Svampe til juledekorationer
Svampe er oplagte at samle. Det skal være de seje læderagtige og hårde træagtige, der sidder på dødt træ. Det er lovligt at samle, men lad være at brække dem af, hvis I ikke vil have dem med hjem. Og sidder de på et træ langs en vej eller sti, så husk at de øvrige skovgæster kan nyde synet af dem i mange år, hvis de ikke ender i en juledekoration.
De store frugtlegemer af svampe kan man med fordel lægge en tur i fryseren nogle dage, inden de bruges. Ofte er de fulde af krible-krabledyr, og ved frysningen slås de ihjel.
Padehatte f.eks. skørhatte og fluesvampe frister mange - kan de ikke tørres og bruges til jul? Det er muligt at bevare dem nogenlunde, hvis de er plukket helt friske. Det var for et par måneder siden - så husk det til næste år! Man skal dyppe dem i blomstervoks. Herved indkapsles de og kan holde sig, forudsat larverne ikke allerede er i gang med at æde dem. Tørres kan de naturligvis også men så er de ikke særlig smukke mere. Pas på med nogen af de flot farvede svampe, de kan være giftige at spise, også selvom de står i en juledekoration.