Klimalavbundsprojekt Hulmose og Hunderup Bæk

Naturstyrelsen har lavet en indledende screening af lavbundsjorder mellem Store Darum, Gredstedbro og Hunderup i Esbjerg Kommune, og der er potentiale til at kunne lave et klima-lavbundsprojekt. Et klima-lavbundsprojekt har som primært mål at mindske udledning af CO2 til atmosfæren. Projektet har også som mål at mindske udledning af kvælstof til Vadehavet og øge naturindholdet i området. Naturstyrelsen Vadehavet står for projektet i samarbejde med Esbjerg Kommune, Jysk Landboforening samt udtagningskonsulenterne fra SEGES. Projektet vil kun blive gennemført i det omfang, der er opbakning fra lodsejerne i området.

Hvorfor lave et projekt på lavbundsjorder?

I ådale og i de lavtliggende tidligere eng- og moseområder er der et højt indhold af kulstof i jorden i form af tørv. Fra naturens hånd er lavbundsjorderne skabt som enge og moser, hvor jorden i det mindste i perioder er fugtig eller våd. Gennem tusinder af år er der ophobet planterester i jorden, fordi materialet ikke er blevet nedbrudt, da de mikroorganismer, der nedbryder planterester - smådyr, svampe og bakterier - har brug for ilt. Når jorden er våd, er der ikke noget ilt og planteresterne hober sig derfor langsomt op.

I Danmark har vi drænet og grøftet lavbundsjorder for at kunne udnytte dem bedre til landbrug og afgræsning. Udtørring af jorden medfører, at der trænger ilt langt ned i jord, der tidligere var vandmættet. Det gør mikroorganismerne i stand til at nedbryde de gamle tørvelag. Resultatet er, at jorden langsomt synker sammen og at der bliver frigivet CO2 til atmosfæren i takt med nedbrydningen af tørven.

Projektbeskrivelse

Dette mulige klima-lavbundsprojekt "Hulmose og Hunderup Bæk" ligger mellem Store Darum mod nord og Gredstedbro mod syd, og undersøgelsesområdet dækker et område fra Hunderup i øst til havdiget mod vest. Der er givet tilladelse til at lave en forundersøgelse af området, som skal afdække mulighederne for at lave et projekt i området, der både er omkostningseffektivt og kan få tilslutning fra lodsejerne, da det er frivilligt for dem at være med. 

Indsatsen i et klima-lavbundsprojekt går ud på at give afvandet jord den naturlige fugtighed tilbage ved f.eks. at afbryde dræn og kaste grøfter til. Områderne må efterfølgende ikke opdyrkes og ændringen tinglyses på ejendommen. Efterfølgende vil områderne ikke kunne pløjes, omlægges eller dyrkes, men være permanente græs- eller naturområder. Meget gerne med afgræsning og høslæt. En meget vigtig del af projektet er at sikre at områder, der ikke er med i projektet, ikke vil blive påvirket af ændret afvanding. Lodsejerne tilbydes enten værditabskompensation eller engangskompensation for ikke længere at kunne afvande og opdyrke jorden, eller erstatningsjord et eller flere andre steder i området via en jordfordeling.

Teknisk og biologisk forundersøgelse

Forundersøgelsen har til formål at afdække de tekniske og biologiske forhold, så der er et tilstrækkeligt oplyst grundlag til at vurdere, om projektet kan realiseres. Undersøgelsesområdet er på ca. 941 hektar.

Der vil parallelt med ovennævnte hovedformål blive undersøgt, om området kan understøtte andre formål som fx friluftsliv og forbedring af naturværdierne i området.

Ejendomsmæssig forundersøgelse

Den ejendomsmæssige forundersøgelse foregår ved at der laves møder med hver enkelt lodsejer, hvor der tages en snak om lodsejeres ønsker, holdninger og planer for deres areal i fremtiden. Disse data vil samlet give en afklaring af, hvilke muligheder, der er for at udføre et eventuelt projekt.

Jordfordeling

Deltagelse i klima-lavbundsprojekter er frivillig. Lodsejerne inden for undersøgelsesområdet, der ønsker at deltage i projektet, kan gøre det på forskellige måder:

De kan vælge at få enten værditabs- eller engangserstatning og beholde jorden med en tinglysning om, at den ikke må afvandes, opdyrkes eller gødskes.

Det er også muligt at indgå i projektets jordfordeling, hvor man kan afgive sin lavbundsjord og i stedet for få højere liggende erstatningsjord i nærheden.

Man kan også kombinere de to muligheder ved både at beholde sin jord med værditabs- eller engangserstatning og benytte projektets jordfordeling til at anskaffe sig ekstra jord i området, både lavbundsjord og højereliggende jord.

Den sidste mulighed er at sælge sin lavbundsjord til markedspris til Naturstyrelsen, der derefter vil bruge jorden til jordfordelingen med de andre lodsejere.

Jordfordelingen sættes i gang efter at en forundersøgelse har vist, at det er muligt at udføre et projekt. Den ledes af en jordfordeler fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), som sammen med et lodsejerudvalg og en landbrugsrådgiver fastsætter en pris på de forskellige jorder i området. Herefter vil der være en individuel dialog med samtlige lodsejere om projektet, hvor projektets muligheder præsenteres for den enkelte lodsejer og hvor individuelle ejendomsmæssige forhold drøftes.

Fakta

Projekttype: Klima-lavbund

Periode:
2026-2030

Undersøgelsesområde:
941 ha

Projektforløb

Kort over undersøgelsesområdet

De røde linjer markerer undersøgelsesområdet

Kontakt

Asger Buur Munch
Projektleder
Naturstyrelsen Vadehavet
mail: abjen@nst.dk
tlf.: +45 21 79 21 68

Søren Dalsgaard
Projektleder
Naturstyrelsen Vadehavet
mail: sodal@nst.dk
tlf.: +45 61 92 11 18

Nyheder om klima-lavbundsprojekter