Medlemmerne af bestyrelsen for Gribskov Naturnationalpark kommer blandt andet fra Gribskov Kommune og foreninger med lokal forankring– såsom Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Orienteringsforbund, Dansk Ornitologisk Forening og Nødebo Lokalråd.
Bestyrelsen skal sikre den lokale inddragelse i naturnationalparken. Den lokale landmand Kaare Larsen er allerede udpeget som formand for bestyrelsen og fortæller her:
“Jeg er meget glad for sammensætningen af den her bestyrelse, som repræsenterer store dele af lokallivet. Det er alt fra jægere til spejdere, der sidder med ved bordet. Alles input er væsentlige, fordi de netop kender deres lokalområde så godt.”
“Vi ser frem til samarbejdet med bestyrelsen, fordi vi med afsæt i det lokale vil få forskellige perspektiver på udviklingen af naturnationalparken. Formålet med naturnationalparken er fortsat at styrke biodiversiteten i området, hvor naturen i området kan udvikle sig på egne præmisser. Her er helårsgræsning med store græssende dyr en central del. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser for friluftslivet.”
FAKTABOKS: Om Naturnationalpark Gribskov
- I Naturnationalpark Gribskov får den vilde natur plads, og dermed styrkes biodiversiteten i området.
- Hovedformålet med naturnationalparkerne er at styrke områdernes natur og biodiversitet ved at give mulighed for etablering af større sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad kan udvikle sig på egne præmisser. Samtidig skal naturnationalparken bidrage til spændende naturoplevelser. Naturnationalparken forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn.
- Naturnationalparken drives uden landbrug eller skovbrug, og skoven henlægges som urørt skov. Der vil udvikles en mosaik af forskellige naturtyper, der skal give gode levesteder for de vilde dyr og planter.
- I naturnationalparken skal der udsættes store planteædende pattedyr, som sammen med de eksisterende hjortearter i Gribskov indgår i økosystemet. Dyrenes græsning, vandring, tråd, bid og skrab på træer og buske vil være med til at skabe lysninger og en mere varieret natur.
- Der skal genskabes naturlig hydrologi, så moser og vandhuller vender tilbage i landskabet. Derved vil der blive skabt mange varierede levesteder for en lang række sjældne og truede dyr og planter.
- Med naturnationalparkerne sikres der plads til, at den danske naturs naturlige dynamikker kan slippes fri. Det betyder, at skovene vil blive præget af flere gamle, væltede og rådnende træer.
- Naturnationalpark Gribskov rummer i dag et stort antal sjældne og truede arter af planter og dyr, som har brug for den lysåbne, våde natur og det døde træ for at overleve.