Klima-lavbundsprojekt Ryomgård

Naturstyrelsen Himmerland er i Syddjurs Kommune på vej til at etablere et klima-lavbundsprojekt i området ved Ryom Å tæt ved Ryomgaard. Det væsentligste kriterium for udvælgelsen er jordens indhold af organisk stof og dermed mulig tilbageholdelse af CO2 ved vådgøring af arealerne.

Ryom å marts 2023

Projektbeskrivelse

Projektområdet

Forundersøgelsen er gennemført i perioden 2023-2024.

Det undersøgte område er beliggende i området mellem Ryomgaard og Kolind. Området udgøres af en smeltevandsdal med afløb gennem Kolindsund til Kattegat via Grenåen. De stejle ådalsskrænter bevirker, at projektet på nord- og sydsiden af Ryom Å afgrænses naturligt. Som udgangspunkt ændres der ikke på hovedløbets bund, brinker eller forløb og derfor vil de nuværende vandstandsforhold i Ryom Å opstrøms projektområdet kunne bibeholdes.

Projektområdet omfatter 256 ha og vurderes at indeholde betydelige mængder tørvejord. En jordfordelingskendelse fandt sted d. 1. oktober 2025, hvorved Naturstyrelsen nu ejer ca. 170 ha af projektområdet. De resterende arealer ejes af 10 lodsejere.

Projektområdet afvandes flere steder med dræn og grøfter og enkelte steder med pumpestationer. Centralt i området løber det regulerede og ca. 17 km lange vandløb Ryom Å. Ryom Å har sit udspring tæt ved Ommestrup syd for Mørke. Udvejs på sin færd mod Kattegat modtager Ryom Å vand fra en del tilløb, heriblandt Hulbæk, Bønbæk, Korup Å og Tjerrild Å.

Formål

Formålet med klima-lavbundsprojekter er at mindske tabet af klimagasser til atmosfæren. Det sker ved at tage kulstofrige lavbundsjorder ud af landbrugsmæssig drift og genskabe en naturlig grundvandsstand i området. Når jordbearbejdningen ophører, dræn og grøfter afbrydes, bliver jordbunden vådere, hvorved nedbrydningen af jordens kulstof og udledning af klimagasser bremses.

Ekstensiveringen af landbrugsdriften og genskabelse af naturlige hydrologiske forhold vil samtidig forbedre naturforholdene i projektområdet.

Projekttiltag 

Projekttiltagene vil som udgangspunkt være vådgøring af arealerne ved standsning af pumper samt sløjfning af dræn og grøfter. 

Etableringen af klima-lavbundsprojektet beror på frivillighed fra de deltagende lodsejeres side. Økonomiske muligheder for deltagende lodsejere er kompensation, køb og salg eller jordfordeling.

Et Klima-lavbundsprojekt bygger på frivillighed. Her kan du læse mere om Naturstyrelsens Klima-lavbundsindsats.

Fakta

Projekttype: Klima-lavbundsprojekt
Periode: 2023-2026
Projektareal: 256 ha
Samlet økonomi: 37 mio. 

Projektforløb

Mark ved Ryomgård maj 2023

Kort over projektområdet

Kontakt

Morten Fischer Jørgensen
Projektleder
Naturstyrelsen Himmerland
mail: mofij@nst.dk
tlf.: +45 41 96 94 45

Nyheder om klima-lavbundsprojekter