Landet over er der opsat 16 fotopæle i urørte statsskove. Her kan du tage billeder af naturen, og være med til at forevige forandringerne i vores fælles natur.
Der ligger træstammer i forfald i skovbunden fyldt med svampe, biller og mos. Og lysstråler finder vej ned til jorden, og får flere arter til at spire.
I de urørte skove bliver naturen vildere og mere naturlig over tid – og du kan hjælpe med at dokumentere forandringerne.
Rundt om i landet er der opsat 16 fotopæle i urørte statsskove, og én af dem er i Horserød Hegn. Herfra kan alle, der er på skovtur fotografere naturen.
” I Horserød Hegn vil der ske en række forandringer i de kommende år. Der vil bl.a. komme flere moser og vådområder, folde med græssende dyr og mere dødt ved. På den måde skabes der levesteder for en lang række af insekter, dyr og planter. Ved at tage et billede, bidrager du til, at dokumentere forandringerne i Horserød Hegn.” siger skovrider Søren Oldenburg fra Naturstyrelsen Nordsjælland.
Billederne sendes til mailadressen på pælen. Vi sammensætter løbende en film ud fra alle indsendte fotos. Filmen viser naturens udvikling lige ved denne lokale fotopæl over tid.
Her er de 16 fotopæle opsat rundt om i landet.
75.000 ha urørt skov
Netop nu er endnu flere statsskove udpeget til urørt skov, hvilket sikrer, at der nu er udpeget 75.000 ha urørt skov i Danmark som forudsat i en regeringsbeslutning fra 2016.
Heraf er lidt over 70.000 ha på statens arealer, mens de resterende hektar er på private eller andre offentlige arealer.
Dermed er størstedelen af statens skove nu urørte –i Nordsjælland er der udlagt 13.800 ha urørt skov.
”I de urørte skove udfases træproduktionen, og naturen vil blive mere vild. Med mere vand, dødt træ og græsning skaber vi rammen for en spændende skov med meget mere biodiversitet og mange flere arter,” slutter skovrider Søren Oldenburg.
www.vilderenatur.dk
Find din nærmeste fotopæl her
HVAD ER URØRT SKOV?
I de urørte skove er træproduktionen ophørt, og det betyder, at flere træer bliver ældet naturligt og får lov til at falde sammen, forfalde i skovbunden og skabe levesteder til svampe, mosser, laver og biller.
I mange af de urørte skove bliver naturlige vådområder genskabt, og store græssende dyr bidrager til de naturlige økologiske processer ved fx at græsse og trampe.
Alt sammen for at skabe flere levesteder for en lang række plante- og dyrearter.
På baggrund af det ændrede formål med de tidligere drevne skovarealer er der behov for i en årrække at arbejde med en fokuseret naturgenopretning. F.eks. vil mange ikke-hjemmehørende træarter blive fjernet, da de har få tilknyttede arter i forhold til de hjemmehørende træarter. Det skaber mere plads til arter, der hører hjemme i Danmark.