- Det ville aldrig have kunnet lade sig gøre uden opbakning fra hjemmefronten, og det har også været en stor motivationsfaktor, at det var noget, vi kunne gøre i fælleskab. Derfor planlagde jeg at tage sporene en for en, når vi i forvejen havde en familietur i kalenderen. Vi har også planlagt vores ferier i forhold til sporenes placering, siger Claus Sandemand.
På den måde kunne familien nyde det spektakulære syn af Møns Klint sammen for første gang. Blåbjerg Klitplantage blev også tilbagelagt i forlængelse af en sommerhustur til Vesterhavet forrige efterår, og der blev sat flueben ved Almindingen på Bornholm i forbindelse med en sommerferie.
Netop Bornholm gjorde et stort indtryk på hele familien. Her kunne sønnen Noah på dengang tre år køre side om side med farmand på øens børnevenlige grønne spor. Det samme gjorde sig gældende i Rold Skov, hvor sønnen gav sig i kast med stedets teknikbane.
Claus Sandemand er for nyligt blevet far igen, og han indrømmer da også gerne, at han ikke ville have noget imod det, hvis han smittede arvingerne med lidt af sin egen begejstring for mountainbikesporten.
- Jeg kunne sagtens forestille at køre de 10 Spir igen, når mine børn bliver lidt større – hvis de altså gider at tage med.
Claus’ tip til andre, der overvejer at gennemføre De 10 Spir
- Sørg for opbakning fra hjemmefronten og gør det til et familieprojekt.
- Læg en plan inden for en overskuelig tidsramme – hvis der går for lang tid imellem spirene, risikerer du at miste gejsten.
- Tag de lange spir som fx Klosterplantagen (50 km) i sommerhalvåret.
Diplomoverrækkelse
Claus har fået overrakt et diplom for sin indsats den 7. februar i Rold Skov, som også er det spir han begyndte med tilbage i 2018.