Gammelgård Sø indviet: En aften i fugleparadis

På en stille og lun juliaften fik de ca. 50 fremmødte til indvielsen af lavbundsprojektet Gammelgård Sø lov til at komme helt tæt på det nye naturområde, som allerede 10 måneder efter etablering har udviklet sig til et sandt fugleparadis.

Naturstyrelsen har med indvielsen sat punktum for et lavbundsprojekt, som har genskabet Gammelgård Sø i Skanderborg kommune.

Indtil efteråret 2023 lå den nuværende søbund hen som drænet landbrugsjord. Før området kunne sættes under vand, var det nødvendigt med en række anlægstiltag i området. Arbejdet omfattede blandt andet nedlægning af pumpedrift, tildækning af gamle grøfter og omlægning af dræn. Ved at stoppe afvandingen, opstod der efter få måneder en sø, som har forvandlet området til en spændende fuglelokalitet.

Vådområdet er ikke kun skabt for fuglenes skyld. Projektet er et led i klimaindsatsen på tørveholdige landbrugsjorde hvor vådligørelsen af tørvejorden reducerer udledningen af klimagasser og derudover bidrager til at genskabe værdifuld sammenhængende natur i området.

For at markere afslutningen på projektet var områdets lodsejere, samarbejdspartnere og lokale borgere troppet op ved den nye søbred og kunne ved selvsyn konstatere at især fuglene har kvitteret for anstrengelserne. Et par rørhøge havde travlt med at fodre yngel, mens søen var fyldt med forskellige andefugle. Som var det bestilt, sluttede aftenen af med to traner der lydløst fløj hen over hovederne på gæsterne der var på vej hjem fra en aften i fugleparadis.

Læs mere om Gammelgård Sø