Medlemmerne af bestyrelsen for Naturnationalpark Hanstholm kommer blandt andet fra Thisted Kommune, Friluftsrådet og Nors-Tved Borgerforening.
Bestyrelserne skal sikre den lokale inddragelse i naturnationalparken og kan med den nye lokale formand Lars Riis komme med input til Naturstyrelsen om forvaltningen af natunationalparken. Lars Riis fortæller:
“Det bliver enormt spændende at være med til at udvikle Naturnationalpark Hanstholm – det er et smukt område med mange oplevelser. Jeg stiller mig i spidsen for en bredt forankret lokal bestyrelse, der gør det muligt at komme rundt om de lokale interesse og give de input videre til Naturstyrelsen. ”
Også skovrider for Naturstyrelsen Thy, Ole Noe, ser frem til samarbejdet:
“Vi glæder os til at fortsætte arbejdet med etablering af naturnationalparken og ser frem til samarbejdet med den lokale bestyrelse, som helt sikkert vil give os en række værdifulde lokale perspektiver. Formålet med naturnationalparken er fortsat at styrke biodiversiteten i området, hvor naturen kan udvikle sig på egne præmisser. Her er helårsgræsning med store græssende dyr og forbedringen af de hydrologiske forhold en central del. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser for friluftslivet. ”
FAKTABOKS: Om Naturnationalpark Hanstholm
I Naturnationalpark Hanstholm får den vilde natur plads, og dermed styrkes biodiversiteten i området.
Hovedformålet med naturnationalparkerne er at styrke områdernes natur og biodiversitet ved at give mulighed for etablering af større sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad kan udvikle sig på egne præmisser. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser. Naturnationalparken forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn.
Naturnationalparken drives uden landbrug eller skovbrug, og skoven henlægges som urørt skov. Der vil udvikles en mosaik af forskellige naturtyper, der skal give gode levesteder for de vilde dyr og planter.
I naturnationalparken vil store planteædende pattedyr være en vigtig brik i økosystemet. Dyrenes græsning, vandring, tråd, bid og skrab på træer og buske vil være med til at skabe lysninger og en mere varieret natur.
Der skal genskabes naturlig hydrologi, så moser og vandhuller vender tilbage i landskabet. Derved vil der blive skabt mange varierede levesteder for en lang række sjældne og truede dyr og planter.
Med naturnationalparkerne sikres der plads til, at den danske naturs naturlige dynamikker kan slippes fri. Det betyder, at skovene vil blive præget af flere gamle, væltede og rådnende træer.
Naturnationalpark Hanstholm rummer i dag et stort antal sjældne og truede arter af planter og dyr, som har brug for den lysåbne, våde natur og det døde træ for at overleve.