Geologi

Skovene i Fussingø står på et stærkt bakket terræn på randen af Nørreåens og Skalsåens store brede ådale ned mod den 29 meter dybe Fussing Sø. Bakkerne er såkaldte falske bakker, der er dannet af smelte- og regnvandets nedbrydning af dalsiderne i slutningen af den sidste istid. Fussing Sø ligger i en lavning, der skyldes indsynkning i randen af en kæmpe blok salt i undergrunden, en såkaldt salthorst.

Landskabet omkring Fussingø er præget af de to store vandløbssystemer. I Indskovene løber Skalsåen, der begynder på bunden af Fussing Sø som et utal af kilder, mod nord og derefter mod vest for til sidst at munde ud i Hjarbæk Fjord. Vandet i Nørreåen syd for Udskovene begynder derimod sin vandring mod havet vest ved Viborg, løber videre mod øst for at mødes med Gudenåen og ender derefter ud i Randers Fjord til Kattegat.

De to vandløb har ikke altid været adskilte af det kuperede morænelandskab mellem Indskovene og Udskovene. Da isen efter den sidste istid begyndte at smelte, løb vandet mod vest ud over den store hedeslette i Vestjylland. Gletcherranden smeltede langsomt mod øst og dannede en barriere, så smeltevandet kun kunne løbe mod vest. Gudenå systemet løb mod nord og blev tvunget til at løbe via Nørreådalen og videre gennem Skalsådalen til Hjarbæk Fjord. Først da isen var smeltet helt bort og barrieren mod øst dermed var væk, kunne Nørreåen og Gudenåen løbe uhindret ud i Kattegat.

Fussingøs oldtid

Fussingø har været beboet siden stenalderen. De første sikre beviser, vi har på bosættelser i området, er fra bondenstenalderen, der starter 4.200 f.Kr. Fra denne periode har man fundet en masse slebne flintøkser. På en mark ved landsbyen Svinding, der grænser op til Udskovene, har man desuden fundet en jordfæstegrav fra slutningen af stenalderen. Graven er dateret til 2350 - 1701 f.Kr. Ved Ålum, der ligger lige syd for Udskovene, er der fundet spor efter en stenalder-bosættelse dateret 2800 - 2351 f.Kr. Der er også udgravet bygninger, kogestensgruber og keramik fra overgangen mellem slutningen af stenalderen/ældre bronzealder til yngre bronzealder. Disse fund er dateret til 1300 - 1101 f.Kr. I Indskovene finder man desuden mere end 30 gravhøje, og i Udskovene mere end 40 gravhøje, der formentlig også stammer fra bronzealderen.

I Ålum er der fundet spor efter en jernalder-bosættelse, dateret 500 f.Kr.-1066 e.Kr, og områdets landsbynavne giver også et fingerpeg i retning af jernalderen, da en stor del ender på -ing og -um, hvilket er et typisk træk for jernalder-byer. De gamle landsbyer har ligget placeret på kanten af ådalene, hvor også Nørreå og Skals Å løber, hvilket har givet nem adgang til såvel højlandets skove og dalens store enge. For bønder der primært levede af kvægavl, har forholdene været ideelle. Der må dog også ganske tidligt været kommet landdyrkere til, der ryddede højlandet for skov for at dyrke korn. Det antyder navne som Svinding (svitning, afbrænding) Vorning (udmark) og måske Kvorning (stedet med korn).

Langt op mod vor tid vedblev den lette adgang til eng, ager og skov at være af stor betydning for såvel bønderne som adelen. I 1100-tallet havde de gamle landsbyer fundet deres nuværende pladser, men befolkningsvæksten og en forbedret landbrugsteknik fik bønderne til at opdyrke ny jord og foretage nye bosættelser.

Fussingøs historie

Omkring 1555 opfører Albret Skeel en herreborg på en lille halvø i Fussing Sø, efter at hans tidligere hovedgård Gjandrupgård, som muligvis har ligget i Gjandrup omkring 5 kilometer fra Fussingø, blev afbrændt under grevefejden af Skipper Clements bondehære. Albret Skeel tilhørte en indflydelsesrig slægt. Han var en af Christian 3.'s betroede mænd og har måske støttet kongen økonomisk i hans krigsførelse. Vi ved nemlig, at kongen sidenhen skyldte ham betydelige summer og måtte give ham gårde og gods i pant, hvilket passede Albret Skeel udmærket. Han var nemlig meget interesseret i at skabe godser, hvor han kunne anvende stordriftsformer. Fussingø er nok den danske herregård, der længst er gået i arv fra slægt til slægt. Det har ikke været den samme slægt eller våben, men de var dog alle i familie med hinanden fra den første Albret Skeel til den sidste lensgreve Carl Ludwig Scheel-Plessen, der måtte afstå godset til den danske stat i 1947. De første fem generationer bar navnet Skeel. Da Fussingø i 1702 overgik til slægten Plessen ved giftemål, blev navnet videreført som Scheel von Plessen (1702-1830) og siden under Scheel-Plessen.

Omkring 1790 beordrede grev Christian Ludvig Scheel von Plessen den gamle herregård nedrevet, og i stedet blev Fussingø Slot opført i nyklassicistisk stil lidt vest for Fussing Sø cirka 1795. Meget af materialet fra den gamle borg blev genbrugt til det nye slot, der dog kun blev i én etage med en høj kælder, hvor den gamle borg havde været i tre etager plus kælder. Den nye hovedgård blev næsten udelukkende brugt til sommerresidens af såvel grev Christian Ludvig Scheel von Plessen som hans efterkommere. Greven havde i 1771, da han blev amtsmand over Københavns amt, bosat sig på Lindholm, for at være nærmere hovedstaden.

Det har været lidt af en gåde, hvorfor godsejeren valgte at nedrive den gamle herregård. Grevinde Elisabeth Stolberg, født komtesse Plessen, der levede på Fussingø 1932-44 husker at havde fået fortalt, at det nye byggeri skyldes, greven var overbevist om, at den gamle herreborg var underlagt en forbandelse, efter at han havde mistet sin unge hustru og seks børn. Han drog derfor til Italien og lod godsforvalteren finde et nyt sted til det nye slot. Historien har dog næppe rod i virkeligheden, da der ikke findes dokumentation for, at greven skulle have mistet en kone og seks børn. Optegnelser viser, at han kun fik et barn, og at såvel hans hustru som søn overlevede ham.

Den selv samme greve interesserede sig stærkt for at forbedre bøndernes kår og var derfor en af 13 ud af landbokommissionens 16 medlemmer, der gik ind for stavnsbåndets ophævelse. I 1775 gav han bønderne deres gårde i arvefæste, en form for begrænset selveje. Bønderne betalte en årlig rente til godset, og efter betaling af et ejerskiftebeløb kunne gården frit overlades til slægtninge eller andre. Hundrede år senere rejste taknemmelige bønder en obelisk i godsets prydhave som tak.

Den tyske slægt Skeel von Plessen ejede godset indtil slutningen af 2. verdenskrig, hvor ejendommen blev konfiskeret af den danske stat som en slags krigsskadeerstatning. Fussingø Slot anvendes i dag til udstillinger af kunst og kunsthåndværk. De øvrige bygninger rummer blandt andet naturskole, naturbørnehave samt domicil for Naturstyrelsen, Kronjylland.