Offentlig høring af udkast til 40 forvaltningsplaner for urørt skov 2025

Forvaltningsplanerne var i høring fra den 3. juli 2025 til og med den 11. september 2025

Naturstyrelsen er i gang med at udarbejde forvaltningsplaner for urørt skov. Der skal udarbejdes op mod 200 konkrete forvaltningsplaner. Der er på nuværende tidspunkt udarbejdet 133 forvaltningsplaner for urørt skov som er godkendt og som danner grundlaget for forvaltningen i de konkrete skove.

Den offentlige høring af 40 forvaltningsplaner for urørt skov

Den 3. juli blev den offentlige høring af 40 forvaltningsplaner igangsat. De konkrete forvaltningsplaner, der nu er lavet forvaltningsplanforslag for, ligger spredt ud over hele Danmark.

Høringsmaterialet

Høringsperioden løb fra den 3. juli til og med den 11. september 2025.

Du vil også kunne finde høringen på Høringsportalen.

Alle kunne deltage i høringen og afgive høringssvar. Ved afsendelse af høringssvar modtog respondenterne en kvitteringsmail. Her blev der gjort opmærksom på, at alle høringssvar bliver offentliggjort i et høringsnotat samt at alle svar er omfattet af aktindsigt, læs nærmere i bilag 2 nedenfor. 

Om forvaltningsplanerne for urørt skov

Udarbejdelse af forvaltningsplanerne følger Naturstyrelsens proces for tilvejebringelse af planforslag med heraf følgende lokal inddragelse i form af lokale skovvandringer og en offentlig høring. Planerne justeres med 5-6 års intervaller eller efter behov og en hovedrevision mindst hvert 15. år. For hvert udpeget urørt skovområde udarbejder Naturstyrelsen en forvaltningsplan inden for rammerne af de vedtagne overordnede retningslinjer for urørt skov. Retningslinjerne er overordnede, så der i de konkrete forvaltningsplaner kan tages højde for specielle lokale forhold og hensyn. 

Forvaltningsplanerne beskriver de tiltag, der iværksættes til sikring og udviklingen af naturværdier, og genoprettelse af de naturlige strukturer. Naturlig hydrologi genoprettes så vidt muligt. Der skabes lysninger, og mere naturlig variation i skovens struktur og tæthed. Det sker ved veteranisering af træer, fjernelse af ikke-hjemmehørende træer og efterladelse af dødt ved til svampe og insekter. Urørt skov er dermed skov, hvor kommerciel skovdrift er ophørt, naturlige dynamikker udfolder sig og biodiversiteten understøttes.

Forvaltning af urørt skov

Med urørt skov forstås forstlig urørt – dvs. kommerciel skovdrift ophører, så formålet bliver at fremme biodiversitet. De nye udpegninger af urørt skov vil følge de politisk godkendte ''Overordnede retningslinjer for forvaltning af urørt skov – i statens skove''.