De mange insekter har lokket en lidt sjælden gæst til området, nemlig en ung aftenfalk. For aftenfalke er helt overvejende insektædere, og de er eksperter i at fange dem – både på jorden og i luften.
Den lille falk er en elegant flyver. Foto Peter Brostrøm.
Den unge aftenfalk har været gæst i området i en længere periode, og så længe det varme og tørre vejr fortsætter, og der er masser af føde, så vil den sikkert blive i området. Men snart går turen sydover. Den skal langt mod syd, for næsten alle aftenfalke overvintrer i det sydlige Afrika, hvor de kan jage de store insekter, når det er vinter i Europa.
Aftenfalken er en lille falk. Den er tydeligt mindre end den almindeligt kendte tårnfalk. Den unge falk ved Fussingø er meget karakteristisk med sin lyse pande og den tydelige ”banditmaske”.
Midlertidig gæst
Aftenfalken yngler ikke i Danmark. De nærmeste yngleområder er i Østeuropa, hvor den i øvrigt yngler i kolonier med mange par, som både hjælper med kollektiv beskyttelse af æg og unger, og hvor der også jages i flok.
Under forårets og efterårets træk ses der jævnligt aftenfalke i Danmark – især når der er perioder med østlige vinde og varmt vejr. Sådant vejr har der været meget af i august, og det har nok hjulpet den unge aftenfalk til Fussingø.
Naturlig hydrologi
I forbindelse med etableringen af Naturnationalpark Fussingø skal vi arbejde med hydrologien i området. Vi arbejder for en mere naturlig hydrologi, så flere områder bliver vådere om vinteren og tørrer ud i sommeren. Dræn på marker og enge vil blive afbrudt, hvilket vil betyde fugtigere arealer i nedbørsrige perioder. Disse områder vil være vigtige levesteder for en række af de insekter, som netop er aftenfalkens livretter.
Aftenfalken fanger selv de hurtige guldsmede i luften. Foto Peter Brostrøm.
Læs mere om Naturnationalpark Fussingø her