Rosende omtale 2022

By og Land Midtfyn giver rosende omtale til Vådområdeprojekt Sogneskellet og Krumstrup Møllebæk

Rosende omtale gives til gennemførelsen af det meget spændende vådområdeprojekt ”Sogneskellet og Krumstrup Møllebæk” sydøst for Ringe. Projektet blev afsluttet i 2021.

Genetablering af Krumstrup Møllesø og hævning af vandstanden ved sogneskellet skal afhjælpe problemet med kvælstoftilførsel til fjord og hav – i dette tilfælde til Odense fjord.

Vandet tilføres fra de omliggende landbrugsarealer hvor dræn afbrydes og rørlagt ledning åbnes. Fra det nu etablerede søområde ledes vandet under Mølledamsvej til et slyngende å-forløb på 230 meter og videre ud i Sallinge å.

Naturstyrelsen Fyn har fået bevilling fra EU’s Landdistriktsprogram til gennemførelse af Sogneskellet og Krumstrup Møllebæk.

Beregninger viser, at projektet vil reducere udledning af kvælstof med 1.734 kg N/år svarende til 222 kg/ha/år, hvilket er væsentligt over minimumskravet på 90 kg/ha/år. Udledningen af fosfor er ifølge den anviste beregningsmetode 45,8 kg/år.

Peter Flint Jensen
Formand for By og Land, Midtfyn

By og Land Midtfyn har bl.a. til formål at uddele en årlig pris som anerkendelse for at bevare eller tilføje æstetisk værd til det midtfynske område.
By og Land Midtfyn er med i Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.

Læs mere om "Sogneskellet og Kurmstrup Møllebæk vådområdeprojekt.