Skovvandring om urørt skov skabte kø!

En kold men tør februardag i begyndelsen af vinterferien samledes 110 skovgæster, 4 Naturstyrelsen medarbejde og 3 praktikanter for at tale om, hvad urørt skov betyder, naturværdier og Sandflugtsplantagen i Rørvig.

Naturstyrelsen er i gang med at planlægge for urørt skov på de statslige arealer, som en del af udmøntningen af den politiske aftale om udpegning af 75.000 ha urørt skov. En af disse skove er Sandflugtsplantagen i Rørvig.

” Vi var glædeligt overrasket over fremmødet på dagen. Det er fantastisk at der er så stort engagement for vores fælles natur. Men det kom bag på os at det ville ende i en mindre bilkø på Telegrafvej ” siger Skovrider Jens Peter Simonsen, der fortæller, at der også ved tidligere skovvandringer i Odsherred Kommune har været flotte fremmøder; ved Hov vig med 32 gæster, i Ulkerup skov var der mere end 50 gæster, mens der i Annebjerg Skov deltog 25 gæster.

Begrebet urørt skov betyder, at skoven nu skal være urørt af forstlig drift. Jens Peter fortæller, at der fortsat vil være mulighed for af og til at fælde træer, hvis det kan gavne områdets naturværdier eller friluftsliv, men der vil ikke længere blive dyrket træer til produktionsformål.

Sandflugtsplantagen har siden den blev plantet i 1867 været en produktionsskov, selvom der tit har været adskillige år imellem udtagning af skovens træ til salg. Nu planlægges der for en 15 årig overgangsperiode.

”Fokus har ændret sig og fremover skal der fældes træer for at skabe plads til klithede, understøtte skovfyr og fjerne invasive arter såsom glansbladet hæg og sitkagran” siger Jens Peter.

Det var også nogle af de emner Naturstyrelsen tog op på skovvandringen, sammen med spørgsmål om, hvordan vi skaber fremtidige levesteder for insekter og fugle ved forsætligt at skade et træ (veteranisering), og hvordan vi har fokus på at skabe levesteder i skoven og fremme de varme skovlysninger.

Der kom mange gode indspark og kommentarer som Naturstyrelsen har taget med hjem b.la omkring et hyggeligt fristed tæt på spor 5, hvor der er en lille plads ude i bjergfyr krattet. Her kunne flere borgere fortælle om gode minder med børn og børnebørn, som glædede sig over den naturlige legeplads.

Men der var også mere tekniske spørgsmål om hvilke forskellige fyrretræsarter som findes i skoven og hvad forskellen er. Der findes fire arter af fyr i Sandflugtsplantagen, den hjemmehørende skovfyr, de to europæiske arter østrigsk fyr og bjergfyr og så den oversøiske art klitfyr, som på grund af sin evne til at sprede sig i stort tal er uønsket i Sandflugtsplantagen.

Den smukke skov har en særlig historie som værn mod sandflugt. Derfor kan man også se de gamle sandklitter inde mellem træerne. Sandflugtsplantagen er meget besøgt og har hidtil været en produktionsskov, hvor der har været produceret træ. Naturstyrelsen modtog mange gode kommentar, men Jens Peter hæfter sig særligt ved ”at der har været stor bekymring for, at vi (Naturstyrelsen) ville fjerne alle ikke-hjemmehørende arter fra Sandflugtsplanten og dermed bla. de store flotte østrigske fyr. Det var godt at få en dialog om dette og få taget livet af det rygte. Det er kendt, at der i Sandflugtsplantagen er flere særlige arter af insekter og svampe, der lever på gamle fyrretræer, og den natur skal vi understøtte og ikke forringe”. Det forventes, at forvaltningsplanen kommer i offentlig høring efter sommerferien.

52 Planer i høring nu: Lige nu har Naturstyrelsen en række planer i høring. Lokalt for Midtsjælland er det Annebjerg, Ulkerup og Grønnehave skove, Hov vig, Røsnæs og Tuse Næs. ”Vi er spændte på at læse høringssvarene. Særligt i Ulkerup Skov, hvor der er foreslået græsning i store dele af skoven, på nær vejen ind til landsbyen og Ulkerupsjælene har givet anledning til debat. Det er netop derfor sådan nogle planer sendes i høring” siger Jens Peter, som b.la har været forbi lokale heste folk for at oplyse om, at høringen for deres lokale skov nu var i gang. Jens Peter fortæller, at skovvandringerne forsat vil blive kommunikeret ud via lokal aviser, Naturstyrelsens hjemmeside og evt. med skilte i skoven med datoer på. Høringen for de 52 planer er frem til 1. marts.

Læs mere om høringen på Naturstyrelsens hjemmeside.

De næste skovvandringer vil være i Kårup skov og Jyderup skov i løbet af foråret.