Grevinge Skov ligger for foden af Vigbuen – en af de tre Odsherredbuer, der blev skabt af isen for 15.000-18.000 år siden – og som i dag udgør skelettet i landskabet i Odsherred.

Skoven ligger på nordskråningen ned mod den inddæmmede del af Sidinge Fjord. Indtil midten af 1800-tallet, hvor Sidinge Fjord blev inddæmmet, lå skoven helt ud til fjorden. Selve skoven er meget bakket – op til 30-40 meter over den gamle flade fjordbund.

Der er ingen tvivl om, at der har boet mennesker i Grevinge Skov lige siden oldtiden. Det vidner de mange stendysser om. I skoven er der registreret ti oldtidsminder – alle fra stenalderen – og mange af dem meget velbevarede og imponerende.

Hamlets Grav

Det gælder først og fremmest Hamlets Grav. Det er langdysse fra bondestenalderen, 4.200-1.800 år f.v.t. Dyssen er ni meter bred og 39 meter lang. Dyssekammeret med sine fire bæresten – dækstenen mangler – er omgivet af omkring 60 store randsten. Graven ligger kun et par hundrede meter vest for den inddæmmede Sidinge Fjords strandbred.

Ifølge de gamle sagn skulle det være kæmpen Hamle, der ligger begravet i dyssen. 39 meter lang i fuld udstrækning med hovedet mod øst og fødderne mod vest! Man taler også om Shakespeares sagnhelt Hamlet eller Amled. Men Hamlet siges at være begravet en håndfuld andre steder rundt omkring i Danmark, så man kan nok konkludere, at det ikke er den danske prins, der er blevet begravet på stedet. Men det gør ikke dyssen mindre imponerende.

Stendysser gemt i skoven

Skoven gemmer på mange andre flotte stendysser. En af de lettest tilgængelige er dyssen, der ligger, hvor den gennemgående ”hovedvej” krydser Rævebakkevej. På toppen af en lille jordhøj ligger resterne af et dyssekammer med fem bæresten og en dæksten, hvoraf halvdelen på et tidspunkt er blevet bortsprængt af en stenhugger. Indgangen til dyssekammeret er afgrænset af fire sidesten.

Af andre dysser kan bl.a. nævnes Hulehøj og Horsebjerg. Du kan se alle dysserne på kortet. Desuden er der fundet en køkkenmødding i skoven lige nord for Hamlets grav.

Køkkenmøddingen – en affaldsbunke fra bondestenalderen – er markeret med granitsten med en kongekrone og bogstaverne FM, der står for fortidsminde. Selve køkkenmøddingen er der ikke meget at se af, men du kan se såvel østers- som muslingeskaller og flintafslag i mulvarpeskud i området.

Skoven forsvandt

På det tidspunkt har der været skov over det meste af Odsherred, og skoven har været dominerende helt frem til 1500-tallet, hvor befolkningsvæksten tog fart og behovet for træ og landbrugsjord eksploderede.

Resultatet blev en omfattende skovrydning, og i slutningen af 1700-tallet var kun 2-3 procent af landet dækket af skov. I dag er ca. 14 procent dækket af skov, og målet er at tallet skal komme helt op på omkring 20-25 procent i løbet af de kommende årtier.

Lykkens Hegn

Grevinge Skov var heller ikke blevet skånet. Da man i slutningen af 1700-tallet begyndte at indhegne skov og plante ny skov, var der kun to små skovområder tilbage i det, der er i dag er Grevinge Skov. Det var Lykkens Hegn i den sydøstlige del af skoven og Holtemose Hegn i den sydvestlige del.

Disse skovområder er omtalt helt tilbage i 1600-tallet. Resten af den nuværende skov var overdrev, der blev brugt til græsning for bøndernes kreaturer. Især engene ned mod Sidinge Fjord har været værdifulde til græsning.

