Kom med på vandring og hør om naturnær skovdrift

Naturstyrelsen Thy inviterer til skovvandring tirsdag d. 12. maj 2026 i Vilsbøl Klitplantage, hvor en af vores medarbejdere vil fortælle om Naturstyrelsens arbejde med naturnær skovdrift.

Vil du gerne blive klogere på, hvordan Naturstyrelsen driver store dele af skovene i Thy og Han Herred? 

Så deltag i Naturstyrelsens skovvandring 12. maj i Vilsbøl Klitplantage, hvor en af vores medarbejdere vil fortælle om naturnær skovdrift, og hvor der vil være rig lejlighed til at stille spørgsmål til Naturstyrelsens arbejde. 


Hvad er naturnær skovdrift?

Skovdriften udfases på mange af Naturstyrelsens arealer i takt med, at der udpeges naturnationalparker og mere urørt skov. Men der er fortsat store skovområder i Thy, som forvaltes efter principper for naturnær skovdrift. 

Det vil sige, at mængden af træ, der fældes, ikke overstiger tilvæksten i skovene. Derved sikrer vi, at der ikke ”høstes” mere, end skovene kan producere. Samtidig understøtter vi skovens naturlige biologiske mekanismer og tager særlige hensyn til biodiversiteten.

Skovvandringen finder sted i Vilsbøl Klitplantage tirsdag d. 12. maj fra kl. 19.00-21.00. 

Praktiske oplysninger:

Vi mødes ved badepladsen ved Nors Sø. Mødestedet er markeret på kortet.

Efter en kort præsentation kører vi i skoven. Vi kører i egne biler. 

Skovvandringen inkluderer små gåture, så husk at have solidt fodtøj på. Gåturene vil både foregå på grusbelagte veje og i skovbunden og undervejs afholdes en form for workshop med fællesspisning.


Alle er velkomne, og vi håber, at mange vil møde op og høre mere om skovene i Thy og den måde, de forvaltes på. På skovvandringen vil der både være mulighed for at stille spørgsmål og dele idéer. 

Tilmelding til ckr@nst.dk senest fredag d. 8. maj 2026.

Tilmelding er nødvendig fordi, der undervejs vil blive serveret en sandwich og en sodavand.


Læs mere om naturnær skovdrift her: https://naturstyrelsen.dk/vildere-natur/naturnaer-skovdrift