Naturpleje igennem græsningsaftaler på Naturstyrelsen Sønderjyllands arealer.

Du har måske på en af dine yndlingsgåruter i statsskovene, prøvet at stå ved en af Naturstyrelsen Sønderjyllands mange enge, fyldt med græssende dyr. Det er sådan et sted man rigtig kan nyde stilheden, det gode vejr og den rolige natur. De afgræssende dyr, som du måske finder på din vej, er ikke Naturstyrelsens, men ejers af en samarbejdspartner.

Skotskhøjlands kvæg i Fjordmosen, Nørreskoven, Als Foto: Dorthe Mikkelsen

Naturstyrelsen har behov for at vores naturarealer bliver afgræsset, da afgræsningen hjælper med at naturarealerne ikke gror til og det skaber en bedre natur. For at lave den naturforvaltning som Naturstyrelsen ønsker for statens lysåbne naturtyper, skal vi indgå i et samarbejde med ejerne af de afgræssende dyr. Det samarbejde kaldes en forpagtningsaftale.

Når Naturstyrelsen bortforpagter statens areal til afgræsning, laves en faglig vurdering af, hvad det er for et naturareal og en vurdering af hvordan netop dét naturareal skal forvaltes. Er der tale om f.eks. en sur hede med lav forekomst af næring, kan forvaltningen af netop dette areal bestå i afgræsning med kreaturer eller heste egnet til naturpleje med lav græsningstryk. Hvis der til gengæld er tale om næringsrig tør eng, uden nogle særlige eller sjældne arter, kan et forslag til naturforvaltningen være afgræsning med enhver form for afgræsser, slæt eller en kombination heraf.

Når Naturstyrelsen har behov for, at areal bortforpagtes, bliver der udarbejdet et udbud. Udbudsmaterialet består af en udbudsannonce, hvor de vigtigste elementer fremhæves, f.eks. hvornår er der budfrist, størrelsen på arealet, kan der søges tilsagn på arealet, findes der et eksisterende tilsagn og hvordan skal arealet drives. Skal der hårdføre racer på arealet, skal der afgræsses med geder eller er det tilladt at afgræsse med malkekvæg. Er der krav til hvornår dyrene skal udbindes og hjemtages. Udbudsmaterialet består ligeledes af et udkast til en forpagtningskontrakt som indeholder alle kravene som Naturstyrelsen stiller i disse samarbejdsaftaler der laves, når staten lægger areal til rådighed for andre. Der udarbejdes kortmateriale således det er tydeligt hvor naturarealet ligger, hvor er hegnslinje, hvor er tilkørselsforhold, vand og så videre. Slutteligt udarbejdes et naturmål, således det er tydeligt for landbrugeren og Naturstyrelsen, hvilken retning der skal arbejdes hen imod, altså en beskrivelse af hvad der ønskes for naturen på arealet.

Både private og erhverv kan byde på disse udbud, så længe de kan efterleve de vilkår som er i forpagtningskontrakten. Når der indgås en aftale, kan forpagter eller dyreholder forvente at have rådighed over arealet i 5 år, med mulighed for forlængelse i yderligere 5 år, altså sammenlagt 10 år.

Naturstyrelsen Sønderjylland udbyder hvert år en række aftaler, primært forpagtningsaftaler. I år 2025 har Naturstyrelsen Sønderjylland udbudt 9 forpagtningskontrakter, gældende fra i år. Udbuddene laves altid inden april, således forpagteren og Naturstyrelsen Sønderjylland selv, kan få de korrekte arealer med i fællesskemaet ved Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, altså det gamle Landbrugsstyrelsen. Udover udbuddene bliver en lang række kontrakter ligeledes forlænget.

Naturstyrelsen Sønderjylland har i skrivende stund 131 kontrakter, altså arealer hvor der samarbejdes med andre om at forvalte statens natur, primært gennem afgræsning med også slæt og nogle få kontrakter vedrørende omdriftsarealer.

Hvis du er interesseret i at indgå et sådant samarbejde gennem forpagtning med Naturstyrelsen Sønderjylland, er du velkommen til at kontakte os og ellers hold øje med vores hjemmeside, hvor udbuddene bliver lagt op.

Læs mere om udbud og udleje her