Grevinge skov bliver til

Allerede i 1779 begynder man at indhegne Lykkens Hegn og Holtemose Hegn. På den måde kunne man holde bøndernes dyr ude af skoven. Tidligere havde det været bøndernes ret at lade kreaturerne græsse i skovene, som var mere åbne end i dag. Bønderne havde også ret til at hente tømmer og brænde til eget brug i skoven.

I 1781 inddrager man overdrevet mellem de to skove og begynder at plante det til. Senere planter man også engarealerne ud til Sidinge Fjord til med skov. Omkring 1843 har skoven fået sin nuværende størrelse på 230 hektar.

Der bliver først og fremmest plantet nåletræer, og skoven får sine lige veje – også kaldet spor – og sit plantagepræg. Med tiden har skovbilledet ændret sig. I dag er Grevinge Skov løvskov domineret af bøg. Og skoven har med de senere års vægt på naturnær skovdrift fået et langt mere vildt og naturligt udseende.

Fjorden inddæmmes

I 1841 beslutter man at inddæmme Sidinge Fjord, og året efter begynder inddæmningen af fjordarmen. I stedet for at ligge ud til fjorden bliver  skoven nabo til landbrugsjord, hvor der bl.a. dyrkes korn, kartofler og gulerødder. Som et led i inddæmningen bliver der anlagt en kanal langs hele skovens nordlige kant.

Tyskere i flyverskjul

Helt i fred bliver skoven dog ikke ladt. Under 2. verdenskrig vurderede tyskerne, at de havde brug for en nødflyveplads i Odsherred. De kunne bruge de flade marker på den inddæmmede fjord op til skoven som landingsbane. Og bagefter kunne de trække flyene i skjul ind i skoven.

Så vidt vides er der kun landet en eneste tysk flyvemaskine i krigsårene. Det var en lille Fischler Storch.

Men ser man nærmere efter, kan man tydeligt se sporene efter tyskernes grundighed. Ud mod fjorden er der anlagt flere såkaldte rullebaner, der er brede nok til, at en maskine med et vingefang på 13 meter kan rulle  ind i skoven til en af de 10-12 standpladser, der blev lavet til flyene, som var helt dækket af trækronerne fra luften. Desuden kan man se rester af de skærver, der blev hugget og lagt på stierne for at gøre dem mere farbare. Over kanalen, der afgrænser skoven mod nord, blev der anlagt en bro, som flyene kunne rulle henover.

Trods den diskrete placering kendte det engelske efterretningsvæsen til ”Nødflyveplads Vig” og havde kort over landingsbanerne og placering af ammunitionsdepoter og mandskabsbunkere i nærheden. Kortet var tegnet af en dansk modstandsmand og sendt illegalt til England.

”Bageovnen”

Fra samme tid stammer en mystisk ”bageovn” ved skovvejen lige ved nødflyvepladsen. Hvad den murede konstruktion har været brugt til er et mysterium. Nogle siger, at det var til opbevaring af ammunition eller olie, andre at det var en maskingeværrede, mens en tredje teori er, at det var til at varme olien op, så maskinerne lettere kunne starte. Den rigtige forklaring efterlyses stadig.

Naturens egne lyde i en stille skov

I dag er skoven igen et fredeligt sted, der gemmer på store naturværdier og historiske minder.

Selv om der i sin tid blev plantet mest nåletræer, er det i dag fortrinsvis løvskov med bøg som det dominerende træ. Der bliver produceret en hel del træ i skoven, men efter at man er gået over til en mere naturnær skovdrift, får skoven i højere grad lov til at passe sig selv. Det vil sige, at den får lov til at så sig selv, og at faldne træer får lov til at ligge til glæde for bl.a. svampe og insekter. Man vedligeholder heller ikke længere dræn. Det undlader man for at genskabe de gamle vådområder i skoven.

Grevinge Skov er i dag en meget smuk og uforstyrret skov, der indbyder til en stille vandretur. Er du inde i skoven, kan du ikke høre nogen biler – kun naturens egne lyde.