Hundeskoven ved Fussingø flytter

Hundeskoven i Indskovene ved Fussingø lukker pr. 1. november 2024 og erstattes af den nye hegnede hundeskov i Udskovene ved Trehøje (Nr. ålumvej).

Kommer du og din hund ofte i hundeskoven og nyder den frihed det er, at løbe rundt uden den nødvendige snor, så skal du være opmærksom på, at vi flytter hundeskoven og dermed ændrer forholdene i den nuværende hundeskov.

Hundeskoven holder flyttedag d. 1. november 2024, så fra da af må du ikke længere lade din hund løbe frit uden snor i den gamle hundeskov. Du må til gengæld gerne lufte din hund uden snor i den nye hundeskov. Nedenfor kan du se hvor den nye hundeskov er i forhold til den gamle hundeskov.

Mange har vænnet sig til den gamle hundeskov, og de stier der er der. Nu er der skabt en ny hundeskov med nye muligheder for både hunde og mennesker. Vi håber, at I vil tage godt imod den nye hundeskov og få mange gode oplevelser her.

Du tænker måske: ”Hvorfor flytte en veletableret hundeskov?”.

Vi flytter hundeskoven, fordi området, der i dag er hundeskov, skal indgå i Naturnationalpark Fussingø. Her vil du i fremtiden kunne opleve græssende stude og kronhjorte, og færdsel med løse hunde kan udgøre en risiko i denne sammenhæng. Vi ønsker dog stadig at give borgerne mulighed for at lufte hunden uden snor, så vi har fundet en ny placering til hundeskoven.

Regler i hundeskove

Reglen i hundeskoven er fortsat, at din hund må løbe rundt uden snor - men under forudsætning af, at du har fuldt herredømme over hunden.

 

  • Fuldt herredømme betyder ifølge tidligere domme, at hundeføreren kan standse hunden, hvis den fx angriber andre dyr og mennesker.
  • Hunden skal altså have tæt kontakt til føreren og må ikke genere andre gæster, hunde eller det vilde dyreliv, fx ved at true eller løbe efter dem.
  • Hunde, som ikke fx prompte kommer på kald, skal derfor føres i snor eller holdes ved fod - også i hundeskoven.
  • Det er som udgangspunkt hundeføreren, som har ansvaret for at undgå konflikter.

Læs mere om Naturnationalpark Fussingø.

Læs mere om med hund i naturen.