Mere variation - mere biodiversitet
Bortset fra Vestskoven, så er skovene i mere end 200 år blevet drevet med det formål at producere gavntræ til f.eks. møbler og huse. Regeringen har besluttet, at en stor del af Naturstyrelsens statsskove fremover skal forvaltes med det formål at øge biodiversiteten og samtidig give gode muligheder for friluftslivet. Det betyder, at der igangsættes en stor ændring af skovenes funktion og udseende, idet træerne på sigt ikke skal stå tæt og på rad og række. Som skovgæst vil du derfor opleve en masse tiltag, der vil skabe de bedst mulige rammer for fåtallige og truede arter og for udvikling af urskovsagtige tilstande.
I de første år skal der foretages omfattende naturgenopretning ved bl.a. at give mere plads til de hjemmehørende arter, ved at fjerne fremmede træarter, ved at genskabe søer og vandhuller – kort sagt ved at skabe variation. Skovene skal derefter være urørte forstået på den måde, at der ikke fældes træer, som skal sælges. Fældes der træer, vil det primært være for at højne sikkerheden på offentlige veje eller ved f.eks. sheltere inde i skovene.
Mere græsning i skovene
I Søllerød Kirkeskov og i Vestskoven planlægger Naturstyrelsen at etablere øge arealet med græssende dyr ved at udvide 4 eksisterende folde i skovene.
Den ene ligger i Søllerød Kirkeskov, mens de 3 andre ligger i Vestskoven.
Der planlægges således ikke med ny græsning i Jonstrup Vang, Lille Hareskov, Bøndernes Hegn. Det skyldes at Naturstyrelsen vurderer, at der er andre skove, hvor det er mere hensigtsmæssigt at prioritere græsningen.
I alle foldene vil der blive etableret klaplåger og/eller stenter for at sikre adgang til området for skovens brugere.
Oversigt over forslag til folde, som planlægges etableret eller udvidet og som er sendt i høring 3.7 -11.9 2025:
Søllerød Kirkeskov og Rygård.
Eksisterende folde (og søer) er vist med lyseblåt, mens udvidelsen af folden ved Degnemosen er vist med mørkegrøn farve i den røde cirkel.
Udvidelsen sker ved inddragelse af løvskov domineret af bøg og birk og er på lidt over 3 ha.
Den nye fold vil så blive knap 7 ha. stor.
Vestskoven.
Eksisterende folde (og søer) er vist med lyseblåt, mens udvidelse af 3 folde er vist med mørkegrøn farve i de røde cirkler.
- Folden i vest er en udvidelse på ca 3 ha. i en 54 årig egebevoksning.
- Folden i midten lige nord for Herstedhøje er en uvidelse på knap 1 ha i en 41 årig lindebevoksning.
- Folden i øst er en udvidelse på knap 20 ha i bevoksninger med 56 årige lærk, 46 årige bøge, 20 årige douglasgran samt 18 årige ege.
Mulighed for at kommentere på planerne
Høringsperioden løber fra d. 3. juli til og med 11. september 2025, hvor borgere og interesseorganisationer kan komme med input til de 40 forvaltningsplaner.
Man kan finde yderligere information på Naturstyrelsens høringshjemmeside:
Høringsmaterialet kan også ses på www.høringsportalen.dk
Som noget nyt skal høringssvar indgives til Naturstyrelsen via følgende online formular.