Klima-lavbundsprojekt Lindet

Naturstyrelsen Vadehavet har lavet en foreløbig screening af et større lavbundsområde øst for Lindet Skov, som har vist at der er et godt potentiale for et klima-lavbundsprojekt i området. Naturstyrelsen har derfor i januar 2025 igangsat en forundersøgelse af et muligt klima-lavbundsprojekt.

Hvorfor lave et projekt på lavbundsjorder?

I ådale og i de lavtliggende tidligere eng- og moseområder er der et højt indhold af kulstof i jorden i form af tørv. Fra naturens hånd er lavbundsjorderne skabt som enge og moser, hvor jorden i det mindste i perioder er fugtig eller våd. Gennem tusinder af år er der ophobet planterester i jorden, fordi materialet ikke er blevet nedbrudt, da de mikroorganismer, der nedbryder planterester - smådyr, svampe og bakterier - har brug for ilt. Når jorden er våd, er der ikke noget ilt og planteresterne hober sig derfor langsomt op.

I Danmark har vi drænet og grøftet lavbundsjorder for at kunne udnytte dem bedre til landbrug og afgræsning. Udtørring af jorden medfører, at der trænger ilt langt ned i jord, der tidligere var vandmættet. Det gør mikroorganismerne i stand til at nedbryde de gamle tørvelag. Resultatet er, at jorden langsomt synker sammen og at der bliver frigivet CO2 til atmosfæren i takt med nedbrydningen af tørven.

Projektbeskrivelse

Beskrivelse af muligt projekt

De tekniske og ejendomsmæssige forundersøgelser er afsluttet i foråret 2026. Resultatet er et projektforslag på i alt 622 ha (undersøgelsesområdet var 690 ha). Forundersøgelserne viser at der kan gennemføres et effektivt klima-lavbundsprojekt, under forudsætning af at lodsejerne ønsker at være med. Hvis projektet gennemføres som beskrevet kan ca. 5.900 tons CO2-ækv./år tilbageholdes.

Mulige projekttiltag vil være at tage de kulstofrige arealer ud af omdrift og efterfølgende at skabe mere naturlige vandforhold på arealerne ved grøftelukning og sløjfning af dræn, så jorden bliver vådere. Som led i projektet laves der foranstaltninger, der skal sikre, at områderne uden for projektområdet ikke bliver påvirkede af projektet, så de kan dyrkes som hidtil.

Næste skridt - Jordfordeling

Hvis lodsejere inden for projektområdet ønsker at deltage i projektet, er der mulighed for at få kompensation og beholde jorden eller at indgå i en jordfordeling og erhverve sig erstatningsjord i nærheden af undersøgelsesområdet.

Jordfordelingen ledes af en jordfordeler fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), som sammen med et lodsejerudvalg og en landbrugsrådgiver vil fastsætte en pris på de forskellige jorder i området. Herefter vil der være en individuel dialog med samtlige lodsejere om projektet, hvor projektets muligheder bliver præsenteret for den enkelte lodsejer, og hvor individuelle ejendomsmæssige forhold bliver drøftet.

Jordfordelingen forventes påbegyndt i løbet af 2026 og forventes at vare et par år.  

Fakta

Projekttype: Klima-lavbund

Periode: 2025-2029

Projektareal: 690 ha

Projektforløb

Kort over projektområdet

De røde linjer markerer projektområdet

Kontakt

Simon Fly-Petersen
Projektleder
Naturstyrelsen Vadehavet
mail: sifly@nst.dk
tlf.: +45 61 92 11 16

Søren Dalsgaard
Projektleder
Naturstyrelsen Vadehavet
mail: sodal@nst.dk
tlf.: +45 61 92 11 18

Nyheder om klima-lavbundsprojekter