Dyr

De vilde heste

Hestene lever så vidt muligt uden menneskers indblanding. Hvis vinteren er særligt streng og føden knap, bliver der lagt stråfoder ud. Ellers sørger dyrene for sig selv. For at undgå indavl må man dog udskifte førerhingsten med mellemrum. Den nuværende hingst blev hentet hertil i januar 2019.

Exmoor-ponyen er ca. 130 cm høj, målt over skulderen. Farven er altid brun – i forskellige nuancer – med sorte ben, man (det lange hår langs hestens hals) og hale. Pelsen er lysere på mulen, omkring øjnene og i lysken. Kæberne i det kraftige hoved har plads til store kindtænder. Det er en fordel, når man skal tygge næring ud af tørt græs, lyng og magre urter. Også de lidt udstående øjne med de tykke øjenlåg er karakteristiske.

Exmoor-ponyen har egenskaber, som den gør den særligt egnet til at overleve under barske vilkår. Vinterpelsen består inderst af et tykt lag uldhår, der fungerer som en varm sweater. Udenpå ligger et lag af længere dækhår, som beskytter mod vind og vand. Pelsen holder så godt på kropsvarmen, at sne kan blive liggende på hestens ryg uden at smelte. Og hårhvirvler sørger for, at dækhårene vender den rigtige vej, så vand kan løbe af. Under huden har exmoor-ponyerne et tykt fedtlag. Fedtlaget dannes i løbet af sommeren, så ponyerne er godt isoleret om vinteren. Sommerpelsen er kort og glat.

Exmoor-ponyerne på Sydlangeland stammer fra en flok på Tærø ved Møn. Her har en flok heste levet vildt siden 1964, da de blev udsat som led i et privat forskningsprojekt. Da Naturstyrelsen i 2003 besluttede at benytte heste i naturplejen af Sydlangeland, fik man mulighed for at købe heste fra Tærø. De første 12 heste blev udsat på strandengene ved Klise Nor nord for Bagenkop i juni 2003. Her bor i dag en flok på ca. 10 dyr. I 2006 kom flokken på det store areal ved Dovns Klint så til.

Den sjældne klokkefrø

Sydlangeland nyder status som Natura 2000-område. Det betyder, at naturen er særligt bevaringsværdig og beskyttet efter specielle EU-regler. Klokkefrøen er en af de arter, som gør området til noget særligt. Den lille, sortbrune frø med de karakteristiske orange eller gule pletter på undersiden er en af vore mest truede arter. Den var tidligere udbredt på øerne i Det Sydfynske Øhav, men var omkring 1990 næsten udryddet. For at redde bestanden er den nu sat ud flere steder, bl.a. på Sydlangeland.

Ved vandhullerne kan du være heldig at få et glimt af den sjældne frø. I yngletiden om foråret kan du høre dens særprægede kvækken, der lyder som gøgens kukken eller som et pust i en flaske. Lyden kan høres op til tre km væk.

Søen ved Ørnehøj blev gravet i 1992. I dag yngler den lille vandsalamander her. Den var før almindelig over hele landet, men er gået stærkt tilbage. Dræning af levesteder og udsætning af fisk og ænder, som æder den, er de største trusler. Lille vandsalamander er – som alle danske padder – fredet.

Planter

I Sydlangelands åbne landskaber med enge, strandenge, overdrev og moser lever masser af plantearter. Fordi området græsses af, kan sollyset nå helt ned til jordoverfladen. Det er grunden til, at så mange forskellige plantearter kan vokse her.

Blandt dem er flere truede arter. Det gælder f.eks. orkideer som skov-gøgeurt og maj-gøgeurt, der blomstrer om foråret. Smalfliget brandbæger med de gule blomster er så sjælden, at den i dag har sit eneste danske voksested på Sydlangeland. Her kan du også støde på tandrod med de lyslilla blomster og den gule tiggerranunkel.

Den sære skælrod

Ved foden af visse løvtræer, især hassel, kan du støde på en sjælden og usædvanlig vækst. Skælroden har i modsætning til de fleste andre planter ikke grønkorn. Dens stængel og de få blade er kødfarvede, og om foråret får den velduftende, rød-hvide blomster. Skælrod er en snylter, som suger næring fra værtsplantens rødder.

Læs mere om skælrod på fugleognatur.dk

Skovfirben 

Ved Dovns Klint kan du støde på et krybdyr, der er i tilbagegang herhjemme. Skovfirbenet holder til i fugtige områder og sætter pris på den varierede natur, som findes ved Dovns Klint.

