Kom med ud og oplev efteråret i den kommende Naturnationalpark Ulvshale Skov

OBS. Arrangementet er udsat. Du kan komme med på naturvandring i den kommende Naturnationalpark Ulvshale Skov og få en forsmag på, hvad der venter, når naturen bliver vildere.

Opdateret 5.10.2022: 

Da der er udskrevet valg til Folketinget, er arrangementet i Ulvshale Skov udsat indtil videre.

15 naturnationalparker er på vej over hele landet med vildere natur. Nu inviterer miljøminister Lea Wermelin alle ud i de kommende naturnationalparker for at opleve efteråret og få en forsmag på, hvad der venter, når naturen bliver vildere.

Søndag den 9. oktober fra 10-12 bliver der afholdt naturvandring i den kommende Naturnationalpark Ulvshale Skov.

Turen bliver afholdt med afsæt i en ny guide til den kommende naturnationalpark, hvor Naturstyrelsen har udformet en tur, der kan gås på to timer, og hvor man undervejs lærer den kommende naturnationalpark bedre at kende.

På turen kan man både opleve storslået natur og sjældne arter, der allerede findes i den kommende naturnationalpark samt se steder, der viser, hvorfor der fortsat er behov for at give naturen mere plads.

Naturvandringen er for hele familien, og der er mulighed for at gå hele eller dele af ruten alt efter, hvad benene kan holde til.

Turen starter ved Ulvshale Naturcenter. Vi går gennem efterårsskoven og lægger mærke til, hvordan træernes blade er begyndt at skifte farve. Turen går forbi elletrunter og den sjældne tarmvridrøn i den gamle skov med mange krogede træer. Vi kommer også ud og får udsigt over strandengene. Måske kan vi spotte hestene, der lever vildt i området, langt ude. Efter vi har passeret Skansen, et forsvarsværk fra Englandskrigen, går turen ad Smukstien tilbage igennem skoven. Turen er ca. 4 km lang og efter turen er der varm suppe fra bålgryden ved naturcenteret.

Der bliver også en skovtursbingo for de mindste, som retter sig mod familier med små børn.

Guiden vil fra den 22. september også kunne findes på Naturstyrelsens hjemmeside, så man kan tage turen på egen hånd en anden dag.

Tid og sted: Naturvandring i den kommende Naturnationalpark Ulvshale Skov

Da der er udskrevet valg til Folketinget, er arrangementet i Ulvshale Skov udsat indtil videre.

Læs Miljøministeriets pressemeddelelse om alle naturvandringerne her

Læs mere om processen for etableringen af Naturnationalpark Ulvshale Skov her

Yderligere oplysninger:

Elly Emilie Andersen på 22 49 65 45