Klima-lavbundsprojekt Novrup

Projektet har fokus på lavbundsjorder omkring Novrup Bæk øst for Esbjerg. Et klima-lavbundsprojekt har som primært mål at mindske udledning af CO2 til atmosfæren. Der er blevet lavet en forundersøgelse i området, der har vist gode muligheder for at lave et klima-lavbundsprojekt. Naturstyrelsen står for projektet i samarbejde med Esbjerg Kommune, og det vil kun blive gennemført, i det omfang der er opbakning fra lodsejerne i området.

Projektbeskrivelse

Dette mulige klima-lavbundsprojekt ligger øst for Esbjerg

Det aktuelle undersøgelsesområde dækker et område langs Novrup Bæk. Der er gennemført en forundersøgelse af området, som har vist at der kan gennemføres et omkostningseffektivt projekt.

Området indeholder fortsat store mængder tørvejord/kulstof. Forundersøgelsen har vist, at ca. 10,3 ton kulstof kan tilbageholdes ved at gennemføre klima-lavbundsprojektet.

Mulige projekttiltag vil være at tage de kulstofrige arealer ud af omdrift samt efterfølgende at vådgøre arealerne ved grøftelukning og sløjfning af dræn. Til projektet hører også, at der laves foranstaltninger, der skal sikre, at områder uden for projektområdet kan dyrkes som hidtil.

Der er områder omkring ådalen, som ligger i permanent græs eller §3-beskyttede enge og moser, mens det sydlige område ud til Vadehavet er Natura-2000 salt marsk habitatområde.

Hvorfor et projekt på lavbundsjorder?

I ådalen og i de lavtliggende, tidligere eng- og moseområder omkring vandløbet er der et højt indhold af kulstof i jorden. Fra naturens hånd er lavbundsjorderne skabt som enge og moser, hvor jorden i det mindste i perioder er fugtig eller våd. Gennem tusinder af år er der ophobet planterester i jorden, fordi materialet ikke er blevet nedbrudt. I våd jord trænger der ikke luft, og dermed ilt ned og det betyder at bakterier har meget dårlige muligheder for at nedbryde det organiske stof.

I Danmark har vi drænet og grøftet lavbundsjorder for at kunne udnytte dem bedre og opdyrke dem. Udtørring af jorden medfører, at der trænger ilt langt ned i jorden. Det gør bakterierne i stand til at nedbryde de gamle tørvelag. Resultatet er at jorden langsomt synker sammen og at der bliver frigivet CO2 til atmosfæren.

Jordfordeling

Lodsejere der ønsker at deltage i projektet ved at sløjfe afvanding af lavbundsjord kan få en engangserstatning og beholde jorden med en tinglysning om at den ikke må afvandes eller opdyrkes/tilplantes. Det er også muligt via projektets jordfordeling at afgive sin lavbundsjord og i stedet for få højere liggende erstatningsjord i nærheden. Man kan også kombinere de to muligheder ved både at beholde sin jord med engangserstatning og benytte projektets jordfordeling til at anskaffe sig ekstra jord i området, både lavbundsjord og højere liggende jord.

Jordfordelingen ledes af en jordfordeler fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) som sammen med et lodsejerudvalg og en landbrugsrådgiver fastsætter en pris på de forskellige jorder i området. Herefter vil der være en individuel dialog med samtlige lodsejere om projektet, hvor projektets muligheder præsenteres for den enkelte lodsejer og hvor lodsejers ønsker i forhold til indsatsen og sin ejendom drøftes.

Fakta

Projekttype: Klima-lavbund

Periode:
2023-2028

Projektareal:
163 ha

Projektforløb

Kort over projektområdet

De røde linjer markerer projektområdet. Klima-lavbundsprojektet Novrup er delt op i tre separate delområder. Supplerende kulstofprøver i det sydligste delområde har vist, at der her er markant mere kulstof, end hvad der er vist på kortet.

Kontakt

Asger Buur Munch
Projektleder
Naturstyrelsen Vadehavet
mail: abjen@nst.dk
tlf.: +45 21 81 26 34

Nyheder om klima-lavbundsprojekter