Fugle på land, til vands og i luften 

Mange fuglearter, som engang var helt almindelige på marker og enge, er i dag trængt af det moderne, effektive landbrug. I Sydlangelands åbne landskab kan man dog fortsat se viber, sanglærker og agerhøns.

Mange ænder og grågæs holder til på Keldsnor og på Søgård Sø, som genopstod, da man holdt op med at pumpe vand væk fra de fugtige områder. Den lille sø nord for Søgård er dannet på samme måde og er blevet et yndet tilholdssted for ænder og vadefugle. 

Om foråret flokkes andefugle som ederfugl og havlit på havet ved Dovns Klint. Efterårets store fugletræk mod syd giver mulighed for at opleve rovfugle som spurvehøg, hvepsevåge, rørhøg og tårnfalk og mere sjældne arter som fiskeørn og rød glente, når trækker sydpå. Også den sorte stork er blandt trækgæsterne.

Grisehyl i mosen 

Hører du lyden af grisehyl ved skumringstid i Gulstav Mose, stammer de næppe fra en gris. Det er snarere lyde fra fuglen vandrikse, som findes i stort tal her. Vandriksen er beslægtet med blishøne og tilbringer det meste af sit liv i rørskoven. Her anlægger den et helt netværk af stier, som den bruger, når den leder efter føde. Vandriksen spiser stærkt varieret med både insekter, frøer, snegle, småpattedyr og andre fugle på menuen.

Sjælden sanger

Den er mindre end en gråspurv, men noget mere iøjnefaldende og sjælden. Den voksne han hos karmindompappen kan kendes på de røde fjer på hoved, bryst og overgump, som også har givet den navn. Karmindompappen kommer til Sydlangeland fra vinterkvartererne i Indien og Sydøstasien i maj for at yngle. Hvis du er heldig, kan du høre den synge fra trætoppene omkring Gulstav Mose.

Svalerne i klinten

Digesvalen holder til i klinter og skrænter, hvor den graver lange ”rør”. Inderst inde bygger den sin rede. Digesvalerne yngler sammen i kolonier, og i sommerhalvåret kan du møde dem ved klinterne på Sydlangelands spids.

Rigt insektliv 

Det afvekslende landskab med mange plantearter tiltrækker en rigdom af sommerfugle som det hvide C og storplettet perlemorssommerfugl. Også flere arter af mariehøns lever her. Du kan støde på arter med både 16 og med 22 prikker.

Læs mere om dyrene i Miljøstyrelsens artsleksikon

Græs med knivskarpe kanter

I moseområder vokser hvas avneknippe. Og den bærer sit navn med rette. Det er en meterhøj halvgræs med knivskarpe, savtakkede bladkanter, som let skærer hul på en finger. De brune blomster springer ud i august-september. Hvas avneknippe er sjælden i Danmark.

Læs mere om hvas avneknippe på fugleognatur.dk

Blandt orkideer i stævningsskoven

Stævningsskovene Vestre og Østre Gulstav byder på et helt særligt planteunivers. I stævningsskove ”stævner” – eller beskærer – man på skift træerne i ét område, men lader resten af skoven stå. Det giver en meget varieret skov. Træerne bliver ikke så høje, når de jævnligt skæres ned. Til gengæld findes mange store og ofte hule stubbe, også kaldet stød. Nystævnede områder veksler med tættere bevoksning og større træer og buske.

Skovene har formentlig været drevet som stævningsskove i flere hundrede år, og nogle af træerne er lige så gamle. De fleste af skovenes planter er sandsynligvis efterkommere af Langelands oprindelige bevoksning. Gulstavskovene kaldes derfor naturskove. En stævningsskov rummer typisk mange træarter. I Gulstavskovene er der registreret ikke færre end 42 forskellige slags træer og buske. Blandt dem er hassel, ask, bævreasp, rødel, eg, elm, navr, tjørn, avnbøg og pil.

Bunden af skovene er om foråret dækket af hvide anemoner. Siden kan du opleve et udvalg af indfødte danske orkideer som den stærkt rosafarvede tyndakset gøgeurt og ægbladet fliglæbe med beskedne små, lysegrønne blomster. Også hulrodet lærkespore og storblomstret kodriver findes her.

Læs mere om tyndakset gøgeurt i Miljøstyrelsens artsleksikon

Læs mere om ægbladet fliglæbet i Miljøstyrelsens artsleksikon