Lettilgængelige faciliteter

Her kan du finde inspiration til lettilgængelige naturoplevelser over hele landet

Velkommen

Velkommen til Naturstyrelsens side for dig, der gerne vil ud i vores skønne natur, men som måske føler dig udfordret eller begrænset, fordi du sidder i kørestol, bruger rollator, triller med barnevogn eller lignende.


I Naturstyrelsen arbejder vi mod, at naturen skal være for alle. Og du skal vide, at vi dermed løbende forsøger at sikre, at naturen så vidt muligt også er åben og tilgængelig for dig.
Vi ved godt, at det ikke er alle steder, der er tilgængelige i dag, og at vi ikke er i mål endnu - men vi arbejder løbende på at forbedre tilgængeligheden i de statslige naturområder, så flere kan få glæde af vores fælles natur.


På udinaturen.dk kan du søge og finde turforslag til en let tilgængelig vandretur. Det er f.eks. muligt at søge efter ruter og udsigtstårne uden trin og trapper, handicaptoiletter, shelters med lift eller gulvudtræk og ruter med lavt besøgsniveau. Ligesom det er muligt at søge på længden på ruter og hældningsgraden.

Søgemulighederne er udviklet med input fra mennesker med handicap og tilgodeser en bred vifte af forskellige behov. Find din næste naturoplevelse på udinaturen.dk - Alle ud i naturen

Udinaturen.dk viser ruter og faciliteter, der er offentligt tilgængelige – både kommunale, private og statslige. Der er aktuelt mere end 150 ruter og tilhørende faciliteter, og der kommer løbende flere til.

Er du nysgerrig på de muligheder, som Naturstyrelsen tilbyder, så har vi på kortet herunder vist et udsnit af lettilgængelige naturoplevelser landet over, der er nemt tilgængelige, delvist tilgængelige eller som f.eks. rummer handicapvenlige faciliteter, fast underlag, eller andre muligheder, som gør det muligt for flere at komme ud i naturen.


Rigtig god tur!