre arrangementer.

Se mere på jelstedvoldsted.dk

6. Heksebroen

Broen er en lille træbro, der går over Nedereng, der ligger mellem Nedersø og Midtsø. For mange år siden var broen lavet af kroget egetræ, og man maner, at det er det, der har givet den navnet. Senere er broen blevet bygget på ny - blandt andet for at gøre den handicapvenlig. 

7. Orion Planetarium

Lige ved Nedersø ligger Orion Planetarium. Planetariet er et videnscenter, der i over 20 år har formidlet naturvidenskabelig viden til borgere, skoleelever og turister.

Her kan man blandt andet  opleve universet og stjernehimlen til en planetarieforestillling eller lave eksperimenter og blive klogere i Teknoteket, der findes i planetariets foyer.

Ved planetariet og langs Nedersø ligger Planetstien, hvor der er lavet en model af solsystemet. Her kan man opleve planeternes indbyrdes placering. "Solen" findes ved Planetariet, og

"solsystemet" strækker sig op langs søen.

Se mere på orionplanetarium.dk

8. Jægerhytten

Jægerhytten blev opført i 1913 som en tysk jagthytte og ligger op til Klaskeroj Skov. Den benyttes ikke længere i dag og er nu solgt til en privatmand. 

9. Jels Vikingespil

Siden 1977 er der hvert år i juli måned blevet opført vikingespil på friluftsscenen i Jels. En stab af professionelle står for opsætningen, mens der er amatørskuespillere på scenen.

Det er en storslået oplevelse med amfiteater og vikingeskibe, der lægger til nede på Nedersø. 

Et helt område ved søen er indrettet til forestillingen. Her ligger blandt andet også ’Valhal’, hvor der er sang og bægerklang efter forestillingen.

Se mere på www.jelsvikingespil.dk

10. Jels Søbad

I 2014 står det nybyggede Jels Søbad færdig. Søbadet har i 70 år været samlingspunkt for de rekreative aktiviteter ved Jels Søerne, men det var langsomt forfaldet. Derfor kommer der nu et nyt, arkitekttegnet byggeri, som foruden badefaciliteter har mødelokaler til foreninger, træningsrum, værksted til cykler og både samt renseplads for lystfiskere. Selve søbadet består af en cirkelformet badebro med et børneområde, et område til rolig svømning samt et område til udspringere. Om vinteren kan søbadet anvendes af vinterbadere, og i de vintre, hvor kulden virkelig bider sig fast, kan søbadet også bruges som skøjtebane. I nærheden af søbadet er der en mindre fiskeplads fortrinsvist til børn og en beachvolleybane. 

11. Golf

Med udsigt over Jels Søerne ligger Royal Oak Golf Club med både 18-hullers bane og 9 hullers par 3 bane. Klubben har en Pay & Play bane, der også kan benyttes af alle.

Se mere på royaloak.dk