I slutningen af januar blev der afholdt et vellykket lodsejermøde, hvor lodsejerne blev præsenteret for en gennemført forundersøgelse af et muligt klima-lavbundsprojekt i Ulkær Mose sydøst for Ikast.
Forundersøgelsen viser, at ca. 80% af lodsejerne ser potentiale i projektet – og en jordfordeling i området. En jordfordeling er en slags kabale, der skal gå op: Her skifter jord hænder.
Med den store opbakning fra lodsejerne til projektet er der potentiale for at gennemføre et projekt på ca. 745 ha.
Det er frivilligt at deltage i et klima-lavbundsprojekt, og lodsejerne har været inddraget undervejs i forundersøgelsen. Der er endnu ikke lavet bindende aftaler med lodsejerne om gennemførelse af et projekt, og den kommende fase med igangsættelse af en jordfordeling vil vise, om det er muligt at få gennemført et klima-lavbunds projekt i Ulkær mose.
Gavner klimaet og naturen
Projektets primære formål er at tage tørveholdige landbrugsarealer, de såkaldte lavbundsjorde, ud af drift og dermed reducere udledningen af CO2. Ved at lukke grøfter og hæve vandløbsbunden i Storåens øverste del, bliver området vådgjort, og dermed reduceres omsætningen af tørvejordene og CO2 udledningen.
Projektet vil gavne naturen i området ved at skabe mere varieret natur og sikre værdifulde naturtyper i området til gavn for dyr og planter. Projektet vil også bidrage til mindre okkerudledning til vandløbene og dermed gavne vandmiljøet i Storåen.
Opstart af jordfordeling
For at finde ud af om projektet kan gennemføres sættes der her i foråret i gang i en jordfordeling. Jordfordelingen varetages af Landbrugsstyrelsen, og den skal vise, om der kan findes løsninger for den enkelte lodsejeres arealer, så der både sikres lavbundsjord til projektet og dyrkningsegnet og sammenhængende jord for de lodsejere som deltager.
Det forventes, at jordfordelingerne tager minimum to år. Det er nemlig et stort puslespil, der skal gå op, før projektet kan realiseres. Derfor bliver der formentlig også gennemført flere jordfordelinger i området.
Når jordfordelingen er på plads, og de bindende aftaler med lodsejerne bliver gennemført, vil der skulle laves en mere detaljeret planlægning af gennemførelsen af projektet, og projektet skal i den forbindelse myndighedsbehandles.
Læs mere om projektet på hjemmesiden.
Hvem kan kontaktes:
Anne Jensen, Projektleder Naturstyrelsen tlf 9358 6564 eller mail: annej@nst.dk