Historie - Svanemosen, Hoppes og Fovslet Skov

En rest af den store Farrisskov

Fovslet Skov og Svanemosen var en del af Fovsletgård, der i 1584 blev købt af Frederik 2. I 1668 blev området en del af krongodset under Koldinghus – altså en del af kongemagtens store besiddelser. I 1797 blev Fovsletgård solgt på en auktion, da rytterdistrikterne blev opløst. I alt blev 510 hektar land solgt i 37 parceller, men både Fovslet Skov og Svanemosen blev på kongens hænder indtil enevældens afskaffelse i 1849, hvor de overgik til den danske stat.

Fovslet Skov (2,6 km²) er en rest af den store Farrisskov, der var et bredt skovbælte tværs over Jylland. Farrisskoven strakte sig syd for Kongeåen - fra området nær Ribe til Stenderup-halvøen ved Lillebælt. I middelalderen og frem til 1700-tallet blev det meste af Farrisskoven ryddet for at give plads til landbrugsjord. Kirkerne i Jels, Ødis og Højrup blev opført i skovrydninger i Farrisskoven, men Fovslet Skov fik lov at blive stående.

Smuglere

Fovslet Skov lå ved grænsen mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig (svarede stort set til Sønderjylland). Selv om den danske konge også var hertug af Slesvig, blev der opretholdt en toldgrænse, hvor man blandt andet skulle betale told til kongen for stude og heste, der blev ført fra Danmark til Slesvig. Og hvor der er told, er der også smuglere. Derfor er der mange historier om smuglere ved Kongeåens vadesteder og i Fovslet Skov, der ligger på den jyske højderyg. Især i 1500-tallet er der beskrivelser af en smuglervej gennem skoven. Kvæg blev drevet fra Hjarup (Kongeriget Danmark) ad Hjarupgårdsvej gennem Fovslet Skov og forbi herregården Fovsletgård ved Ødis (Hertugdømmet Slesvig).

Efter den katastrofale krig mellem Danmark og Preussen (Tyskland) i 1864 blev toldgrænsen til en rigtig landegrænse mellem Danmark og Tyskland fra 1864 til 1920. Først ved Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 forsvandt grænsen totalt – og dermed også toldmure og smuglere langs Kongeåen og Fovslet Skov.

Savgrave

I Fovslet Skov ses mange afvandingsgrøfter, og hvis man kommer lidt væk fra skovvejene, er der hist og pist huller i skovbunden. Hullerne er ikke fælder, men gamle savgrave. Formålet med savgrave var at save træ op til tømmer. Når man havde fældet et stort træ, kunne datidens vogne ikke transportere det. Derfor blev det savet op på stedet. Man gravede et hul i jorden. 3-6 meter lang, 60 cm bred og 180 cm dyb (der blev regnet i alen på ca. 63 cm). Derpå lagde man nogle solide pæle over hullet og rullede en tung træstamme ud på dem. Med en langsav kunne to mænd nu save stammen op på langs. Den ene i savgraven udnyttede tyngdekraften til at drive saven gennem træet, mens den anden stod oven på træstammen og styrede saven tilbage.

Teknikken har været brugt langt tilbage i middelalderen og helt frem til omkring 1930. De fleste savhuller er forsvundet efterhånden som jord, grene og blade fylder savgravene op.

Tørvegravning i Svanemosen

Gravning af tørv i Svanemosen begyndte formentlig i 1700-tallet, hvor Danmarks skovareal var blevet kraftig reduceret. I 1797 blev godset Fovslet udstykket i 37 parceller, og da køberne ikke fik skov med i handelen, fik de i stedet en lille bid af mosen, så de var sikre på at kunne skaffe brændsel i form af tørv.

Tørvegravning i Svanemosen fortsatte på privat basis helt frem til og med 2. verdenskrig. Manglen på importeret kul under krigen forvandlede tørvegravningen i Svanemosen til en industri. Forskellige firmaer fik licens til at grave tørv på statens arealer. Der blev opstillet store ælteværker til æltning af tørvedynd, og tørvedyndet blev transporteret til ælteværkerne på tipvogne på skinner. Tipvognene blev trukket af lokomobiler, som var ombyggede Ford T med fast understel og jernhjul.

Efter æltningen kørte generatordrevne lastbiler tørvedyndet ud på liggepladserne. Lastbilernes lad havde skrå bund og en sliske i siden, hvorfra tørvedyndet under langsom kørsel blev lagt ud på tørrepladsen. Her blev de opdelt i enkelte tørv – først med en firtandet rive kaldet ”bjørnen” og senere med maskiner. Under tørringen blev tørvene vendt. Til sidst kunne de indsamles og køres til forbrugerne.

Mod krigens slutning gik nogle af tørve-firmaerne over til at bruge en tørvepresse. Fra pressen blev tørvene – i firkantede stykker på ca. 40x40 cm – lagt over på en stor hestetrukket trolje. En trolje var en stor, flad træplade med en rulle under midten og en krog i hver ende. Når troljen var fuld, blev den trukket ud på liggepladsen, hvor de enkelte firkanter blev læsset af på jorden. Med en fem tandet greb blev hver firkant delt i fire tørv, som skulle ligge og tørre.

Tørveindustrien under 2. verdenskrig var lidt af et klondike i Svanemosen. I sommerhalvåret var omkring 100 mennesker beskæftiget med at producere tørv. I hele Danmark toppede produktionen i 1943, hvor der blev produceret omkring 6 mio. ton tørv – eller ca. 1500 kg pr. dansker.

I Svanemosen er der stadig mange minder fra tørvegravningstiden i form af tørvegrave og småhuller. De store søer (2 på kortet) er resultatet af en reel industrivirksomhed. De mindre stammer fra tørvegravning på privat basis, hvor familier fra egnen tilbragte mange timer hver sommer med at skaffe sig vinterbrændsel.

Skovene og Svanemosen i dag

Den urgamle Fovslet Skov er en løvskov domineret af bøg, ask og ahorn i den sydlige og østlige del af skoven, mens eg dominerer den vestlige del af skoven. Fovslet Skov blev hårdt ramt af orkanen i 1999, og derfor er der en del områder med yngre skov.

Unge Hoppes Skov er en del af Danmarks skovrejsningsprojekt, der samtidig skal sikre grundvandet og give byboerne i Kolding flere rekreative faciliteter. Hoppes Skov er primært tilplantet med eg, men også med indslag af ask og avnbøg. Senere vil der komme skovholme med andre træarter.

På Svanemosen er der en hel anden dagsorden for at bevare den sjældne højmose, der med sine 175 ha (1,75 km²) er en af de største i Sydøstjylland. Her fældede man 70 ha træer og buske i 2007, og samtidig blev grøfter og dræn lukket for at hæve den naturlige vandstand og igen gøre det for surt for træerne at slå rødder. De kommende år vil det dog stadig være en kamp at holde især birketræerne nede. Geder er sat ud i området for at hjælpe til med at holde de nye træer nede.