Kom med ud og oplev efteråret i den kommende Naturnationalpark Mols Bjerge

Den 1. oktober kl. 10-12:30 kan du komme med på naturvandring i den kommende Naturnationalpark Mols Bjerge og få en forsmag på, hvad der venter, når naturen bliver vildere.

15 naturnationalparker er på vej over hele landet med vildere natur. Nu inviterer miljøminister Lea Wermelin alle ud i de kommende naturnationalparker for at opleve efteråret og få en forsmag på, hvad der venter, når naturen bliver vildere.

Lørdag den 1. oktober kl. 10-12.30 bliver der afholdt naturvandring i den kommende Naturnationalpark Mols Bjerge.

Turen bliver afholdt med afsæt i en ny guide til den kommende naturnationalpark, hvor Naturstyrelsen har udformet en tur, hvor man undervejs lærer den kommende naturnationalpark bedre at kende.

På turen kan man både opleve storslået natur og sjældne arter, der allerede findes i den kommende naturnationalpark samt se steder, der viser, hvorfor der fortsat er behov for at give naturen mere plads.

Naturvandringen er for hele familien. Der er lagt op til en krible-krable-tur ved Skovbjerg, hvor vi skal se, hvad skovbunden gemmer af smådyr. Der er også mulighed for at komme på en naturvandring med nedslag på forskellige emner, såsom naturskov, lysåben natur, naturlig hydrologi og samgræsning med flere arter af græssere. Efterfølgende vil der være en let servering af kaffe, te og kage.

Guiden vil fra den 22. september også kunne findes på Naturstyrelsens hjemmeside, så man kan tage turen på egen hånd en anden dag.

Tid og sted: Naturvandring i den kommende Naturnationalpark Mols Bjerge

Lørdag den 1. oktober kl. 10-12.30

Mols Bjerge, start og slut ved P-pladsen ved Skovbjerg, Toggerbovej, 8420 Knebel

Læs Miljøministeriets pressemeddelelse om alle naturvandringerne her

Læs mere om processen for etableringen af Naturnationalpark Mols Bjerge her

Yderligere oplysninger:

Jan Højland på 2469 3806