Klima-lavbundsprojekt i Ulkær Mose

Naturstyrelsen har gennemført en forundersøgelse i perioden 2023-2024 for et muligt klima-lavbundsprojekt. Forundersøgelsesrapporten er offentliggjort nederst på denne side. Omkring 80 % af lodsejerne viste interesse i forundersøgelsen for en jordfordeling i området. Naturstyrelsen er sammen med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) i juni 2024 gået i gang med en jordfordeling, som forløber de kommende år. Jordfordelingen vil vise, om det er muligt at gennemføre et klima-lavbundsprojekt i Ulkær mose.

Projektbeskrivelse

Naturstyrelsen har i samarbejde med Ikast-Brande kommune i perioden 2023-2024 undersøgt muligheden for et klima-lavbundsprojekt i Ulkær Mose.

Ulkær Mose ligger bynært sydøst for Ikast By, og undersøgelsesområdet i forundersøgelsen var på ca. 1047 ha hvoraf de ca. 850 ha ligger på kulstofrige jorde med mindst 6% tørv.

I Ulkær Mose er der lavbundsarealer med både ekstensivt og intensivt dyrkede landbrugsjord samt natur. Lige sydøst for Ulkær Mose ligger Gludsted Plantage, samt et Natura 2000 område (nr. 53). Natura 2000 området består af et fuglebeskyttelsesområde og et habitatområde. Vandløbssystemet gennem Ulkær Mose udgør den øverste del af Storåren, som løber ud i Nissum Fjord. Landskabeligt udgør Ulkær Mose den øverste del af en ådal, der leder mod nord i Storåens forløb med højderygge på øst- og vest-siden, der afgrænser lavningen. Gennem ådalen er flere gravede vandløb/grøfter, der alle løber til Storåen længere mod vest.

Det væsentligste kriterium for udvælgelse af undersøgelsesområdet var jordens indhold af organisk stof, og dermed mulig CO2 tilbageholdelse ved gennemførelse af et klima-lavbundsprojekt.

Undersøgelsesområdet for Ulkær Mose berører ca. 100 ejendomme, som alle har deltaget i forundersøgelsen.

Udtagning af Lavbundsjord

Projektets primære formål er at reducere drivhusgasudledningen ved at udtage kulstofrige lavbundsjorder af landbrugsdrift og hæve vandstanden i mosen.

Med denne forundersøgelse tages der udgangspunkt i et klima-lavbundsprojekt og det er målet, at der kan skabes et samlet projekt, der som helhed og med de samme indsatser kan opnå flere synergieffekter. Klima-lavbundsprojektet kan således bidrage til at:

  • Opnå CO2-tilbageholdelse
  • Forsinke og tilbageholde vand i mosen. Storåen løber gennem Ulkær Mose og har sit udløb i Gludsted Plantage lige øst for Ulkær Mose
  • Afhjælpe okkerproblematik i området og dermed gavne målsatte vandløb nedstrøms Ulkær Mose
  • Øge biodiversiteten
  • Underbygge udvikling af sammenhængende natur

Forundersøgelsen vil omfatte beregninger af forventet effekt i forhold til reduktion af udledningen af CO2 samt N og P jf. de kriterier til forundersøgelse angivet i BEK nr. 1206 af 26/9-2023.

Projektforløb

Forundersøgelsen for Ulkær Mose er afsluttet i foråret 2024. Forundersøgelsen viser, at det er teknisk muligt at gennemføre et klima-lavbundsprojekt i området med en væsentlig klimaeffekt, og samtidig skabe bedre og mere sammenhængende natur i området. Undersøgelsesområdet var på 1045 ha og forundersøgelsen viser, at det er muligt at lave et lavbundsprojekt på 746 ha.

Den ejendomsmæssige del af forundersøgelsen viser, at der er stor lodsejeropbakning til projektet. Omkring 80 % af lodsejerne ser et potentiale i projektets muligheder. Til sammen ejer de 91 % af arealet i Ulkær Mose.

Forundersøgelsesrapporten kan hentes her.

Bilag til rapporten findes nederst på siden. 

Med baggrund i konklusionen fra forundersøgelsen er der i foråret 2024 igangsat en jordfordeling. Gennemførelse af projektet afhænger af, om der kan indgås frivillige aftaler med lodsejerne. Derfor gennemføres nu en jordfordeling, hvor der er mulighed for at samle og sikre lavbundsarealer til projektet og samtidig tilbyde lodsejerne dyrkningsegnet erstatningsjord for den landbrugsjord, der vil skulle tages ud af drift. Lodsejerne tilbydes køb, salg, bytte af jord eller alternativt en kompensation, for at lade arealerne indgå i projektet.

Projektet finansieres af nationale midler og er med til at understøtte målet om at reducere Danmarks udledningen af skadelige drivhusgasser med 70% frem mod 2030.

Vindmøller og klima-lavbundsprojekter

Der er en proces i gang med at etablere vindmøller i Ulkær Mose. Sideløbende er der igangsat en forundersøgelse for et muligt klima-lavbundsprojekt i Ulkær Mose, hvor det er hensigten så vidt muligt at genoprette naturlig hydrologi i området. Det ene udelukker ikke det andet. Du kan læse mere om dette i notatet i dokumentarkivet.

Fakta

Projekttype: Klima-lavbundsprojekt
Periode: 2022-2028
Samarbejdspartnere: Ikast-Brande kommune 
Økonomi: 91 mio. kr.
Projektareal: 746 ha.

Projektforløb

Ulkær Mose

Kort over projektområdet



Den røde linje markerer projektområdet

Kontakt

Signe Marie Iversen
Projektleder
Naturstyrelsen Søhøjlandet
mail: simai@nst.dk 
tlf.: +45 93 56 40 95

Karina Attermann Høgh
Jordfordeler, SGAV
(Styrelsen for Grøn
Arealomlægning og Vandmiljø)
mail: karhoe@sgav.dk
tlf.: +45 72 42 99 09

Nyheder om klima-lavbundsprojekter