De europæiske nåletræer som f.eks. rødgran og lærk vil vi ikke fælde så kraftigt i, og hvor de optræder i blandede bevoksninger vil disse træarter få helt lov til at blive stående, så de kan vokse videre og blive til store nåletræer, når skovdriften ophører helt. Mange steder vil træerne dog blive vindeksponerede når f.eks. amerikansk kæmpegran i samme område fældes. De vil derfor nemt vælte i stormvejr, en del vil brække, men enkelte vil også blive stående. Væltede træer og knækkede træer vil bliver efterladt til naturligt henfald, idet liggende og stående dødt ved er vigtigt i skoven for at fremme biodiversiteten. I døde træer lever der en masse svampe, insekter orme og andre organismer, og de er derfor vigtige for biodiversiteten.
En del af de hjemmehørende træer og buske sår hurtigt sig selv, når der er tilgængelige frøkilder i området, f.eks. bøg, tjørn og slåen. Men ikke alle er tilstede lokalt og Naturstyrelsen vil så indplante grupper af forskellige hjemmehørende træer og buske for at hjælpe naturen på vej.
I de kommende urørte skove skal man derfor være forberedt på, at der i løbet af de kommende 5-6 år vil ske fældninger og indplantninger, inden skoven overlades helt til sig selv som ”urørt skov”.
Plads til større biodiversitet – fældninger giver lys og plads i skovbunden så nye arter af dyr, svampe og planter kan indfinde sig.
”Ved fældningerne fjernes udelukkende træarter, som ikke er hjemmehørende i Danmark. Det kan eksempelvis være douglasgran, amerikansk kæmpegran og cypres. Det sker for at give plads til de hjemmehørende træer, som i Danmark naturligt har flere tilknyttede arter af dyr og svampe. Fældningerne er også med til at skabe mere lys i skoven og dermed skabe levesteder og plads til de organismer, som er tilknyttet lysåbne områder”, forklarer Peter Søland fra Naturstyrelsen.
”Fældningerne bliver planlagt og gennemført, så vi sikrer os, at der er god og tilpas stor afstand til eksempelvis redetræer og grævlingegrave. I Naturstyrelsen registrer vi sammen med en stor flok frivillige, hvor eksempelvis ravne og rovfugle har deres redetræer, flagermus bor og grævlingerne har deres grave. Alle disse registreringer gemmer vi på vores ”Pas På Kort”, så vi kan holde den nødvendige afstand og tage de nødvendige hensyn, når vi arbejder med naturgenopretning i nærheden,” forklarer Peter Søland.
Hold afstand for din egen sikkerheds skyld
Fældningerne kan desværre ikke ske helt uden gener for skovenes daglige brugere. Det kan derfor være nødvendigt at omlægge sin rute for den daglige tur i skoven. Det skyldes, at bevoksninger, hvor fældningsarbejdet aktuelt finder sted, kan være afspærret for at sikre, at ingen uforvarende forvilder sig ind i et farligt område, hvor maskiner er i færd med at fælde træer. De store skovveje ryddes løbende for grene, de mindre stier ryddes, når arbejdet er afsluttet. Små trampestier må skovgæsterne selv optrampe igen.
Det er vigtigt, at du som besøgende altid holder en god sikkerhedsafstand til maskiner og skovarbejdere og respekterer anvisninger og afspærringer.
Hvornår udføres indgrebene.
I første omgang vil fældningerne ske frem til 1. april.
Du kan se mere om, hvor og hvorfor der fældes på På denne side