Margueritruten - Midtjylland

Foto: Per Fløng

Mødes på midten

Den midtjyske Margueritrute kan tages i bidder, da både den nordjyske, den vestjyske og den østjyske mødes her i midten.

Begynder man i Struer ved den sydligste del af Limfjorden er første must i naturen Klosterheden. Det er godt nok en lille afstikker i retning af Lemvig, men det er Danmarks tredjestørste skovområde med bævere, der bygger dæmninger, med en af landets største bestande af kronvildt og desuden både grævling, ræv og odder. Her går også kvæg og plejer naturen året rundt. Svampejægere har succes med at finde blandt andet kantareller, tragtkantareller, Karl Johan og indigo rørhat.

Isfuglen og vandnymfem

Margueritruten triller mod Herning og kort efter kører man ind i et særpræget, bakket landskab, der har fået sin form efter årtiers udvinding af brunkul. Også her i de forladte Søby Bunkulslejer kan kronvildt, råvildt og dåvildt lide at være. Forår og efterår kan man se traner på træk - enkelte tranepar yngler her. Ved Meldgård Sø kan man møde isfuglen – og også vandnymfen Lille Blåpil, som man troede var uddød, er set her.

Længere sydpå ad Margueritruten kører man ind på en af Danmarks største indlandsheder Randbøl Hede, hvor blandt andet hedelærken synger, og hvor den sjældne mariehøne-edderkop gemmer sig i sit hjem i jorden, og hannen på en lun dag og en sydvendt skråning leder efter hunner.

Dollerup Bakker formet af is

Man kan også indlede sin Midtjyllands-Margueritrutetur i Viborg. Her kan man i Viborg Plantage se rester fra det oprindelige krat fra dengang mellem 1780 og 1860, da Danmark rejste store områder med skov. Syd for Viborg ligger Hald Sø og Dollerup Bakker, som istiden har formet til et enestående landskab,

Landskab på øverste hylde

Den tredje indgang til den midtjyske Margueritrute er selve midten af Jylland – Silkeborgskovene med Søhøjlandet som det højest liggende område i Danmark. Silkeborgskovene er en del af kongerigets suverænt største skovområde, og helt særligt for dem er, at de alle grænser op til små eller store søer. Her er der frit valg på alle hylder. Kan man lide nåletræer, må man gå til de sandede skrænter og i dalene, foretrækker man løvskov, findes de på plateauerne.

Himmelbjerget, som alle børn kender, giver udsigt til det hele. Men også andre steder i området, blandt andet i Velling Skov med ældgamle bøgetræer, er der formidable udsigtspunkter – for eksempel Velling Gavl og Velling Kalv.

Læs mere om Margueritruten her