Selvom spurveuglen er almindelig i andre nordiske lande, var 2023 første gang, hvor spurveuglen ynglede i Danmark. Det lykkedes uglerne at få seks unger på vingerne i Gludsted Plantage i Midtjylland.
I de tidligere forårsmåneder af 2024 er spurveuglerne igen hørt og set i Gludsted Plantage, og der er sandsynlighed for, at de igen vil yngle i området.
Spurveuglen er en meget lille ugle – det er måske af størrelsen, den har fået sit navn, eller måske er det, fordi den gerne spiser spurvefugle og andre småfugle. Spurveuglen er ikke meget større end en stær, og dermed er den også Europas mindste ugle.
Midlertidigt adgangsforbud i yngleområdet
Spurveuglen er fredet under dansk lovgivning og beskyttet i europæisk kontekst. Det betyder, at vi er forpligtede til at passe godt på det ynglende par. Naturstyrelsen indfører derfor et midlertidigt adgangsforbud i en lille del af Gludsted Plantage, hvor spurveuglen forventes at yngle.
Gludsted Plantage dækker et samlet areal på ca. 3.538 hektar. Adgangsforbuddet gælder al færdsel i et afgrænset område på omkring 3 hektar, som ligger i en af skovens tætte granbevoksninger. Området vil være synligt afmærket, og der oplyses om forbuddet på skilte.
Ingen veje, stier eller spor er påvirket af forbuddet.
Adgangsforbuddet gælder frem til den 15. juli 2024.
Læs hele Naturstyrelsens afgørelse her