”Skovene har i lang tid været designet til skovdrift, og det er derfor nødvendigt med en vis naturgenopretning af områderne. Som en del af naturgenopretningen vil der derfor blive fjernet og solgt en del af de ikke-hjemmehørende træer, fortrinsvis nåletræer, for at give mere plads til den hjemmehørende natur i form af skovenge, -moser og hjemmehørende træer og buske," siger skovfoged Jens Bjarke Hansen fra Naturstyrelsen.
I de kommende urørte skove skal man derfor være forberedt på, at der i løbet af de kommende 5-6 år vil ske fældninger, inden skoven overlades til sig selv som ”urørt skov”.
Plads til større biodiversitet
”Ved fældningerne fjernes udelukkende træarter, som ikke er hjemmehørende i Danmark. Det kan eksempelvis være douglasgran, rødeg, grandis og thuja. Det sker for at give plads til de hjemmehørende træer, som i Danmark naturligt har flere tilknyttede arter af dyr og svampe. En del af det fældede træ efterlades til naturlig forrådnelse i skovbunden. Dette gøres fordi mange insekter og svampe netop er tilknyttet dødt og rådnende træ. Andre steder fældes træerne for at skabe mere lys i skoven og dermed skabe levesteder og plads til de organismer, som er tilknyttet lysåbne områder,” forklarer Jens Bjarke Hansen fra Naturstyrelsen.
”Fældningerne bliver planlagt og gennemført, så vi sikrer os, at der er god og tilpas stor afstand til eksempelvis redetræer og grævlingegrave. I Naturstyrelsen registrer vi sammen med et korps af dygtige frivillige, hvor eksempelvis ravne og rovfugle har deres redetræer, flagermus bor eller grævlingerne har deres grave. Alle disse registreringer gemmer vi på vores ”Pas På Kort”, så vi kan holde den nødvendige afstand, når vi arbejder med naturgenopretning i nærheden,” forklarer Jens Bjarke Hansen.
Hold afstand for din egen sikkerheds skyld
Fældningerne kan desværre ikke ske helt uden gener for skovenes daglige brugere. Det kan derfor være nødvendigt at omlægge sin rute for den daglige tur i skoven. Det skyldes, at bevoksninger, hvor fældningsarbejdet aktuelt finder sted, kan være afspærret for at sikre, at ingen uforvarende forvilder sig ind i et farligt område, hvor maskiner er i færd med at fælde træer. De store skovveje ryddes løbende for grene, de mindre stier ryddes, når arbejdet er afsluttet. Små trampestier må skovgæsterne selv optrampe igen.
Det er vigtigt, at du som besøgende altid holder en god sikkerhedsafstand til maskiner og skovarbejdere og respekterer anvisninger og afspærringer.
I første omgang vil fældningerne ske frem til 1. marts.
Du kan se mere om, hvor og hvorfor der fældes på Naturstyrelsen hjemmeside her: https://naturstyrelsen.dk/lokale-enheder/hovedstaden/lokale-raad-og-retningslinjer/skovningsplan/