Vær med til indvielse af Danmarks første nyplantede ”urørte” statsskov

Mandag den 1. juni 2026 indvies første etape af Højballe Skov ved Horsens – den første skovrejsning etableret under Den Grønne Trepart med det formål, at den skal blive til urørt skov.

Dronefoto fra Højballe Skov den 21. maj 2026. Foto: Naturstyrelsen.

Højballe Skov er Naturstyrelsens første skovrejsningsprojekt med sigte på urørt skov. I Højballe Skov er naturen derfor ikke indpasset – den inviteres til at være med fra begyndelsen og præge, hvordan skoven udvikler sig, med mange forskellige arter, varieret vegetation og gode levesteder for dyr og planter.

Skoven etableres på tidligere landbrugsjord ved Egeberg og Gedved tæt på Horsens Fjord. Ud over at udvikle sig til et mangfoldigt skov- og naturområde vil skoven bidrage til at binde CO2, reducere kvælstofudledningen til Horsens Fjord og sikre rent drikkevand i området i fremtiden. Samtidig åbnes området op med nye stier, udsigtspunkter og andre rekreative muligheder til glæde for borgerne.

Indvielse af første etape

I maj sidste år blev planerne for den første etape af det nye store skov- og naturområde præsenteret. Nu er ikke mindre end 141.460 træer på 160 hektar plantet i Højballe Skov, og nye stier inviterer til at gå på opdagelse i det spændende skovlandskab.

For at markere, at første etape af skoven nu er færdigplantet, inviterer Naturstyrelsen i samarbejde med Horsens Kommune, Samn Forsyning og Growing Trees Network alle interesserede til en hyggelig eftermiddag under åben himmel, når vi i fællesskab indvier Højballe Skov.

På dagen kan du høre meget mere om skovrejsning med henblik på urørt skov – og samtidig selv bidrage aktivt til, at skoven får en levende start.

Du kan blandt andet være med til at plante de sidste træer, lægge marksten tilbage i landskabet eller gribe en spade og rode i jorden som en grævling – og på den måde skabe små ujævnheder og fordybninger i jorden. Den slags mikro-topografi er vigtig for biodiversiteten.

Og fik du et lille egetræ med hjem i pleje fra sidste års arrangement, hvor planerne for skoven blev præsenteret, så ta’ det endelig med tilbage og plant det i den nye skov.

Program:

15:00 – 15:20: Velkomst og taler

  • Skovrider Søren Hald, Naturstyrelsen
  • Borgmester Peter Sørensen, Horsens Kommune
  • Formand Andreas Boesen, Bestyrelsesformand for Horsens Vand A/S og Næstformand for Samn Forsyning ApS
  • CEO Kim Nielsen, Growing Trees Network 

Fællessang: ’Vi vil plante et træ’ af Erik Busk

15:20 – 16:30: Bidrag til skovens etablering og få mere viden om Højballe Skov

  • Håndplantning af træer
  • Dekoration af plantepinde
  • Læg marksten tilbage i landskabet  
  • Ager grævling – rod i jorden, så overfladen bliver mere ujævn
  • Guidet tur ud til den nye stenbestrøning med udsigt til Ejer Bavnehøj
  • Hør om Højballe Skov som demonstrationsprojekt for skovrejsning til urørt skov
  • Hør om 150 års indvinding af drikkevand fra Højballe-område

Praktisk information

Tid: Mandag den 1. juni kl. 15-16:30

Mødested: Mellem Vandmøllevej og Højballevej, 8700 Horsens

Medbring tøj efter vejret og tag gerne din spade med 

Mødested ved Højballe skov mellem Vandmøllevej og Højballevej. Parkering langs vejen.

Yderligere oplysninger

Læs mere om Højballe Skov på Naturstyrelsens hjemmeside:

https://naturstyrelsen.dk/ny-natur/skovrejsning/hoejballe-skov  

Kontakt: Anders Busse Nielsen, projektleder for skovrejsning ved Naturstyrelsen Søhøjlandet, telefon 51 33 06 92.

Fakta om urørt skov i Højballe Skov

     Skovrejsning med sigte på ny urørt skov handler om langt mere end at plante træer.

I Højballe Skov sættes naturens udvikling i gang på flere forskellige måder, så landskabet kommer til at veksle mellem skov, lyse og åbne naturarealer, enge, vandhuller, moser og lavninger

  • Nogle områder plantes til med mange forskellige arter af træer og buske, mens andre områder får lov at gro til af sig selv.
  • Markdræn afbrydes, så vandet kommer tilbage i landskabet igen.
  • Der etableres lysåbne områder, og sten lægges ud som levesteder for blandt andet insekter og smådyr.
  • I store dele af skoven vil græssende dyr bidrage til at skabe naturlige lysninger og brede overgange mellem skov og åbne områder – en variation, der giver et godt udgangspunkt for udvikling af biodiversiteten allerede fra skovens første år.