Klima-lavbundsprojekt Ved Æ’ Brink

Der er i Tønder Kommune udvalgt et projektområde Ved Æ' Brink. Projektet er et klima-lavbundsprojekt, der vil kunne bidrage til at reducere CO2 udledningen til atmosfæren. Yderligere vil projektet kunne reducere udledningen af kvælstof til Vadehavet. Det er Naturstyrelsen, der står for projektet, og det vil kun blive gennemført, hvis der er opbakning til projektet fra lodsejerne i området.

Hvorfor lave et projekt på lavbundsjorder?

I ådale og i de lavtliggende tidligere eng- og moseområder er der et højt indhold af kulstof i jorden i form af tørv. Fra naturens hånd er lavbundsjorderne skabt som enge og moser, hvor jorden i det mindste i perioder er fugtig eller våd. Gennem tusinder af år er der ophobet planterester i jorden, fordi materialet ikke er blevet nedbrudt, da de mikroorganismer, der nedbryder planterester - smådyr, svampe og bakterier - har brug for ilt. Når jorden er våd, er der ikke noget ilt og planteresterne hober sig derfor langsomt op.

I Danmark har vi drænet og grøftet lavbundsjorder for at kunne udnytte dem bedre til landbrug og afgræsning. Udtørring af jorden medfører, at der trænger ilt langt ned i jord, der tidligere var vandmættet. Det gør mikroorganismerne i stand til at nedbryde de gamle tørvelag. Resultatet er, at jorden langsomt synker sammen og at der bliver frigivet CO2 til atmosfæren i takt med nedbrydningen af tørven.

Projektbeskrivelse

Dette mulige klima-lavbundsprojekt ligger ved Lindeskov Møllestrøm i Tønder Kommune.

Undersøgelsesområdet er typisk i forhold til andre lavbundsprojekter, idet området er et tidligere moseområde, som er afvandet i forbindelse med afvandingen af Tøndermarsken i 1920´erne. Arealerne er tørveholdige og har dermed potentiale for et klima-lavbundsprojekt. Mod nord afgrænses området af Lindeskov Møllestrøm, som er inddiget, mens området mod syd afgrænses delvist af en dyb afvandingsgrøft. I den østlige del afvandes via en pumpe. Gennem pumpen afvandes ca. 25 ha, som alle ligger inden for undersøgelsesområdet. De væsentligste projekttiltag vil være slukning af pumpe, lukning af åbne grøfter og evt. etablering af afværgegrøft mod syd.  

Projektet kan gennemføres delvist, hvis det er nødvendigt.

Teknisk forundersøgelse

Forundersøgelsen har til formål at afdække de tekniske og biologiske forhold, så der er et tilstrækkeligt oplyst grundlag til at vurdere, om projektet kan realiseres. Undersøgelsesområdet er på ca. 190 hektar.

Der vil parallelt med ovennævnte hovedformål blive undersøgt, om området kan understøtte andre formål som fx friluftsliv og forbedring af naturværdierne i området.

Jordfordeling

Deltagelse i klima-lavbundsprojekter er frivillig. Lodsejerne inden for undersøgelsesområdet, der ønsker at deltage i projektet, kan gøre det på forskellige måder:

  • De kan vælge at få en engangserstatning og beholde jorden med en tinglysning om, at den ikke må afvandes, opdyrkes eller gødskes.
  • Det er også muligt at indgå i projektets jordfordeling, hvor man kan afgive sin lavbundsjord og i stedet for få højere liggende erstatningsjord i nærheden.
  • Man kan også kombinere de to muligheder ved både at beholde sin jord med engangserstatning og benytte projektets jordfordeling til at anskaffe sig ekstra jord i området, både lavbundsjord og højere liggende jord.
  • Den sidste mulighed er at sælge sin lavbundsjord til markedspris til Naturstyrelsen, der derefter vil bruge jorden til jordfordelingen med de andre lodsejere.

Jordfordelingen ledes af en jordfordeler fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), som sammen med et lodsejerudvalg og en landbrugsrådgiver fastsætter en pris på de forskellige jorder i området. Herefter vil der være en individuel dialog med samtlige lodsejere om projektet, hvor projektets muligheder præsenteres for den enkelte lodsejer og hvor individuelle ejendomsmæssige forhold drøftes.

Fakta

Projekttype: Klima-lavbund

Periode:
2024-2029

Projektareal:
190 ha

Projektforløb

Kort over projektområdet

De røde linjer markerer projektområdet

Kontakt

Simon Fly-Petersen
Projektleder og specialkonsulent
Naturstyrelsen Vadehavet
mail: sifly@nst.dk
tlf.: +45 61 92 11 16

Asger Buur Munch
Projektleder
Naturstyrelsen Vadehavet
mail: abjen@nst.dk
tlf.: +45 21 79 21 68

Nyheder om klimalavbundsprojekter