I forbindelse med træfældningsprojektet på Himmelbjerget bliver udvalgte træstubbe nu forvandlet til spændende figurer.
Figurerne skabes af de to erfarne trækunstnere Balder Mo Schiøtte og Peter Hausgaard Gregersen. Sammen går de til opgaven om at bringe skulpturerne til live under temaet ”folket besøger Himmelbjerget.”
"Noget af det som springer i øjnene, når man besøger Himmelbjerget, er de mange sten- og bronzebyster, som vidner om forskellige prominente mennesker. Da vi skulle beslutte os for et tema, faldt snakken hurtigt på, at der gennem tiden er kommet mange flere "almindelige" mennesker på Himmelbjerget. Det kunne være et sjovt tema at udforske. Derudover er en byste meget statisk, og man skal som regel læse på den for at finde den historie, som den fortæller. Vores skulpturer skulle gerne have så meget udtryk, at de kan fortælle selv. Hvis ikke hele deres historie, så i hvert fald nok til at sætte en historie i gang inde i beskueren," fortæller Balder Mo Schiøtte.
"Den røde tråd i træskulpturerne vil være, at det bliver nogle skulpturer, som symboliserer de forskellige mennesker, der besøger Himmelbjerget. Da Balder og jeg er to forskellige trækunstnere vil træskulpturerne have forskelligt udtryk - det er ligesom kunstmalere, der har hver deres penselstrøg. På samme måde har vi hvert vores ”penselstrøg” med motorsavene, og de forskellige håndværktøjer vi bruger til skabelsen af træskulpturerne. Fælles er, at vi giver de fældede træer nyt liv i form af figurer, som vil stå i en årrække og forhåbentlig vække glæde og forundring hos folkene, der går forbi og besøger Himmelbjerget," supplerer Peter Hausgaard Gregersen.
Kunstprojektet finansieres af Tårnkomiteen, Skanderborg Kommune og Naturstyrelsen. Formålet med træskulpturerne er at give de besøgende på Himmelbjerget en anderledes og æstetisk oplevelse i perioden, hvor området ændrer karakter fra at være skov til igen at blive domineret af hedevegetation.
Træfigurerne vil stå råt og naturligt. De vil med tiden udvikle sig til skulpturelle insekthoteller, som gradvist vil forgå over de næste mange år.
Følg med i arbejdet
Arbejdet med at fremstille træfigurerne foregår i uge 10. Du er velkommen til, på afstand, at kigge på og få en snak med kunsterne. Figurerne står langs med den nordlige sti, der fører op til tårnet.