Tur om urørt skov i Freerslev Hegn

Kom med på tur d. 20. september 2023 kl. 17.00 og hør om planerne for Freerslev Hegn, når skoven lægges urørt

Naturstyrelsen Nordsjælland indbyder til skovvandring i Freerslev Hegn, som i 2021 blev udpeget som urørt skov.

På turen vil Naturstyrelsen fortælle om de ændringer, der vil ske, når skoven overgår til urørt skov. Formålet med skovvandringen er, at informere om, hvordan skoven forvaltes i overgangsperioden, indtil den lægges urørt.

”Målet med skovvandringen er også, at høre dine synspunkter og diskutere fremtidens skove. I den kommende tid skal der laves en forvaltningsplan for Freerslev Hegn, der beskriver detaljeret, hvad der skal ske fremover”, siger biolog Ditte C. Olrik fra Naturstyrelsen Nordsjælland, som er lokal projektleder for urørt skov og skribent på forvaltningsplanerne for urørt skov i Nordsjælland.

”Det relativt lange tidsperspektiv og de mange retningslinjer kan gøre det svært at overskue, hvad der skal ske, og hvad det kommer til at betyde for den enkelte skov. Det er vores håb, at skovvandringen kan være med til at gøre det lidt mere klart, og at vi får synpunkter og relevante oplysninger med hjem til det fortsatte arbejde med forvaltningsplanen.

Så vi håber, at du vil møde op og komme med dine input og idéer.” siger Ditte.

Onsdag d. 20. september 2023 kl. 17-18.30: Freerslev Hegn. Mødested: P-pladsen ved skovløberhuset Hvidehus, Ved Freerslev Hegn 4A, 3400 Hillerød.

Følg med på Naturstyrelsen Nordsjællands hjemmeside og Facebook, hvor arrangementer og skovvandringer som denne vil blive annonceret.

Læs evt. mere om urørt skov