Signaturprojekter

Signaturprojekter er større geografiske områder, hvor man undersøger mulighederne for at udvikle natur og biodiversitet i stor skala. Formålet er blandt andet, at udvikle og genoprette natur, beskytte og forbedre levesteder for dyr og arter samt bidrage til implementering af naturgenopretningsforordningen.

Store naturområder for fremtidens Danmark

Aftalekredsen bag Aftale om et Grønt Danmark har besluttet, at der frem mod 2035 skal etableres minimum 10 signaturprojekter. I 2026 kortlægger og analyserer Naturstyrelsen i tæt samarbejde med kommuner og lokale treparter seks udvalgte områder. Målet er at undersøge mulighederne for at skabe større, sammenhængende naturområder med mere plads til biodiversitet, naturgenopretning og robuste landskaber.

Projekterne skal blandt andet:

  • forbinde eksisterende naturområder
  • ​tage landbrugsjord ud af drift
  • ​styrke natur og biodiversitet i stor skala.

Der er endnu ikke truffet beslutning om, hvilke områder der skal videreføres som signaturprojekter.

​Analysesporene i 2026 

Kortlægningen i 2026 skal vise, hvordan et signaturprojekt konkret kan udvikles, og hvilke rammer, hensyn og processer der er afgørende for at lykkes. Arbejdet består af både en tværgående national analyse og seks lokalt forankrede analyser. Alle analyser tager udgangspunkt i de samme centrale temaer, herunder:

  • ​lokal forankring, organisering og kommunikation 
  • ​ejerskabsstruktur
  • landbrugsforhold
  • geografisk afgrænsning
  • økonomi og finansiering
  • juridiske rammer og muligheder
  • scenarier for mulige signaturprojektområder. 

Signaturprojekter - et tæt samarbejde på tværs

Analysearbejdet for signaturprojekterne sker i et samspil mellem nationale og lokale aktører. Arbejdet er organiseret på både nationalt og lokalt niveau.

Nationalt arbejdes der med fælles rammer, analyser og prioriteringer samt koordinering på tværs af de seks signaturprojekter.

Lokalt tilpasses arbejdet de konkrete forhold i områderne gennem tæt samarbejde med kommuner og lokale trepartssekretariater samt øvrige lokale aktører, som bidrager til udviklingen af analyser og mulige løsninger. Inddragelse er afgørende for analysen i 2026. 

Signaturprojekterne bygger på frivillighed og afhænger af lokal opbakning. Målet er at udvikle løsninger, der både styrker naturen og tager hensyn til lokale forhold og interesser.

Fakta

Projekttype: Naturgenopretningsprojekt
Periode: Analyse og kortlægning marts - december 2026
Økonomi: 10 mio. kr. til analyse og kortlægning i 2026

Seks analyseområder

Har du spørgsmål?

Kontakt: Line Svane Pedersen

Projektleder

lisvp@nst.dk

+45 23 25 80 63