Der har inden for de sidste par uger været fire situationer, hvor der er blevet klippet hul i hegnet rundt om Naturnationalpark Gribskov, ligesom lågerne ind til naturnationalparken i flere tilfælde bliver holdt åbne, fordi ukendte personer har placeret stubbe eller pinde. Samtidig modtager Naturstyrelsen Nordsjælland trusler om hærværk.
Hærværket har nu nået et omfang, der har fået Naturstyrelsen Nordsjælland til at anmelde det til politiet. Skovrider for Naturstyrelsen Nordsjælland, Søren Oldenburg, fortæller:
- Det er en situation, som vi ser meget alvorligt på, fordi vores stude risikerer at komme uden for naturnationalparken, og det kan skabe farlige situationer på de store trafikerede veje, der går gennem Gribskov. Vi anser hændelserne for decideret hærværk. Det er vores indtryk, at det er helt bevidste handlinger, begået af ganske få personer, som nu har nået et omfang, der gør, vi politianmelder hærværk og chikane.
Søren Oldenburg frygter, at hærværket kan føre til, at de græssende dyr i naturnationalparken slipper ud:
- Jeg er helt med på, at der er nogle folk med stærke holdninger til naturnationalparken, men jeg må her understrege, at det aldrig må gå så vidt som til at begå kriminalitet i form af hærværk på statens ejendom og bevidst ødelægge vores hegn og dermed lukke studene ud, så de kan blive kørt ned, og mennesker, fx bilister kan komme til skade.
Hærværk koster mange ressourcer
Naturstyrelsen Nordsjælland vil derfor opfordre til, at folk, der ser opklippede hegn eller blokerede låger og tager et billede og sender til Naturstyrelsen Nordsjælland: nsj@nst.dk. Man må også meget gerne bistå med at lukke låger, hvis man møder åbne låger på vej ind og ud af området.
- Hver dag bliver vi nødt til at gå et 22 km langt hegn med 25 låger efter for hærværk. Det, sammenholdt med trusler om hærværk, er både utrygt for vores medarbejdere, og vi bruger rigtig mange ressourcer på arbejdet.
Søren Oldenburg pointerer, at naturnationalparken i Gribskov – sammen med de 14 andre landet over – er besluttet af Folketinget, og der har efter udpegningen været proces med naturvandringer, høringer, en lokal projektgruppe som nu er afløst af en bestyrelse osv. I hele processen har det været muligt for alle at komme med synspunkter eller bekymringer.
Blandt andet fremgår antallet af låger, hegnslinjen og valget af dyr af en projektbeskrivelse, der har været debatteret i bestyrelsen og været i offentlig høring, hvor alle har kunnet komme med synspunkter mv., før den blev endelig politisk vedtaget.
Om ca. et år gennemfører bestyrelsen sammen med Naturstyrelsen en evaluering og taget stilling til eksempelvis antal låger, andre placeringer af låger og lignende. Hvis man som borger har forslag til ændringer, er man altid velkommen til at kontakte Naturstyrelsen Nordsjælland.
Hegnet skal sikre, at dyrene bliver inde
Krondyr og stude blev lukket ud i Naturnationalpark Gribskov i slutningen af april. Her skaber de store græssende dyr nye levesteder for flora, funga og fauna. Med deres ekskrementer, græsning, tramp og bid af træer og buske skaber dyrene nye levesteder – nye boliger – til gavn for fugle, insekter, svampe og planter.
Hegnet om den 1300 ha store naturnationalpark er sat op for at sikre, at de græssende dyr bliver inden for området. I hegnet er der etableret mange passager, som giver mulighed for at de mindre dyr som rådyr, ræv, grævling mm. kan gå ind og ud af hegnet.
Særligt når man færdes blandt dyr
Græssende dyr i indhegninger er generelt rolige og har ved normal adfærd ingen interesse i at nærme sig mennesker.
I indhegningen gælder de almindelige regler for færdsel i statsejet natur. Det betyder blandt andet, at du må færdes overalt og døgnet rundt til fods. Herudover vil veje, stier og ruter lede dig rundt, så du kan opleve det store naturområde – uanset om du er til fods, til hest eller på cykel.
Hunden skal holdes i snor i hele området.
Det er de græssende dyrs ejer, der vurderer, om dyrene skal støttefodres – du må derfor ikke fodre dyrene, da der bl.a. er risiko for, at dyrene smittes med sygdomme og bliver opsøgende.
Læs mere om Naturnationalpark Gribskov:
Naturnationalpark Gribskov - Naturstyrelsen
Læs mere om, hvordan naturen forvandler sig og bliver vildere til gavn for biodiversiteten: https://vilderenatur.dk/