Klima-lavbundsprojekt Mjang Dam

Naturstyrelsen Sønderjylland er ved at realisere et klima-lavbundsprojekt ved Mjang Dam. Projektet afløser et tidligere planlagt vådområdeprojekt, hvor der var udført en teknisk forundersøgelse i 2017-2019.

Projektbeskrivelse

Formålet med klima-lavbundsprojektet er, at reducere udledningen af drivhusgasser ved at tage landbrugsjorde ud af drift og genetablere en mere naturlig vandtilstand på arealerne. Realiseringen af et klima-lavbundsprojekt ved Mjang Dam vil derfor indebære, at den nuværende afvanding bringes til ophør ved at lukke grøfter, afbryde dræn og stoppe pumpen, som afvander området. Disse indgreb vil føre til en hel eller delvis vandmætning af jorden inden for store dele af projektområdet. Når arealerne igen gøres våde medfører det en reduktion i udledt CO2 og en ændring af udvaskning af næringsstoffer fra oplandet. Naturstyrelsen har erhvervet hele projektområdet.

Supplerende forundersøgelse

I perioden 2017 - 2019 får Naturstyrelsen udarbejdet en teknisk forundersøgelse, som skal kortlægge muligheden for, at etablere et vådområdeprojekt ved Mjang Dam.  viste, at et vådområdeprojekt ikke kunne realiseres på grund af beregningerne for fosfortab til de nedstrøms liggende vandområder. I marts 2022 blev fosforregnearket opdateret, således at vurderingen af fosfortab og -følsomhed foretages konkret på hvert projekt. Naturstyrelsen har i 2020 erhvervet størstedelen af projektområdet.

Der er i 2023/24 udarbejdet en supplerende forundersøgelse for klima-lavbundsprojektet, hvor udledningen af næringsstoffer fra projektområdet er genberegnet i forhold til tidligere tekniske forundersøgelse. Den nye genberegning viser, at der ved realisering af projektet forventes at kunne opnås en mindre reduktion af udvaskningen af fosfor, hvor tidligere beregninger viste en merudledning.

Projektet forventes for fosfor således samlet at medføre en positiv påvirkning af Mjang Dam, Lillehav og Augustenborg Fjord.

For kvælstof forventes projektet samlet at medføre en reduktion af udledningen til de tre vandområder på 2.256 kg N pr. år svarende til 52 kg N pr. ha. pr. år.

Klimaeffekt

Formålet med et klima-lavbundsprojekt er at reducere udledningen af drivhusgasser, ved at tage landbrugsjorde ud af drift og genetablere en mere naturlig vandtilstand på arealerne. Realiseringen af et klima-lavbundsprojekt ved Mjang Dam vil derfor indebære, at den nuværende afvanding bringes til ophør ved at lukke grøfter, afbryde dræn og stoppe pumpen, som afvander området. Disse indgreb vil føre til en hel eller delvis vandmætning af jorden inden for store dele af projektområdet.

Projektet har potentiale til at bidrage med en årlig reduktion af klimagasser svarende til 698 ton CO2-ækvivalenter.

Mere natur og et rigere fugleliv

Store dele af projektområdet er i dag beskyttet natur. Ved at skabe en mere naturlig vandstand uden pumpning, er der grundlag for at naturen kan udvikle sig, og der vil blive skabt flere våde enge. Der er et rigt fugleliv i og omkring Mjang Dam. Projektet vil kunne forbedre levevilkårene for især engfugle og vandfugle, da der vil blive mere frit vandspejl i dele af området. Med opkøb af flere arealer omkring Mjang Dam, ønsker Naturstyrelsen at skabe et større sammenhængende naturområde med afgræsning, til gavn for både dyre- og plantelivet. Projektet indeholder forslag til restaurering/regulering af vandløbene i området. De fysiske og biologiske forhold for fisk, smådyr og planter i vandløbene forbedres ved genslyngning og restaurering af vandløbenes fysiske forhold.

Samarbejde om rekreative interesser

Udover at klima-lavbundsprojekter skal reducere udledningen af CO2, er der også fokus på synergieffekter som f.eks. rekreative interesser, naturforhold, biodiversitet, friluftsliv og andre elementer, som skaber en merværdi. Ildsjæle fra lokale, grønne organisationer er kommet med input til f.eks. placering af fugletårn og tiltag der kan forbedre området for storke. Endvidere vil der i samarbejde med Sønderborg Kommune blive undersøgt, om det er muligt at lave en stiforbindelse mellem Mjang Dam og Augustenborg og gøre området mere tilgængeligt som et bynært, rekreativt område. Stisystemet etableres under hensyntagen til fuglelivet, så der fortsat vil være uforstyrrede yngle- og rasteområder.

Tidligere vådområdeprojekt

Naturstyrelsen Sønderjylland har i perioden august 2017 til september 2019 fået gennemført en teknisk forundersøgelse af mulighederne for at gennemføre et vådområdeprojekt ved Mjang Dam i Sønderborg Kommune. Forundersøgelsen viste, at et vådområdeprojekt ikke kunne realiseres på grund af beregningerne for fosfortab til de nedstrøms liggende vandområder i forhold til daværende vidensniveau om udvaskning af fosfor. Sidenhen har et forskningsprojekt givet ny viden om udvaskning af fosfor fra pumpelag, som har dannet baggrund for den supplerende tekniske forundersøgelse. Vådområdeprojektet er i dag erstattet af Klima-lavbundsprojektet.

Fakta

Projekttype: Statsligt klima-lavbundsprojekt 
Periode: 2022-2027
Samarbejdspartnere: Sønderborg Kommune 
Økonomi: Budget 2,35 mio. kr. 
Projektareal: ca. 43 ha

Projektforløb

Kort over projektområde

Kontakt

Torben Tankred
Projektleder
Naturstyrelsen Sønderjylland
mail: totan@nst.dk
Mobil: +45 21 43 89 75
Hovednummer: +45 72 54 35 00

 

Nyheder om klima-lavbundsprojekter