Nu er bestyrelsen nedsat for Naturnationalpark Kompedal

Nu er de 19 repræsentanter fundet, der skal udgøre bestyrelsen for Naturnationalpark Kompedal Plantage. Bestyrelserne erstatter de tidligere lokale projektgrupper, der var oprettet for hver af de 15 naturnationalparker.

Medlemmerne af bestyrelsen for Naturnationalpark Kompedal Plantage kommer blandt andet fra Silkeborg Kommune, Dansk Rideforbund og Kompedallejren.

Bestyrelserne skal sikre den lokale inddragelse i naturnationalparken og kan med den nye lokale formand Ole Nielsen komme med input til Naturstyrelsen om forvaltningen af naturnationalparken. Ole Nielsen fortæller:

“Jeg glæder mig til at stå i spidsen for en bestyrelse, som uden tvivl kan komme med kvalificerede indsigter til Naturstyrelsen. Medlemmerne kender deres eget lokalområde utrolig godt – og derfor kan vi også komme godt omkring de lokale interesser.”

Også skovrider for Naturstyrelsen Søhøjlandet, Søren Hald, ser frem til samarbejdet:

“Jeg glæder mig til at stå i spidsen for en bestyrelse, som uden tvivl kan komme med kvalificerede indsigter til Naturstyrelsen. Medlemmerne kender deres eget lokalområde utrolig godt – og derfor kan vi også komme godt omkring de lokale interesser.”

FAKTABOKS: Om Naturnationalpark Kompedal

  • I Naturnationalpark Kompedal Plantage får den vilde natur plads, og dermed styrkes biodiversiteten i området. 

  • Hovedformålet med naturnationalparkerne er at styrke områdernes natur og biodiversitet ved at give mulighed for etablering af større sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad kan udvikle sig på egne præmisser. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser. Naturnationalparken forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn.

  • Naturnationalparken drives uden landbrug eller skovbrug, og skoven henlægges som urørt skov. Der vil udvikles en mosaik af forskellige naturtyper, der skal give gode levesteder for de vilde dyr og planter.

  • I naturnationalparken vil græssende pattedyr være en vigtig brik i økosystemet. Dyrenes græsning, vandring, tråd, bid og skrab på træer og buske vil være med til at skabe lysninger og en mere varieret natur. 

  • Der skal genskabes naturlig hydrologi, så moser og vandhuller vender tilbage i landskabet. Derved vil der blive skabt mange varierede levesteder for en lang række sjældne og truede dyr og planter.

  • Med naturnationalparkerne sikres der plads til, at den danske naturs naturlige dynamikker kan slippes fri. Det betyder, at skovene vil blive præget af flere gamle, væltede og rådnende træer.

  • Naturnationalpark Kompedal Plantage rummer i dag et stort antal sjældne og truede arter af planter og dyr, som har brug for den lysåbne, våde natur og det døde træ for at overleve.