Klima-lavbundsprojekt Solbjerg Kær

I samarbejde med Morsø Kommune og lokale lodsejere undersøger Naturstyrelsen Thy mulighederne for at gennemføre et klima-lavbundsprojekt i Solbjerg Kær, nord for Øster Jølby på Mors. Der er foretaget en teknisk og biologisk forundersøgelse i perioden 2024-2025. Forundersøgelsesrapporten fremgår af dokumentarkivet på denne side.

Undersøgelsesområdet ved Solbjerg Kær – fotograferet vinteren 2024

Projektbeskrivelse

Det primære formål med klima-lavbundsprojektet i Solbjerg Kær er at mindske tabet af drivhusgasser til atmosfæren. Det sker ved at tage de kulstofrige lavbundsjorder ud af landbrugsmæssig drift og genskabe en naturlig grundvandsstand i projektområdet. Når jordbearbejdningen ophører og dræn og grøfter afbrydes, bliver jordbunden vådere, hvorved nedbrydningen af jordens kulstof og udledningen af drivhusgasser bremses.


Det ønskes at skabe et område der i sin helhed kan opnå flere synergieffekter indenfor natur- og miljø. Ekstensiveringen af landbrugsdriften og genskabelse af naturlig bevægelse af vand vil således også mindske udledningen af kvælstof til kystvandsoplandet Thisted Bredning, samt forbedre naturforholdene i projektområdet, herunder øge biodiversiteten og underbygge udvikling af sammenhængende naturområde. 


Undersøgelsesområdet

Solbjerg Kær ligger på Mors, nord for Øster Jølby og øst for Solbjerg. Projektområdet ligger i ådalen omkring Solbjerg Å og afgrænses af Nordmorsvej mod nord. Historisk set har Solbjerg Kær været en tørvemose med et rislende terrænnært vandløb igennem mosen. Mod nord er der et markant højdefald og mod syd flader landskabet ud. På begge sider mod øst og vest er der tydelig terrænforskel der markerer ådalens sider. Solbjerg Å løber ud i Thisted Bredning mod syd. I dag er knap halvdelen af projektområdet opdyrket, en fjerdedel består af permanent græs og resten udgøres af natur. Området rummer moser, enge og vandhuller, som er beskyttede i henhold til § 3 i naturbeskyttelsesloven.


Undersøgelsesområdet berører 40 lodsejere og omfatter 91 ha, hvor hovedparten af arealet vurderes at indeholde betydelige mængder kulstofholdig tørvejord. 

Kort over Solbjerg Kær. Den lyserøde polygon viser undersøgelsesområdet.

 

Lidt om gennemførsel


Et eventuelt projekt vil omfatte genskabelse af naturlig grundvandsstand i projektområdet. Dette kan opnås ved en række tiltag, som f.eks. at sløjfe dræn og vandløb samt ved overrisling med vand fra naboarealer. 

Hertil hører også foranstaltninger, som sikrer at bygninger, infrastruktur mv. som ligger indenfor og tæt ved undersøgelsesområdet, ikke oversvømmes. Hvad der er teknisk muligt at udføre og hvordan det gøres bedst muligt, bliver afdækket i en teknisk forundersøgelse.   

En eventuel gennemførsel af projektet vil desuden bero på frivillighed fra de deltagende lodsejeres side. For at afdække lodsejeres holdning, ønsker og muligheder i et eventuelt projekt, foretages en ejendomsmæssig forundersøgelse, hvor alle lodsejere kontaktes. 

Solbjerg Kær klima-lavbundsprojekt vil skulle realiseres ved at gennemføre en jordfordeling, hvor der er mulighed for at samle arealer og tilbyde lodsejerne erstatningsjord for den landbrugsjord, der vil skulle udtages fra drift i projektområdet. Lodsejerne tilbydes køb, salg, bytte af jord og hvis lodsejere ønsker at beholde projektjorden kan der udbetales værditabskompensation på betingelse af permanent udtagning.

Fakta

Projekttype: Klima-lavbundsprojekt 

Periode: 2024-2027

Projektareal: 91 ha.

Økonomi: 15 mio. kr.

 

Projektforløb

Idéoplæg

2023 - forår: Indledende screening af projektområde

2023 – juni: Indledende lodsejermøde hvor idéoplæg præsenteres

•    Invitation lodsejermøde_jun2023
•    Præsentation lodsejermøde_jun2023
•    Orienteringsbrev om opbakning til forundersøgelse_aug2023

2023 – efterår: Bevilling til forundersøgelse gives


Forundersøgelse

2024 - januar: Udbud af forundersøgelse

2024 – forår: Teknisk og biologisk forundersøgelse sættes i gang, foretages af rådgivningsvirksomheden WSP

•    Orienteringsbrev om igangsættelse af forundersøgelse _mar2024

2024 – december: Ejendomsmæssig forundersøgelse udføres af Jordfordelingskontoret i SGAV og Naturstyrelsen.

2025 – november: Teknisk og biologisk forundersøgelse afrapporteres

•    TFU uden bilag
•    Bilag flettet til en pdf

2026 – januar: Lodsejermøde med præsentation af resultater af forundersøgelse

•    Invitation til lodsejermøde med præsentation af TFU_dec2025
Realisering

 

Kontakt

Sofie Bryndum
Projektleder

Naturstyrelsen Thy
mail: sobry@nst.dk
tlf.: +45 22 22 16 84